*44 Brændeskuret er en kattekilling

November 2015

Jeg har haft ret travlt på det seneste. Hvis nogen som læser med her, skulle have misset det, så har jeg lavet mit eget forlag, som jeg offentliggjorde i onsdags – det kan du læse mere om her: www.poteproduktion.dk

Der har været meget at finde ud af (og på) og tage stilling til og lære. Men nu findes min butik, og fra nu af skal jeg i et mere roligt tempo skrive og lave det, som skal sælges. Nu er der igen tid til alt det andet. Og tid til indimellem også bare at være. For eksempel lå jeg i går på min sofa og drak min morgente, og kiggede ud af mit morgenvindue. Det østvendte. Helt, helt stille.

Så kom en mand gående hen ad vejen. Gående.

Det sker ellers aldrig. Folk kører i bil i skoven. Af og til har jeg arbejdsgæster, der kommer gående fra gæstehytten og op til mig. Astrid, min nyeste nabo, kommer nogle gange til fods på besøg, simpelthen fordi hun ikke har en bil. Men ellers? Jo, der var de tre kvinder sidste sommer, som gik en art kapgang her forbi ret regelmæssigt sidste sommer. Dem hørte jeg altid på lang afstand.

Den første sommer jeg boede her, kom jeg en gang gående hen ad skovvejen med naboernes hund Freja, og lige i et sving var vi ved at støde sammen med en cyklist. En hollænder i fuld Tour de France udstyr, bjergtrøjen, hvis jeg ikke tager fejl (den prikkede?)

Jeg ved ikke hvem, der blev mest forskrækket. Ingen af os (inklusive hunden) havde overhovedet forestillet sig at møde andet end biler her. Dem hører man altid i god tid. Hollænderen fortalte, at han havde cyklet igennem skoven i to timer uden at se et hus. Sådan er det når man kommer den anden vej fra. Bondsäter er det sidste i rækken, før skoven bliver den slags skov. Uendelig.

Og manden, der i går kom gående. Han kom netop den vej fra. En ældre mand i vandretøj, med en kikkert om halsen. Ikke andet, ingen oppakning.

Jeg gik ud til vejen og hilste på ham. Det var simpelthen for mærkeligt, til at lade passere uden en forklaring. Manden tøvede, så først lidt forskrækket ud. Objektivt set burde det ellers være mig, der var bange – alene kvinde i skoven etc. Men jeg har faktisk oftere oplevet det modsatte. Måske er det noget kulturelt. (Storby-provins-forskel, tænker jeg mest). Noget med at der er en anden kode for hvordan man indleder en samtale. Lidt mere på nik og hm, tjo, sikke noget vejr-udvekslinger, end min ivrige, fremstrakte hånd og udbruddet: Hvad laver du her? Der kommer aldrig nogen gående her??

Eller også er det mig, der ser mærkelig ud. Skræmmende. Tjo. Jeg havde en meget rød, skinnende kimono med sommerfugle på. Og natbukser. Og gummistøvler. Sikkert rimelig uglet morgenhår. Det gik lidt hurtigt.

Da først manden havde besluttet sig for, at jeg ikke var farlig, fik jeg min forklaring. Og den gjorde mig så glad. Tænk sig, sådan her hænger det sammen: Hvert eneste år, på så godt som samme dag, går denne mand en tur i skoven. Han går en fast rute ad skovvejen, en firkant på to gange to kilometer. Han registrerer fugle. Det er hans arbejde. Han har gået den tur i femten år.

Fugletælleren var sådan en fin mand at møde. Hans arbejde handlede jo om fuglene. Og selve det, at der i vores verden er udtænkt den funktion, at nogen skal gå rundt og holde øje med fuglene … Der er et overskud i det. Et menneskeligt overskud.

Så ved jeg godt, at det er blodigt alvor, og at der uddør arter hvert sekund, og at hele den måde, vores hypercivilisation tromler henover både planter og dyr og alt det rundt om og indimellem er … hjerteskærende. Men tænk alligevel: Vi lever stadigvæk i en verden, hvor det bliver prioriteret at betale penge til denne mand, så han kan gå rundt og holde øje med om fuglene bliver flere eller færre eller helt væk.

Jeg udfrittede ham naturligvis om fuglene her. Var der noget særligt, jeg skulle kigge efter. Svalerne, dem skulle jeg være glade for, fortalte han mig. Og mens vi snakkede løftede han pludselig kikkerten og sagde: Du har två tall som häckar därborta. Jeg havde overhovedet ikke lagt mærke til fugle i nærheden af den redekasse, nogen engang – før min tid her – har sømmet op. Siden har jeg holdt øje, og det er rigtigt nok, fuglene flyver flittigt ud og ind med mad. (Fyrremejser, har jeg fået det til at tall betyder.)

En mand, hvis arbejde er at se. Se en udvikling over tid.

Han ser ikke kun fuglene. Han ser også det andet liv, der er her i skoven. På hans rute. Han vidste godt, at der før mig havde boet en tysker her.

Og han havde også set mig før. Sidste sommer, i begyndelsen af juni, hvor vi sad og drak kaffe udenfor i solen. Mig og ham. Dengang var vi lige blevet kærester. Fugletælleren så os, og selvfølgelig så vi ikke ham – for lige præcis på det tidspunkt, der så vi kun hinanden.

Jeg kan tænke på det nu og være glad for at det fandtes. I det hele taget er jeg glad, selvom det hele ikke er, som jeg ville. Det overrasker mig. Det er derfor, jeg skriver det.

Og nu kommer der en lille krølle på det hele, som forklarer fotografiet øverst. Da jeg så manden komme gående hen ad vejen, så jeg ham nemlig stoppe op og fotografere mit brændeskur.

Dét er til gengæld ikke usædvanligt. Sagen er den, at jeg har fået mig et brændeskur, som folk, der kommer kørende forbi, stopper op og fotograferer.

Men her på bloggen har der ikke været vist et eneste billede af brændeskuret.

Jeg har sådan lidt i bisætninger omtalt det, som en del af de spor han har efterladt sig. Jeg har haft et mildt sagt problematisk forhold til det brændeskur. Det har jeg ikke længere. Det har ændret sig, på samme måde, som jeg kan stå overfor en fremmed mand, som fortæller mig, at han så os sidde og drikke kaffe sammen, uden at begynde at græde. Det kunne jeg ikke for en måned siden. Hvad er anderledes, bortset fra tiden, der er gået?

Jo, en ting er meget anderledes: For noget tid siden, kom han herop for at hente de sidste ting. Vi snakkede om alt og ingenting, og midt i det hele fik jeg sagt det til ham. Sagt, at jeg havde lyst til at tage en økse og hugge hans brændeskur ned. Jeg havde lyst til at brænde det. Sparke til det først. Hårdt.

For hvorfor (fanden!) kunne han ikke bare have bygget et helt almindeligt, anonymt brændeskur? Når han nu ikke selv skulle blive, hvorfor så efterlade sig sådan et monument? En turistattraktion.

Så snart jeg havde sagt det højt, havde jeg det ikke sådan længere.

Og jeg ved også godt hvorfor han nødvendigvis måtte bygge sig lige præcis sådan et brændeskur, og hvorfor han i det hele taget gik rundt her og gjorde alt han gjorde. Og hvorfor han måtte rejse tilbage igen og gøre det, han gør nu. Jeg ved det godt. Det er af alle de grunde, der gør ham til den, han er. Mit yndlingsmenneske. Stadigvæk er han det. Og han er ikke forsvundet, ikke sådan som jeg troede. Pist væk, som om det aldrig var sket. Jeg er (åbenbart) nået til den fase, som vistnok er den sidste i sådan et følelsesbearbejdningsforløb; accept.

Og det er gået op for mig at det vigtigste er, at han stadig findes. Ikke her, ikke sådan. Men der, bare sådan. Og det er okay. Nu er det virkelig okay. (Spørg mig igen om en uge, en måned, et år, jeg tror faktisk, jeg er landet her.)

Og brændeskuret er en kattekilling; så fint og smukt og særligt, at man til hver en tid har lyst til at fotografere det, og selvfølgelig var jeg der også. Straks det var færdigt, og fyldt med brænde, (naturligvis stablet, så overlinjen flugtede med tagets bugtende ditto), gennemfotograferede jeg det fra alle vinkler.

Og nu må I også godt se det:

Ps. En halv time efter at fugletælleren kom gående forbi, kom en anden mand gående den modsatte vej. Med en rive i hånden, skubbede han alle større sten ud i grøften. Jeg gloede, jeg måbede, jeg troede knapt mine egne øjne.

Det er sådan i skoven, at vinterhalvåret hærger vejen. Sne, is, frost, slud, regn, mudder. Når det for alvor er forår, tørrer vejen op, og på et tidspunkt kommer en maskine af rumskibs-størrelse og skraber vejen. Sådan bliver de værste hjulspor jævnet ud. Bagefter skal vejen køres til igen, al den løse jord og småsten, skal blive til nye spor. Frosten skubber hvert år nye, større sten op fra undergrunden. Dem får maskinen også fat i, og de kan ikke bare lige køres ned. De stikker op og er farlige for undersiden af bilen. (Jeps, jeg undervurderede for nylig størrelsen af en, og bilen fik et ordentligt slag, der slog en dims i motoren løs, så der lækkede olie ud.) Jeg har vænnet mig til at stoppe op og smide de værste sten væk, efterhånden som jeg passerer dem – og troede, at det var sådan vejen blev fikset.

Men det findes altså som et arbejde. Der er en mand, der går igennem skoven, kilometer efter kilometer langs skovvejene og flytter sten med en rive.

På en måde er det vildere end fugletælleren. Ren infrastruktur. Simpelthen en prioriteret foranstaltning, der skal gøre det muligt for folk at transportere sig og sin maskine komfortabelt og uskadt igennem skoven (i stedet for at vælge asfalt-omvejen). At det arbejde findes, som noget et menneske udfører bedre (dvs sige mere omkostningseffektivt) end en maskine. I disse tider, etc. Hurra.

Men jeg gik ikke ud og hilste på ham. Nu var det jo ikke længere usædvanligt med fodgængere forbi mit hus …

 

(Ps. Har du set at du kan støtte bloggen? Et lille, fast månedligt beløb eller en enkelt-donation – alt gør en forskel i min mikro-skovlivs-forfatter-økonomi!)