*37 Drænrør, hvad rager det mig?

April 2016

I dag vil jeg fortælle om havens nyeste, og mest usædvanlige, bed. Usædvanligt, fordi det er firkantet og fladt. Usædvanligt, fordi det ligger udenfor terrassehavens indhegning. Usædvanligt fordi: Det ikke er mig, der har fundet på det. Det (stakkels) bed er en del af det forliste. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg skal mene om det.

Sagen er den at jeg flyttede herop alene. Jeg boede her alene i halvandet år, før han flyttede ind. Sagen er den, at han boede her under et år, og nu er stedet alene mit igen. Sagen er den, at han har efterladt så mange spor (brændeskur, brøndhus, tørrestativ, brændestabler, indenfor er væggen mellem køkken og trapperum revet ned, hele underetagen er ny, min morgenkaffeudsigt vender nu mod øst, morgendis i skovbrynet – alt er smukt, godt, fungerer, fuck), som dagligt minder mig om det vi, som ikke findes.

Sagen er den, at jeg aldrig har drømt om at bo her alene med min dreng. Sagen er den, at jeg slet ikke ved hvad jeg drømmer om. At jeg slet ikke ved, om jeg vil drømme om noget længere.

Nogle gange har jeg det som om kernefamilie-idealet engang, før jeg overhovedet var i stand til at fatte noget, flyttede ind i mig. Og at det nu bor så langt inde og fylder så meget, at der slet ikke er plads til andet. Ikke plads til at andre mennesker kan betyde noget for alvor, fordi det hele tiden bliver sammenlignet med tosomhedens uopnåelige, men sikkert(!) helt aldeles vidunderlige fest.

Og jeg bliver i tvivl om det nogensinde har været mit. Mit ideal, min drøm?

Andre gange har jeg det mere sådan, at den længsel efter at tilhøre et vi, er en almenmenneskelig/dyrisk drift mod at være del af en flok. At det er okay at jeg længes og bliver ved med at drømme om det. Den der … livsledsager, livskammerat, eneste ene, sjæleven. En kæreste. Min allerkæreste, som vælger mig som sin allerkæreste.

Jeg ved det ikke. Spørg mig igen om en måned, et halvt år, tre år, ti. Så ved jeg måske hvor jeg lander. Måske et sted midt i mellem, måske et helt andet sted …

I mellemtiden vil jeg fortælle om det her sære, firkantede, regulære bed jeg har fået mig. Det ligger mellem huset og stalden, udfor husets østgavl. Da jeg flyttede ind i efteråret 2013 så det stykke sådan ud (taget med ryggen til huset, stalden foran):

Nogen havde haft bål. Nogle tømmerstokke (som skulle have været brænde) lå og forrådnede i ro og mag, og nogen havde plantet græskar i renderne. Drengen, dengang to og et halvt og med en lyserød yndlingssut, kastede sin kærlighed på et græskar. Sad længe og klappede det – det kan lige netop anes som en gul klat på billedet.

Jeg gjorde ikke så meget ved det stykke. Der var rigeligt arbejde i at erobre den indhegnede terrassehave, og i øvrigt følge med i de daglige opgaver. Men jeg slog græs, sådan hist og her hvor jeg kunne komme til for sten og tuer. Nogle arbejdsgæster lavede en sandkasse, jeg købte en parasol, og da det blev sommer 2014 så der sådan her ud:

Da han flyttede ind forrige sommer, skulle køkkenhaven udvides drastisk. Terrassehaven er, i al sin yndighed, ikke særlig dyrknings-intensiv. For at komme i nærheden af selvforsyning med grøntsager til to voksne og en efterhånden stor dreng, skulle der noget helt andet til. Noget regulært, fladt, firkantet. Og stykket mellem huset og stalden er grundens eneste af den slags – som tilmed er badet i sol. Så i efteråret gravede vi den første firkant i det bed, som var tænkt til at skulle nå helt op til stalden. Derfor blev alle tømmerstokkene også fjernet. De sten, som vi gravede op af jorden, blev til begyndelsen på et stendige. Ca. tre smukke meter blev det til, som kan ses fra køkkenvinduet.

Så blev det vinter, og alt blev anderledes. Sne og sne og tungt. De to pinde, som stikker op midt i sneen, er afmærkningen af bedets ene side (drengen er på vej på das):

Da sneen smeltede, var han flyttet. Bedet kom til syne igen, så tilforladeligt, tilsyneladende dyrkningsklart:

Indtil det regnede uafbrudt i to uger, og der så sådan ud:

Præcis hvor slemt, det var, opdagede jeg en dag, hvor drengen ved uheld trådte ud i bedet (noget med en sommerfugl, han fulgte efter) – og sank i. Jeg måtte hale ham op, og gummistøvlerne blev siddende. En sump.

Jeg gik i gang med en redningsaktion: Gravede en afvandingsrende og et hul, der kunne opsamle alt det overskydende vand:

Det var jo en nydelig sø, tænkte jeg så, og forede hullet med plastic. Alt det overskydende jord dyngede jeg op ved siden af den stenbunke, som var opstået mens vi gravede bedet i efteråret. De allerstørste sten, som det ikke var muligt at løfte op på trillebøren. Den stenbunke havde generet mig, den lå der midt i ingenting og rodede. Nu gav den pludselig mening som dekorativ kant på en jordvold. Mit nye blomsterbed!

Jeg kørte til Sunne og var i tre forskellige butikker efter et rør, der kunne ligge i den rende, som var mellem mit nye blomsterbed og firkant-bedet. Der er nemlig stien til das, og det duer ikke med en snuble-rende. Tre butikker, b.l.a. et tagplade fabriksudsalg, hvor jeg høfligt blev sendt videre – før jeg forstod/fik forklaret, at det jeg manglede var et dræningsrør. Tænk sig, nogen har opfundet et dræningsrør! Jeg blev så overrasket, og imponeret over ideen. Og det siger jeg ikke for at kokettere (feminint) med min uvidenhed. Det siger jeg, fordi det sker hele tiden heroppe: Jeg lærer hele tiden nye ting, fordi jeg er tvunget til at løse problemerne selv. Alene. (Når jeg da ikke ringer til min far, det må jeg indrømme at jeg stadig gør ret refleks-agtigt, især når det handler om bilen. Men så er han jo otte timer væk, og når jeg har lagt på er jeg stadig nødt til at løse problemet selv.) Og: SÅ ER JEG GLAD FOR AT BO ALENE. Hver eneste gang. Jeg tænker, jeg ved, at hvis jeg i den situation havde haft en kæreste, så havde jeg ikke gidet forholde mig til det. Drænrør, hvad rager det mig, ville jeg have tænkt. Jeg ville ikke have opdaget, at det ragede mig. Og så var jeg gået glip af den vidunderlige, berusende følelse af at vide bedre, blive bedre rustet. (Ja, ja drænrør, drænrør – jeg mener det jo i en meget større betydning, empowerment, hedder det vist på coach-sprog.)

Nå. Hvis du spørger mig lige nu, så er jeg rigtig, rigtig glad for at bo alene.
Spørg mig igen etc.

Tilbage til drænrøret: Det er skidesmart, det har huller, så det også opsuger vandet omkring sig! Jeg var så fokuseret på stykket under stien, så jeg købte kun en lille bid. Måske skal jeg tilbage og købe også til selve bedets kant. Indtil videre har jeg fyldt op med sten, helt små og lidt større, og så ser jeg tiden an.

Og så kan jeg allerede nu konstatere at det plastic, jeg har lagt ud som sø-bund, ikke er tæt. Det stammer fra et midlertidigt drivhus, som ikke længere findes. Jeg har ikke rigtig lyst til at købe noget andet, fordi jeg ikke er så pjattet med at købe plastic. Vil ikke bidrage unødigt til den industri. Drænrøret giver mening for mig, fordi der er brug for en løsning, for at kunne dyrke på den jord. Givetvis kan man finde løsninger på det problem også uden drænrør, men kompromisser er også okay for mig, så længe jeg synes de er nødvendige. Og en pyntesø … nja, det synes jeg ikke giver mening nok. Så jeg fjerner nok bare plastikken igen og fylder hullet helt med sten. Så er det drænhul til regntunge tider. (Hele sidste sommer var sådan!)

Mens jeg var i gang med hele grøftegravnings-redningsaktionen, så gjorde jeg også noget andet. Som du måske allerede har lagt mærke til på billederne ovenover?

Jeg gravede hele det firkantede bed igennem. Gravede en fure, hvor noget skal gro (seks rækker, var der plads til), lagde det klæbrige, gennemvåde jord op på kanten, gav det hele nogle tørre-dage. Fyldte så furerne med (godt nok dårligt omsat) kompost, gav det endnu et par tørredage. Tre af rækkerne er til kartofler. Jeg satte den første række (startede længst fra sump-enden,) direkte i komposten og dækkede med et tyndt lag jord. De andre to rækker har jeg ladet stå åbne, og planlægger at give dem et lag kompost mere før de bliver tilplantet. I de andre rækker skal der være hestebønner og vintergulerødder. Jeg er ikke sikker på om de har godt af frisk kompost sådan lige ved rødderne, så jeg har dækket dem med jord nu, og venter lidt, og roder nok lige lidt mere rundt i det før jeg sår noget. Under alle omstændigheder går der noget tid før den jord er tør (og varm) nok. I går haglede det, i morges sneede det. Foråret er langsomt, siger jeg jo.

Det jeg i virkeligheden vil sige er: Jeg tror faktisk at jeg er lidt glad for mit firkantede bed. Trods det forliste udgangspunkt.

Måske kunne vi ligefrem sige, at med alt det tunge, tunge sne, og regnmasserne og sumpen, og så grøftegravning og dræn og halløj – at det alt i alt er et smukt udgangspunkt, for noget nyt at gro frem?

Jeg fortæller historier. Det er det, jeg gør. Nu fortæller jeg den historie. Om en måned, et halvt år, tre, ti – så fortæller jeg en anden. Okay?

Og se nu her: Et splinternyt bed ved siden af firkanten.

Jeg havde et helt bed, der skulle ryddes for jordbær, som jeg ikke vidste hvor jeg skulle gøre af. Nu er halvdelen her. Og jeg havde nogle overvintrede Echinea, der skulle ud. De er også her. Og hvis du virkelig har læst med hele vejen hertil, så vil jeg måske nok gerne indrømme at jeg egentlig er meget godt tilfreds med at bo alene og bestemme alene. Det meste af tiden. Nok nærmest glad.