*38 Den ægyptiske metode

April 2016

Det har været min fødselsdag, og i den forbindelse har mine forældre været på besøg. Når de er på besøg, så arbejder vi. Store projekter, som det er godt at være flere & stærke om. Både fordi der altid er noget, der trænger til at blive gjort, og fordi de er den slags, som trives bedst med at gøre noget. Som jeg også har skrevet om før, er jeg meget heldig med dem. Denne gang havde jeg ønsket mig at få fjernet den campingvogn, som stod på grunden da jeg flyttede ind. Hul i taget og siden, pilrådden og ucharmerende at se på. I det utal af Bondsäter-billeder jeg har, skulle jeg skulle lede en del, for at finde den – her er alt hvad jeg fandt:

Drengen i flyverdragt, november 2013. Drengen med kattebamse og kat, august 2014. Rally-bålplads, februar 2015 og drengen på cykel, april 2016. Drengen som (yndlings)motiv trumfer modviljen mod at dokumentere campingvognen. (Nå ja, og rallyet, det skal jeg også nok skrive om en dag!)

Men NU skulle campingvognen endelig, endelig rives ned og køres på lossepladsen, og SÅ blev den ellers fotodokumenteret:

Indtil det pludselig gik hurtigt, og den var så demonteret, som den kan blive med håndkraft:

Det hele kunne være på et enkelt læs af en lejet trailer (inklusive en gammel lænestol og en gennemrusten gruekeddel), og så blev udsigten fra det nordvendte vindue pludselig noget, jeg beskæftigede mig med. For det gik op for mig, at jeg ikke bare har undladt at fotografere campingvognen, jeg har også undladt at kigge i den retning. Det kan man jo bruge til en hel masse, og gøre til noget vældig symbolsk. Men lige i dag er jeg lidt træt af selv-analyser og større fortolkninger, så det gemmer jeg til en anden dag.

I stedet vil jeg afsløre, at det billederne antyder, er rigtigt nok: Det var et større, men ikke et fælles projekt at forsvinde campingvognen. Eller: Min far gjorde det hele. Ikke fordi mig og min mor var dovne, vi lavede bare noget andet. For eksempel vaskede min mor vinduer, sådan at jeg kunne tage dette billede af den nye udsigt:

Og så var der ugens andet, store projekt – og her var jeg ikke helt hurtig nok med før-billedet; damn, min mor er effektiv med en grensaks! Men altså, det handler om den jordkælder, som jeg mangler ret desperat, hvis jeg dyrker bare en smule mere seriøst end hidtil. Og det er jo planen.

Der er en jordkælder på Bondsäter. Det vil sige: Der er nogle betonrør, der engang blev gravet ind i en skråning og dækket med et tykt lag jordtørv og fik to trædøre: Så er årene ellers stille og roligt gået, og det hele groede til. Forestil dig et vildnis, hvor døren slet ikke kan ses – og se så dette billede, hvor min mor har taget første klipperunde:

Vi fortsatte med at klippe og rydde, og jeg fik vristet de rustne tagplader fri. Og så begyndte den store operation ‘mange-fluer-med-et-smæk’. Det fører tilbage til efterårets store køkkenhave-plan, som jeg har beskrevet i forrige indlæg. Udover den firkant, der nu er mit stribe-bed, blev et større område ved siden af også i efteråret befriet for en kæmpe stabel gamle, rådnende tømmerstokke. (Fordi vi jo troede, at der skulle være køkkenhave på hele stykket.) Alt arbejde stoppede, da frosten for alvor satte ind. Så her lå stadig en vold af græstørv og flød. De blev nu flyttet hen til jordkælderen, hvor min mor dels lagde dem ovenpå og dels planede overgangen til terassehaven ved siden af. Hvor der før stod en rusten gruekedel og lå en bunke byggeaffald fra dengang håndværkerne skiftede tag på huset, kom nu begyndelsen på en græsplæne:

Samtidig planede hun jorden, der hvor græstørvene blev fjernet fra, sådan at området ved siden af det nye stribebed nu også er pæn. Der er tilmed sået plænegræs (og at det så begyndte at sne mindre end en halv time efter at frøene blev drysset ud, og først holdt op tolv timer senere, det er en detalje vi ikke hænger os i). Nogle større sten, også fra efterårets gravning, lå rundt omkring og generede mig. Andre stak op i det, der nu skulle være græsplæne. Så jeg fandt ud af at en stenmur på jordkælderens stejle side, ville være en god – og noget smukkere – erstatning for de rustne tagplader jeg havde fjernet. Da min far var færdig med campingvognen, var der derfor en ny opgave klar:

Da vi havde fundet og flyttet alle brugbare sten, var der stadig brug for flere. En hurtig beslutning, og stribebedet blev forlænget med to meter. Tanken var at opgravningen af en stribe mere, ville give dels flere tørv til oversiden af jordkælderen – og dels ville resultere i flere brugbare sten: Mellemstore til stenmuren, små til at fylde op i drænhullet, som stadig manglede en del fyld.

Og, ræsonnerede jeg: Mere køkkenhave kan man altid bruge. (I virkeligheden vægtede det tungere, at jeg synes proportionerne i det firkantede bed blev meget bedre af forlængelsen. Æstetik. Det er også et princip.) I hvert fald, vi gravede ivrigt løs – og fandt sten. Kæmpestore, monstertunge sten. Helt ubrugelige til stenmuren, men når man først er gået i gang med at grave dem op, er der på en måde ingen vej tilbage.

Den ægyptiske metode, kaldte min far det, der er i gang her. (Og når jeg ikke fotograferede, hjalp jeg altså også til, bare sådan for mit rygtes skyld):

Det kom der nogle nye, dekorative bunker ud af, og et nyt, dejligt siddearrangement. Og ret mange småsten til drænhullet.

Og da vi var lige ved at opgive at finde mere til stenmuren, fandt min far på at grave sig dybere ned. Han lavede simpelthen en stenmine. Og så dukkede nogle passende sten op. Indtil videre ser stenmuren sådan her ud, og planen er at jeg skal bygge den højere, indad-skrånende efterhånden som jeg finder flere:

Der er stadig meget arbejde før det måske bliver en fungerende jordkælder. Hele det rådne indgangsparti skal rives ned og bygges forfra – og i det hele taget er jeg usikker på både konstruktionen og placeringen. Det er noget med ventilationen, som ikke er der, og som jeg ikke er sikker på at jeg kan lave, når det nu er bygget af cementrør. Og en sydvest-vendt skråning, hm, det kan på en eller anden måde ikke være optimalt … Men i forhold til hvor omfattende det vil være at lave en helt ny, så vil jeg gerne give denne et forsøg. Og i hvert fald har det pyntet helt ufatteligt at få ryddet op. Der er også plantet blå blomster oppe på toppen. Æstetik er også et princip. Basta.

Og skal jeg så slet ikke skrive om følelser? Og hvad med min fødselsdag? Ja, det kan være at der kommer noget om det en anden dag, det gør der nok. (Og noget om en ny bålplads, og noget om de små ting, der også blev fikset, som også betyder meget, og, og, og.) Lige nu er jeg mest sådan efter-besøg-træt, og drengen er hos sin far, så jeg har også en masse digt-skrivning at indhente.

Så for nu altså dette, om projekter og forældre, der kommer og slider, og gør mig så glad. Hurra!