Januar 2014
Når jeg sådan her skriver uden en plan på forhånd, sker der (muligvis uvægerligt) det, at der kommer tidspunkter, hvor jeg må stoppe op og overveje, hvad jeg laver. Nu har jeg skrevet Pensionat Bondsäter op som en slags spændings-bærer. Noget, der burde lede frem til noget i historien. En lille eksplosion af historier om pensionatet – gæsterne som selve historien.
Nu vil jeg skrive Pensionat Bondsäter ud igen. Af flere grunde, men blandt andet fordi de mennesker, som besøgte pensionatet på ingen måde har bedt om at blive gjort til små (kulørte) historier i min historiefortælling. Derfor: I dette indlæg kommer opsummeringen af et halvt års erfaringer med gæster. Min historie med gæster, ikke historier om gæsterne.
Tilbage til kronologien; januar 2014 – jeg havde været i Danmark på juleferie, jeg havde en plan. En blog, hvor jeg annoncerede at man kunne komme og bo på Bondsäter. Et all-inclusive-arrangement, hvor man betalte for at være en del af vores hverdag. Man skulle deltage i det daglige, praktiske arbejde med at hugge brænde og hente vand, være med til at lave maden og så videre. Jeg indrettede gæsteværelset med det samme, bare fordi jeg syntes det var hyggeligt, men forestillede mig i øvrigt at ingenting skulle ske, før mine forældre havde været på besøg i februar. Huset skulle blive mere præsentabelt, og især skulle min far reparere brændeovnene, sådan at der kunne komme varme i hele huset. (Fotografiet herover er fra indersiden af trapperummets brændeovn; spjældet, der (blandt (meget) andet) var i stykker.)
Sådan gik det ikke. Allerede samme dag jeg annoncerede at pensionatet fandtes, fik jeg den første mail om en familie, der ville komme på besøg. Andre kom til via naboerne. Fordi Andrea helt fra start havde skrevet om deres skovliv, fik (får) de jævnligt henvendelser fra mennesker, der drømmer om at opleve skovlivet. De havde sagt ja til så mange mennesker, de overhovedet kunne – også før de selv havde tag over hovedet – så på det tidspunkt havde de haft gæster nærmest konstant i over to år. Nu havde de muligheden for at sende folk videre til mig, i stedet for at afvise dem.
I januar havde jeg de første tre gæster. De kom sådan bare dumpende, spontant. Jeg forklarede omhyggeligt hvor dårligt egnet huset stadig var. Koldt. Mørkt. Og sneen, vejene, det hele var meget ufremkommeligt. Slet ikke rart, nærmest uhyggeligt. Jeg var ikke pensionatets bedste reklame. De var flintrende ligeglade. For dem var Bondsäter lige som det skulle være. Måske var det tilmed mere rigtigt, at det hele ikke var så perfekt og … shabby chic.
I februar kom der orden på en del ting (mere om det senere), og med foråret blev alt udvendigt også mere indbydende. Men det viste sig, at det aldrig var det afgørende for gæsterne. Og der fortsatte med at komme folk til, på samme tilfældige, spontane måde. I et halvt år, var der gæster stort set uafbrudt.
Folk kom af forskellige grunde. Rekreation, arbejde (journalister), ferieoplevelse, flytte-forundersøgelse. Nogle kom alene, andre var hele familier. De blev en enkelt nat, en weekend, en uge, længere.
Jeg testede forskellige modeller: Ren penge-betaling pr. døgn, hvor jeg stod for indkøb til alle måltider – fuld forplejning, som det hedder i det sprog. Det var den oprindelige idé, som havde sit udspring i at jeg ville prøve at tjene penge. Det virkede ikke supergodt. For mig. Jeg tror egentlig ikke det var noget problem for de familier, der kom på feriebesøg på den måde. For dem var det en billig ferie, sammenlignet med alternativerne. Men for mig blev det så akavet. Som om jeg skulle levere noget mere professionelt; hele tiden følelsen af at det ikke var godt nok. Og så endte jeg med at bruge virkelig mange penge på maden, fordi jeg var bange for at noget skulle virke for usselt, og så var der alligevel ikke rigtig noget overskud i det. Og jeg vartede op og underholdt, fordi jeg syntes at det havde de jo betalt for.
Noget helt andet var, at det viste sig, at de fleste af dem, der havde lyst til at komme på besøg, var så langt fra velhavende. De havde ikke råd til at betale det, som det reelt kostede, hvis jeg skulle have bare et lille overskud ud af det. (Og husker jeg nu hvad det var for nogle priser, jeg opererede med? Noget i retning af 350 kr pr døgn for en voksen, inklusiv alle måltider, 500 kr pr døgn for et par, 650 kr for en familie (2 voksne, 2 børn) og vist også en slags rabat i forhold til besøgets længde. Jeg har stadig ingen anelse om hvorvidt prisen var den rigtige, for høj eller for lav – og pointen er mest at jeg virkelig, virkelig ikke brød mig om den måde at tjene penge på.)
Det betød noget for mig, at alle skulle have muligheden for at komme. Jeg ville (vil stadig) gerne undersøge mulighederne for at udveksle andet end penge. Jeg testede derfor en kombination af betaling med penge og arbejdskraft, hvor nogle timers hus- og havearbejde hver dag var en del af aftalen. Ideen var at selve madudgifterne skulle dækkes af gæsternes betaling, og at mit overskud skulle bestå i at jeg, med den praktiske hjælp, hurtigere kunne komme videre med anlægningen af køkkenhaven. Frigørelse af tid, der på længere sigt ville betyde at jeg behøvede færre penge til madindkøb; sådan et regnskab. Det virkede … heller ikke rigtigt.
Ideen om at gæster i løbet af kort tid skulle kunne bidrage rent praktisk, viste sig hurtigt at være helt håbløs. Uanset hvor gode intentioner folk kom med, så var det mere tidskrævende for mig at demonstrere hvordan man gjorde tingene, end at gøre dem selv. At tænde op, at have flere gryder i gang på et brændekomfur, vide hvor man skal stille dem, for at holde en bestemt temperatur – vide hvor meget eller hvor lidt brænde, der skal i for at holde en jævn varme i ovnen. Opretholde hygiejnen omkring vandspanden i køkkenet. Affaldssorteringen: Hvad er til kompost, hvad er til høns, hvad er til katte? Hvordan skal maden opbevares, når der ikke er et køleskab med jævn temperatur-regulering? (Svaret er: Virkelig mange forskellige steder, afhængig af temperaturen udenfor.) Og hvis man aldrig før har hugget brænde, går der hurtigt mere tid med at vriste øksen ud af kævlen igen, end med at fremstille reelle brændestykker.
Af og til kom der gæster, der havde fuldstændig styr på tingene, og tilmed kunne lære fra sig. Men de fleste kom jo, fordi de var nysgerrige, men fuldstændig uden erfaringer. Det var netop den mulighed, jeg tilbød: At afprøve det mere primitive liv i en tryg ramme. Jeg ville virkelig gerne, og prøvede også at være den guide. Men det krævede et overskud, som jeg slet ikke havde. Bondsäter var jo ikke et veletableret selvforsynings-sted, egnet til læringslystne novicer. Jeg var selv novicen midt i etableringen. Jeg var en enlig mor, der i forvejen skulle løbe virkelig stærkt, for at nå det hele.
En gæst foreslog en model, som jeg blev den, jeg selv endte med at holde mest af: De besøgende betalte et symbolsk beløb (til brænde), men medbragte, og var ansvarlige for, maden, mens de var på besøg. Der skete noget med balancen i besøget, når gæsterne kom med en overordnet plan for måltiderne, som var vigtig. Gjorde mig lidt mindre til opvartende vært, og gæsterne lidt mere aktivt deltagende. Når der var gæster på den måde, skulle jeg ikke selv købe ind, dvs. i stedet for at tjene penge, sparede jeg penge. Og fordi jeg kunne slippe lidt af madlavningsansvaret, havde jeg selv lidt bedre tid til at grave have.
Afprøvningen af de forskellige modeller for betaling og/eller udveksling af arbejdskraft gjorde det mere klart, hvad jeg selv trivedes med. Det var i det hele taget et virkeligt spændende, sjovt og lærerigt halvt år – alle de mennesker jeg nåede at møde! Og selvom de økonomiske arrangementer langt fra blev så strømlinede, som jeg i første omgang havde forestillet mig, så var det faktisk pensionatet, der fik det hele til at løbe (bumlet og ujævnt) rundt. Men så besluttede jeg at nedlægge pensionatet, fordi: Jeg fik et arbejdslegat fra Kunstfonden i maj måned, og min pengenød var (midlertidigt) afblæst.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 