Maj 2016
Jeg kan godt lide klimaet heroppe i Värmland. Det kan godt være at vinteren er (alt for) lang og (rædsomt) barsk, men så er det til gengæld sådan rigtig vinter. Og når det endelig skifter, så er det et skift, der kan mærkes. I sidste uge var der et snefald, der varede et døgn, og der var nattefrost hver eneste nat. Men de sidste fire dage har jeg gået rundt i t-shirt og shorts. Dagtemperaturen er 15-18 grader, og også nætterne er lune – og jordtermometeret har lavet et gedigent hop.
Der kan stadig komme nattefrost. Vejret kan sagtens nå at lave en sidste vinterkolbøtte. (og nattefrost kommer der med garanti stadig mere af.) Men. Dette er mit tredje forår heroppe, og tredje gang jeg oplever det her skift. Det er noget med varmen, som ankommer og ligesom sætter sig. Tungt. Forestil dig den tykke onkel med en god stråhat, og en virkelig lavbenet havestol. Når først han har fået sat sig tilrette – så gider han jo ikke rejse sig op igen, vel?
Jeg tror på det – tror på, at vi nu er gået ind i næste overgangsfase: den hvor det er forskellen mellem forår og sommer, der langsomt sniger sig ind. Eller: Jeg kan i hvert fald ikke modstå varmens overbevisende blændkraft. Det kan planterne heller ikke. De vokser eksplosivt nu, og det kommer de til at fortsætte med lige indtil efteråret. Fordi vinteren er længere her, er vækstsæsonen kortere. Til gengæld er der flere solskinstimer pr døgn.
Endnu længere nordpå, (og husk at Sverige er et langt land, jeg bor ikke engang rigtig i mellemsverige, kun sådan lige i den nedre del af det) er det vildere endnu med forholdet mellem vinterens monstermørke og sommerens amoksol – men for mig føles det her vildt nok. Lige tilpas, tilstrækkeligt vildt til at jeg kan mærke overgangene, men også følge med. Tilpasse mig, omstille mig.
Den første ændring er enkel. Nu er jeg udenfor. Når jeg står op, tænder jeg kun lige op i brændekomfuret for at få varmt vand til morgenkaffen, som jeg så tager med udenfor. Næste gang jeg kommer ind, tænder jeg op for at lave aftensmad. Jeg sidder også ofte udenfor og skriver. Hvor jeg i løbet af vinteren nogle gange skulle være virkelig kreativ for at finde på noget at beskæftige mig med (fylde tiden ud), så giver det nu helt sig selv (tiden flyder ud).
Der er jord, der skal vendes, tildækkes, luges, tilplantes eller graves helt forfra. Græsset skal klippes, for at holde skvalderkålsinvasionen i skak. Hvis jeg vil nå at anlægge nye stier, siddepladser eller plæneområder, skal jeg skynde mig før senegræsset tager over (igen). Og så er der de bede, hvor noget – måske – er overvintret. Jeg gik en runde for at få en status i dag. Salvien døde udenfor, rosmarinen inde. Timianen har endnu ikke helt bestemt sig, men en enkelt stilk har mørktgrønne, stærktduftende blade. Løvstikke og purløg, til gengæld: De vokser utrætteligt, ligesom rabarberen er i stabil fart.
Først troede jeg at mine to mynter – en pebermynte og en marokkansk – var væk. Jeg nærstuderede længe deres bede, fjernede ukrudtsspirer, fandt kun de visne stængler fra sidste år. Det er første gang jeg har dem til overvintring, men jeg mente bestemt at de hører til den slags, som man ikke slipper af med, hvis først man har anskaffet sig dem. Først da jeg nåede helt ud i bedenes yderste kant fandt jeg dem. Stiklinger, der søger væk og ned. Det ene sted er de kravlet under bedets afgrænsning og er på vej ud i græsset. Det giver god mening. At forlade den udpinte jord og finde nyt, bedre. Men jeg vristede dem (så nænsomt, som man nu kan, når man vrister) fri af jorden, og bøjede dem i en bue baglæns, trykkede dem fast i jorden inde i bedet igen. Det er bare mest praktisk sådan. Jeg skal kunne finde dem. Jeg skal bruge dem.
Det var så status på det overvintrede. Min sorg. Hvad er status på den … Jeg græder stadig mindst en gang om dagen, men kun sjældent om natten. I det mindste. Jeg er ikke tilfreds. Jeg synes det skulle gå hurtigere, at jeg skulle være nået længere nu. Eller i det mindste at jeg skulle forstå mere. Jeg ved ingenting om hvorfor jeg græder, når jeg græder. Jeg prøver at lave regnskaber, først over ham: Forholdets længde, følelsernes dybde, drømmenes størrelse, antal, art. Så er der mig selv: Mine mængder af år med (hvor meget) ambivalens og (hvor mange) uudlevede drømme og (hvor dybt) fortrængte følelser. Mine levede år i det hele taget, de døre der nu glider eller smækker i. Det er et regnskab, der muterer og aldrig giver det resultat jeg er ude efter. Nemlig: Hvornår er jeg færdig med at græde?
En sorg, der breder sig udad som myntens stiklinger. Sådan en, som man aldrig slipper af med, når først man har anskaffet sig den?
Jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting.
Det gør mig vred. Jeg ved ikke hvor jeg skal rette den vrede hen. Indad, udad, opad, nedad. Det gør mig endnu mere vred, ikke at kunne placere den.
Jeg ved ikke om jeg er vred, for at undgå at græde endnu mere.
… Og hvordan slutter man nu det her uden at lave en forlorent forsonende, påklistret sløjfe, men samtidig med en forsikring om at det meste af tiden er jeg glad (nok), og at jeg faktisk, trods utålmodigheden, godt selv kan se at alt er som det skal være, inklusiv daglig gråd …
Jeg vælger sløjfen, i form af et billede af en af de tilbagevendende fotograferingsudfordringer her: Katte, der kommer løbende ind i billedet, fordi de tror at jeg sidder på hug for at kæle for dem.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 