*42 Små, store ting

Maj 2016

Små, store ting. Som planter, der spirer efter at jeg egentlig havde opgivet dem. Som de meget gamle hvidkålsfrø. Det meste fra spirekassen er forlængst ompottet eller udplantet, i morges så jeg pludselig små spirer på vej i hele hvidkålsrækken. Og pilehegnet, der blev sat i efteråret, som i foråret viste sig at stå i en sump. Sorte, skæve pinde. Det lignede ikke noget, som nogensinde ville komme til live igen. Men nu er der grønne blade på næsten halvdelen. Kartoflerne fik jeg sat alt for tidligt og koldt, og samtidig med varmen kom der en lang, knastør periode. I går regnede det – i dag stak de første spidser af kartoffelplanter op.

Der er de små ting, som blev repareret da mine forældre var på besøg i april, som jeg stadig lægger mærke til, fordi de gør hverdagen lige lidt bedre. For eksempel var der den metalplade, der buldrede hver gang man gik ind og ud af døren; som stødte imod, når man skulle lukke døren; som blev farligt glat i regnvejr. Den kunne fjernes, da et bræt blev sat på over hullet.

Døren ind til hønsehuset, hvor der før var et enkelt, rustent hængsel. Man skulle nærmest løfte hele døren for at åbne og lukke den. Nu er der to hængsler og det går som smurt, nu kan tilmed drengen selv åbne og lukke, og nu er det hans yndlingsopgave at hente æg.

Det vil sige det kunne han, indtil i går. I forgårs lagde en høne sig til at ruge. Olivia, som også var rugehøne sidste år. Tre hanekyllinger kom der ud af det, den ene er flokkens nuværende hane. Baby Bob, kaldte vi ham længe, indtil drengen syntes det ikke passede længere. Hane Bob, blev det i stedet. Hane Bob er stor, hvid og flot, og har næsten lært at holde balancen, når han parrer hønerne. Nå men, Olivia, som er flokkens absolut mindste høne lagde sig til at ruge, og det er jo virkelig ikke fordi vi mangler høns – men det er okay. Det er hyggeligt. Og jeg ved nu, at jeg i løbet af sommeren får en gæst som kan (og gider!) slagte høns. Og jeg havde det kvarte kaninbur fra sidst, der blev stillet ind rundt om hendes rede, for at forhindre de andre høner i at lægge æg oveni den bunke, hun nu var i gang med. Rutiner, jeg bliver så glad, når noget er blevet en rutine. Hun fik vand og mad derind, og alt var bare okay.

Indtil i går, da drengen skulle hente æg, men kom tilbage med tom kurv fordi: Nu er Sort-Hvid også begyndt at ruge. Jeg gik med ud, og ja. Rugetrangen smitter. Det vidste jeg egentlig godt. Men pokkers. Og ikke nogen rutine for det, fordi sidste år havde jeg kun fire høner, og kun en, der gad ruge.

I går gjorde jeg ikke noget ved det. Jeg tænkte: Nej, nej, nej. Jeg tænkte, at måske forsvandt problemet af sig selv. Nogle gange holder de op med at ruge igen. Det gjorde den ikke. Så i dag, da det var blevet den sædvanlige hente-æg tid, gjorde jeg noget. Jeg tog jakke og tykke handsker på, og fjernede simpelthen alle æggene under Sort-Hvid. Drengen gik med og samlede alle æggene i sin kurv. Bagefter gik vi ind i skoven og gav æggene til ræven. Det vil sige, at vi lagde dem på det sted, hvor vi også lægger indvolde og hoveder efter slagtning. Et smukt sted ved en stor sten. Et sted, som ræven har lært at komme forbi regelmæssigt.

Da jeg flyttede herop, ville jeg så gerne have høns, men var i virkeligheden nærmest fuglefobisk. Det var jeg egentlig også længe efter jeg fik dem. Jeg brød mig ikke om at gå ind i hverken hønsehuset eller -gården. Jeg havde som sagt kun fire høns i begyndelsen, og de var ret sky, så som sådan gik det ok, vi holdt os bare på afstand af hinanden. Indtil to af dem fik kalkben (en klam mide-ting). I tre måneder gav jeg dem fodbad hver fjortende dag. Det vil sige, at jeg skulle fange dem, vaske deres ben i lunkent vand; holde dem fast med den ene arm, og skrubbe deres ben med en gammel tandbørste med den anden.

Det var sindssygt uhyggeligt. Indtil det holdt op med at være uhyggeligt.

Med det forsvandt det meste af min fuglefrygt, og jeg er endt med at være en rigtig lykkelig hønseejer, der kan bruge laaaang tid på at kigge på dem. (Meget, meget spændende indbyrdes hierarki, meget, meget spændende kropssprog og virkelig nuanceret lydsprog også. Faktisk skriver jeg underligt lidt om dem, i forhold til hvor optaget jeg er af dem, eller måske er dette bare en opvarmning til hønseblogs-drejningen …)

Men lige præcis rugende høns, havde jeg det liidt svært med. Fordi de jo faktisk hakker med deres (syle)spidse (muligvis bakterieinficerede) næb (og meget sikkert går efter øjnene (mine)). Jeps. Fuglefobi. Som vel nu må siges at være kureret.

For det var jo overhovedet ikke slemt at tage de æg ud! Hønen hakkede sådan lidt ustruktureret, men sigtede dårligt og kun nedad. Mine øjne. Ideen om at hun skulle komme i nærheden af dem, hm?

Heldigt. For som det ser ud nu, skal det være en del af min daglige rutine et stykke tid fremover, at jeg skal ud og hente dagens æg under en rugende hakkehøne.

Og her er et billede af hvordan hønsene har det med mig. De var egentlig ude i hønsegården, men da jeg gik ind for at fotografere de to rugende, skyndte de sig op ad trappen, for at se om der skete noget spændende/noget med mad. Og skyndte sig at vende om, da jeg fik øje på dem. Menneskefobi? Hvis de bare kendte slagtelisten …

Det var en længere lille, stor ting. Det næste er noget småt, som er eksploderet i vækst – sådan så rabarberne ud for to uger siden, og sådan ser de ud i dag:

Rabarbercrumble, rabarbersaft, rabarbermarmelade. Det skal jeg lave, det skal vi spise. Det bliver godt.

Og den sidste lille ting i dag. Det er en lakridsrod.

Lakridsrodsplanten havde han med fra sin have i Danmark. Den plantede han her, og den lod han blive, fordi det er mig, som bedst kan lide lakridsrod. Jeg troede egentlig også at den var død i løbet af vinteren, men nu spirer den. Der er den, og der er alt det andet, som er tilbage, mens han er rejst. Jeg har det sådan her: Jeg er glad for at han var her. Ikke mere, ikke andet, bare det. Den største, lille ting.