December 2013
Sidste brik i det puslespil, der handler om beslutningen om pensionat findes i billedet herover. Forestil dig at flytte ind i et hus, hvor der overalt er spor af at mennesker har haft planer. Er gået i gang med ting, og så er de rejst videre. Halvopførte bygninger, kryptiske tegn og tegninger malet på træværk, kulørte bedeflag, fire meter gärdesgård (træhegn) bygget, rettesnore udspændt til mere. Tømmerstokke lagt i formation til et fundament, men aldrig hugget helt til. På en måde var det jo bare noget rod, men …
Jeg flyttede selv ind med en begrænset tidshorisont. Jeg var selv i fuld gang med at lave ting om både ude og inde. Påbegyndte projekter, som jeg ikke vidste, om jeg snart skulle rejse fra. Videre.
Jeg fik den her tanke, som jeg ikke er sikker på er superrationel, men som jeg stadig holder af: Hvad nu hvis Bondsäter ikke er et hus, som man gør til sit hjem. Hvad nu hvis meningen med dette sted er, at mennesker skal komme hertil for at komme bedre videre. Et nomadehus. En gave.
Med pensionatet ville huset forblive åbent, også mens jeg boede der.
… Og så er der virkelig vist heller ikke mere at sige om vejen til den beslutning …
Jeg rejste på juleferie i Danmark og oprettede en blog med titlen: Pensionat Bondsäter – og lavede en aftale med mine forældre om at de skulle komme på endnu et bygge-male-besøg i februar, sådan at jeg kunne være konceptet bekendt fra en gang om foråret, når vejene igen var alment farbare.
Og med den plan møjsommeligt udtænkt og lagt, gik jeg ind i år 2014.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 