Januar 2014
Tilbage til januar, tilbage til vinteren. Sneen. I januar begyndte det at sne, og så blev det sådan set bare ved. Her er den samme udsigt, med nogle dages mellemrum:
Sne er herligt. Jeg fandt gamle ski frem i stalden, drengen havde fået et par i julegave. Kælketure, snemand, snelygter. Lånehunden Freja, der havde sit helt eget, åbenlyst uendeligt underholdende snesjov.
Vi havde det rigtig, rigtig godt med sneen på Bondsäter. Problemet var, når vi skulle derfra. Og det skulle vi. Dels var der jo pensionatgæster, der skulle transporteres til og fra toget, dels var der de månedlige rejser til Danmark, så drengen kunne se sin far, dels begyndte drengen (endelig) i dagpleje i midten af januar. Tre dage om ugen skulle han afsted.
Nu fortæller jeg lige igen om Bondsäters placering. Altså, man kører fra asfaltvejen og seks kilometer ind ad en yndig, bugtet skovvej, passerer smukke søer undervejs, jagthytter og enkelte mindre bebyggelser, som tynder ud efterhånden. Så kommer der et vejkryds. Fire-krydset, kalder vi det. Tre af vejene bliver ryddet nogenlunde regelmæssigt. Den fjerde bliver ryddet i forbindelse med afholdelsen af rally-VM i februar. Ellers ikke. Den vej har en rimelig kraftig stigning. Den kraftigste stigning ligger umiddelbart efter et hårnålesving. En kilometer oppe ad den vej ligger Bondsäter.
Jeg har aldrig været glad for at køre bil. Jeg fik kørekort umiddelbart efter min attenårs fødselsdag, mest bare fordi jeg er fra Nordjylland, hvor det virker så naturligt. Men jeg kørte ikke bil de næste fem år. Dels gjorde det mig frygtelig nervøs, dels er jeg principielt imod privatbilisme. Men så manglede jeg et arbejde, og der var det her som personlig hjælper for en pige med muskelsvind. Fleksible arbejdstider, døgnvagter, muligheden for at tjene nok penge, og stadig have tid til at skrive. Til jobsamtalen havde jeg ærligt fortalt, at jeg egentlig ikke kunne køre bil. Hun var ligeglad; et kørekort er et kørekort. Den første dag, jeg var på arbejde, skulle hun på biblioteket. Hovedbiblioteket i København. Da vi sad i bilen, klar til at køre, jamrede jeg at det var fuldstændig uforsvarligt at jeg skulle være hendes chauffør. Jeg havde nøglen i tændingen, men vidste ikke hvilken af fodpedalerne, der var koblingen og hvilken, der var speederen. Hun rystede på hovedet, sukkede. Og blev min kørelærer. Det er sandt, og ikke spor overdrevet, når jeg siger at det var hende, der lærte mig at køre bil. Atten år gammel, gymnasielev, det cooleste menneske, jeg nogensinde har mødt. Hun snakkede mig igennem alt, opmuntrede og guidede. Forklarede mig tålmodigt (nej, okay, hun vrissede) at det faktisk kan være lige så farligt at køre for langsomt midt i bytrafikken. Vi nåede helt ind til Købmagergade, og skulle finde en parkeringsplads. (Det er en gågade, hvis du nu er en læser som ikke har været der.) Og ca midt på Købmagergade er der en parkeringsplads for biler med handicapskilt, dén plads ville hun have. Den var ikke ledig. Jeg foreslog at vi valgte en af de ledige lidt længere derfra. Det syntes hun var en dårlig idé. Så vi cirklede tre-fire-fem gange ind over Købmagergade, og rundt i de trange gader, op omkring Nørreport station og ned igen, indtil den blev ledig. I en pænt stor kassebil. Gående, børn, hunde, gamle og cyklister (cykelbude!) i alle retninger. Lastbiler, der var ved at læsse varer af, personbiler, der også cirklede rundt efter de bedste parkeringsmuligheder. Mine nerver! Hendes ro.
Jeg arbejdede for hende i to år. Kørte bil det meste af tiden. Jeg lærte meget af hende, intensiv cool-træning. Jeg er god til at køre bil.
Men jeg bryder mig ikke om at køre bil. Jeg bryder mig ikke om konceptet bil; alt hvad bilen står for, hvad den er lavet af, brændstoffet den kører på – at vi overhovedet er nødt til at transportere os så meget rundt over så lange afstande, at vi ikke bare kan gå på vores ben.
… Hvis man nu skal tale om kompromisser. De kompromisser, man er nødt til at indgå, fordi det perfekte ikke findes. Det perfekte findes ikke. Dammit …
Bilen er mit ultimative skov-kompromis. Bilen gør det muligt for mig at bo her. Skovvejen er en nødvendig forbindelse til alt det jeg, på godt og ondt, er flyttet væk fra.
Og hele vinterhalvåret er skovvejen fra dag til dag højst uforudsigelig at færdes på. Sne, is, mudder. Hver for sig eller kombineret. Grader af ufremkommelighed, variationer. Denne vinter fx, har udfordringen oftest været regn ovenpå islag. Men min første vinter deroppe, var problemet tøsne. Et tykt lag, tung, sæbeglat tøsne. Bilen er mit største kompromis, vintervejen er – uden sammenligning – min største udfordring.
Og så lærte jeg at sætte pris på mennesker med maskiner på en helt ny måde:
Her kommer skovejeren Ola i sin traktor med sneplov bagpå. Han så lige ud af sit vindue, og tænkte: Hm, de der danskere ude i skoven, mon ikke de er sneet inde nu?
Maja Elverkilde // Pote Produktion 