8. marts 2016
Jeg har kigget lidt på fotografierne fra februar og marts 2014, og kan se at det næste jeg skal i gang med er en stime af: Sådan blev Bondsäter smukkere og mere funktionelt. Det er jo en naturlig del af en historie, der tager udgangspunkt i en etableringsproces. Der er i det hele taget utroligt meget i det her liv, der helt på hverdagsbasis handler om at gøre ting smukkere og mere funktionelle. Det er netop noget af det sjove, ved at bo her. Plads og tid til praktisk, kreativ, meningsfuld udfoldelse. Men. Fotografierne fra dengang fik mig til at tænke på alt det, jeg ikke fotograferede.
Det er noget med begivenheder. Eller noget med hvad vi normalt kalder en begivenhed. Ombygning, udvidelser, undtagelser. Det er noget med at hverdagen her, når den (efter min mening) er bedst, består af gentagelser med variation: De samme basale behov dækkes, de samme praktiske opgaver udføres. Det meste er meget årstidsbestemt. Det har stor betydning for at det ikke bliver kedeligt. (Siger jeg med ekstra eftertryk nu, her i en lang vinters sidste krampetrækninger.) Men. Det er vigtig for mig at denne fortælling også får det med. Hverdagens stilfærdige begivenheder. Dem har jeg ikke altid fotograferet, og især ikke i begyndelsen, hvor det i den grad vrimlede med larmende, spektakulære begivenheder. Så. I anledning af dette indlæg, fotograferede jeg noget af det, jeg foretog mig 8. marts.
Billedet allerøverst forestiller en garn-test. Før jul hæklede jeg grydelapper (i Atomkraft-nej-tak-farverne) af restegarn. Fine grydelapper, der desværre nu er smeltet, fordi jeg ikke forinden havde testet om garnet kunne tåle at blive udsat for høj varme. Nu er jeg i gang med at hækle nye i de farver, der forblev upåvirket af at ligge længe (over 5 minutter) på brændekomfurets varmeste kogeplade. Og sådan ser min restegarns-kurv ud:
Dagens strabadserende begivenhed var at grave mig vej ned til komposten, der ligger i bunden af køkkenhaven. Efter at al sneen var tøet væk for ca fire uger siden, har der været et ugelangt snefald, der endte i knæhøjde, før det endelig holdt op igen i forgårs. Det var blevet virkelig påtrængende at få kompost-spanden tømt, så selv om jeg vidste at tøvejret var på vej (hele dagen i dag har det dryppet lystigt), kunne det ikke vente.
Det sidste jeg fotograferede, er sådan virkelig hverdag, men med fordi jeg ved at det for andre er små-eksotisk: Drengen på vej på das:
… og vinduet på klem, så jeg kan høre, hvis han får brug for hjælp.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 