*33 Mens jeg venter

April 2016

Den tid, det tager for et træhus, der har stået tomt, at blive gennemvarmet. Den tid, det tager fra sneen er begyndt at smelte, til det hele er væk. Den tid, det tager for en følelse at følge en beslutning.

Jeg venter. Det er en tilstand, der har fulgt mig altid. Det er lige meget om jeg laver præcis det, jeg allerhelst vil og holder allermest af. Jeg venter altid på … noget andet. Jeg venter på det egentlige, på at mit liv begynder. Det er også sådan jeg har det med kærester. De skal komme og så begynder mit liv. Endelig.

Det er så tåbeligt.

Jeg har taget en beslutning: Jeg vil holde op med at tro at nogen anden end mig selv kan få mit liv til at føles rigtigt. Nu venter jeg på at den beslutning efterfølges af en følelse. Følelsen af faktisk at leve. Jeg venter på forår.

I dag har jeg: Strikket og hæklet, tegnet med drengen. Spundet uldgarn med venstre ben på rokkens pedal i stedet for højre. Det var overraskende ukompliceret i forhold til mine forestillinger. Gået to ture, en kort alene og en lang med drengen. Vi fandt en meget høj udkigsbakke, som vi ikke tidligere har været på. Bagefter fandt vi midt i den regnsumpede, mosgrønne skov en firkant dækket af sne. Er det Nordpolen? spurgte drengen.

De to ældste hunkatte (mor og datter/Bubsi og Bambus) gik med hele vejen, det gør de altid. De vogter på hinanden, kæmper om at være tættest på os konstant. Vi grinede af dem. Vi bandt røde snore i træerne, afmærkede stien. Vi plejer ikke at gå der.

Vi kom forbi flere rødder fra stormvæltede træer. Stammeløse. Han plejede at gå her. Det er ham, der har savet stammerne løs. Slæbt dem hen til brændeskuret, kløvet dem, stablet dem. Han lavede brænde til næste vinter. Jeg savner ham. Da jeg gik forbi de stammeløse rødder, savnede jeg ham. Selvom jeg er så fast besluttet, og det er jeg: Mit liv skal ikke være sådan. Det skal være mit, jeg skal leve det nu – ikke blive ved med at jagte efter den vrangforestilling at der skal andre til for at fylde det med … liv.

I dag har jeg skrevet og jeg har bygget en rumraket af lego. Jeg har vasket op, hentet brænde, hentet vand. Lavet morgenmad, frokost og aftensmad. Drengen var med til at skære: Kartofler, gulerødder, jordskokker og pastinakker. Ovnbagte. Mere brænde på ilden. Hønsene lagde fem æg i dag, også i dag. Det regnede hele dagen, hønsene gravede ivrigt i mudderet efter orm. Den mindste kat, den der var killing sidste år (Regnbue), er i løbetid for første gang. Hun trisser rastløst rundt, mjaver klagende. Så snart vejen er til at køre på igen, skal hun steriliseres. Så længe det regner så meget, bliver vejen kun langsomt bedre. Der er stadig frost om natten, jorden er bundfrossen. Meget sne rundt omkring.

Men i dag har jeg tømt vinterkassen. Det ekstralager, der har stået i en kasse for sig hele vinteren. Nødreserven, som skulle sikre at vi ikke løb tør for vigtige madvarer, hvis vi skulle ende med at sne inde i en længere periode. Vi fik aldrig for alvor brug for den, og nu er den nedlagt. Så sikker er jeg. Alligevel. Foråret er på vej.

******************

Pote Produktions Reklameafdeling præsenterer:

Bogen på billedet er min nye roman ‘Den slags skal gøres i dagslys’, i en særudgave med håndlavet hardback, lavet af genbrugsmaterialer (papvins-karton, morgenmadsæsker og omslagscollage af Bo Bedre fra 70’erne).
Den fremstilles kun til konceptet ‘En Ny tids Mæcen’, hvor du kan støtte min forfattervirksomhed og samtidig få et unikt, håndlavet bogobjekt.
Læs mere her.