*41 Mig som Bjørn

Maj 2016

På billedet herover er der frø. Øverst sukkermajs og græskar, nederst tre forskellige slags kål: Spidskål, palmekål og grønkål. (Muligvis kom jeg til at bytte om på de to sidste, da jeg skulle putte dem tilbage i frøposerne efter fotograferingen. Det finder jeg ud af til næste år, når jeg skal så igen.) Forklaringen på billedet kommer senere, men først vil jeg fortælle om ‘Mig som Bjørn’.

For et par uger siden ringede jeg nemlig til en veninde og syntes, det var synd for mig. (Ensomheden, du ved, drømmene, det forliste. Alt det, der er så sørgeligt og særligt for mig.) Det syntes hun ikke.

Ville du have det på samme måde, hvis du var en mand? spurgte hun.

Det kunne jeg ikke svare på. Men det fik jeg lyst til at tænke over. Vi aftalte at vi begge to i en uge skulle tænke på os selv som mænd. Vi valgte hver vores mandenavn. (At mit skulle være Bjørn gav sig selv fordi … hm, jeg har bare noget med bjørne.) Selve ideen var meget enkel: Når vi stod overfor et konkret problem eller bare noget, der føltes svært, skulle vi spørge os selv hvordan vil ville forholde os til det, hvis vi var en mand.

Da vi snakkede sammen ugen efter, var det gået på præcis samme måde for os begge to: De første tre-fire dage havde været en fest – så havde vi glemt alt om det igen. Vi besluttede at prøve en uge mere. Nu er jeg inde i tredje uge, og jeg er blevet så glad for Bjørn-som-alternativ at jeg tror, jeg beholder ham.

Det var den korte, muntre version. Her kommer noget lidt mere alvorligt om/som Bjørn. Altså. Jeg betragter mig selv som et ret fordomsfrit, ukonventionelt menneske. Jeg er ikke opdraget til at hænge mig særligt i kønsidentitet eller forvente noget bestemt af hverken mig selv eller andre som mand-kvinde og alt derimellem. Men. For der er jo et kæmpestort men: Det er jeg så alligevel. Jeg har det største, fedeste køns-issue.

Jeg kan på ingen måde overskue at redegøre for mig og mine vrangvendte-bundfrosne ideer om hvad jeg kan og skal for at leve op til mine egne forventninger som RIGTIG kvinde. Ikke lige her og nu, i hvert fald. Men sådan en kort opsummering, bare for at starte et sted, kunne være:

En rigtig kvinde er tæt knyttet til andre mennesker, du ved sådan NÆRT og uegennyttigt, hun INTERESSERER sig virkelig for hvordan andre har det, hun bliver ikke væk i egne flyvske tankespind, hun glemmer ikke alle(s børns) fødselsdage samtidig med at hun klart forventer at ALLE fejrer hendes med pomp og pragt. En RIGTIG kvinde er elsket af en mand. Eller flere. På en bestemt måde. Det er noget med erklæringer om ikke-at-kunne-leve-uden, og frierier. I flertal, nemlig. Og en kvinde, der ALDRIG er blevet friet til er en FIASKO, faktisk en skændsel for kvindekønnet. Ikke mindst har en RIGTIG kvinde MANGE børn. Gerne sådan lidt nonchalant og uden at miste sig selv eller gå på kompromis med sine ambitioner, men hvis det ikke kan lade sig gøre, så hellere bare MANGE BØRN. En rigtig kvinde griner ad sig selv. En rigtig kvinde griner med sin mand. Hun er ikke mut og indelukket. Hun lukker ham ind. Hun er ikke så kompliceret. Jo, hun må gerne være kompliceret, men så skal det være som en fase, noget midlertidigt, ikke som en kronisk utilnærmelighed. Nej, en rigtig kvinde, hun er varmogåbenogtilgængeligogåbenogvarmog. Har langt hår. Og runde former.

Ha. Jeg kunne blive ved, det overrasker mig selv, også hvor vred jeg faktisk er. Jeg VED GODT at det jeg lige har skrevet intet har med virkeligheden at gøre. Det er MIT forskruede kvindemonster, det bor i MIT hoved. Jeg vil bekæmpe det. Lige nu bekæmper jeg det med Bjørn.

Og det jeg egentlig bare vil med denne smøre, er at anbefale det som et eksperiment. Jeg blev selv virkelig overrasket. Og måske skal jeg komme med et eksempel, for at forklare hvad jeg mener …

Eksempel: Jeg tænker, at det er virkelig synd for mig, at jeg skal bo helt alene i det her hus langt ude i skoven, det var ikke sådan det skulle være, hvor er jeg ensom og uelsket og andre synes sikkert at jeg er en sølle stakkel. Bjørn tænker at det faktisk er ret fedt at have sådan et helt hus i en kæmpe skov helt for sig selv, og al den tid! Den frihed! Bjørn tænker at andre sikkert er virkelig misundelige og synes at Bjørn er rimelig imponerende.

Igen vil jeg understrege at det intet har med virkelighedens kønsidentiteter at gøre. Jeg ved intet om hvordan andre kvinder og mænd går rundt og tænker sig selv i forhold til deres køn – og jeg mener oprigtigt at jo mere stereotyperne kan blive opløst, og alle MENNESKER får lov til at være præcis så nuancerede (og inkonsekvente) som de er, så bliver meget bedre. Men jeg mener stadig at der er lang vej endnu, og at skridt på vejen kan (for nogen, måske) være det her, som virkede overraskende godt for mig. Min kur mod at svælge i selvmedlidenhed, blev det til. For min veninde afslørede det nogle andre blinde punkter. Hvem ved, hvad andre kan få øje på?

Forresten, jeg startede med at skrive at de første 3-4 dage var en fest. Det må jeg hellere uddybe. Altså jeg kastede mig ud i opgaven med stor iver, sikker på at Bjørn var en supermand, der aldrig tøvede, aldrig fortrød. Fordi: Det er noget af det, jeg er så træt af ved mig selv, som jeg har defineret som ‘kvindeligt’. Og det virkede også de første dage. Indtil det gik op for mig hvor fuldstændig tåbeligt, det var.

Jeg havde jo en nøjagtig lige så stivnet, forskruet idé om hvad en RIGTIG MAND er. Sådan et jernvilje, stålkrops, panserværnskoncept, som ingen – selv ikke Bjørn – kan leve op til.

Ak. Er det virkelig sådan jeg går rundt og tænker om mænd? Det virker fjollet nu, men det slog mig faktisk lidt ud, at jeg heller ikke som (lege)mand slap for (mit eget) bøvl. Kunne man forestille sig, at jeg har mødt nogle mænd med nogle forskruede forventninger om at de skulle fikse MIT bøvl ud fra min idé om at de ikke havde noget særligt selv? Tjo, det kunne kan vist godt forestille sig.

Nuancer. Til kamp for nuancerne! Mig og Bjørn er et team nu, vi arbejder sammen for en fælles sag – og vi siger i kor: Prøv det, prøv det!

Og nu tilbage til plantefrøene. Det er fordi mig og Bjørn, vi synes stadig der er lidt trylleri over det der med at man putter frøene i jorden og så spirer de. Bare sådan! Frøene ser mere eller mindre forskellige ud og kommer op mere eller mindre forskelligt. Det er smukt, og det er ikke rigtig en parallel til det med køn og nuancer. Mere bare rart at afrunde et tankeeksperiment med noget konkret. Derfor er der her en lille fotoserier af nogle spirers udvikling i løbet af en uge. Det er 7 forskellige slags kål, sukkermajs, græskar og klatrebønner:

Men er det ikke vanvittigt, så hurtigt vokser de virkelig DAG FOR DAG. De første kom op allerede dagen efter at jeg havde sået. Det var grønkål og palmekål. Kun hvidkål kom slet ikke op, men det var også en frørest fra en pose, som lå i huset da jeg flyttede ind. Udateret, jeg aner ikke hvor længe den har ligget, åbenbart for længe.

I år er første gang jeg for alvor har købt frø ind. Første år var det en blanding af efterladte rester jeg fandt i huset (som faktisk spirede overraskende godt, jeg vidste bare ikke altid hvad jeg plantede) og overskudsfrø fra naboer. Men i år, der er det organiseret, indkøbt efter en større plan. Det er meget spændende. Det synes Bjørn også.