Juni 2016
Jeg begynder forfra. Det er ikke noget nyt. Det gør jeg altid. Jeg er begyndt på dette indlæg flere gange. Det bliver ikke rigtigt. Jeg begynder forfra.
Jeg har forsøgt at skrive ham ud af denne blog. Jeg har givet det en etiket. Det Forliste. Det er mig og ham; det er drømme, der gik under. Han flyttede, han er væk. Han er lige der. Han er den, jeg ringer til. Han er den, jeg skriver til. Han er den, der står der, når jeg stiger ud af toget. Jeg græder med ansigtet mod hans brystkasse. Jeg elsker ham. Han holder om mig. Han har forladt mig. Jeg beder om for meget, jeg beder om for lidt. Han hører, hvad jeg siger. Lige nu føles det som om han er den eneste, der virkelig hører, hvad jeg siger.
Jeg har det godt. Jeg har det ikke godt. Alt er som det skal være. Det er helt forkert. Jeg skriver og skriver og skriver. Men jeg kan ikke skrive videre her, og lade som om han ikke stadigvæk er den, jeg skriver til. Jeg skriver for ham, om ham, til ham. Jeg kan skrive, fordi han stadig findes. Ikke på den måde. Men trods alt og på sin egen måde.
Det er det, jeg vil fortælle. Det, jeg er nødt til at skrive, for at kunne skrive videre. Om alt det andet. (Bønder og nomader, der er virkelig meget, jeg gerne vil sige om det, blandt andet.)
Men det bliver forkert, når det ser ud som om jeg sejler derudaf i en aktivitetsrus, som ligner en helt herlig post-forholds-opblomstring. Det er løgn. Jeg er ikke post noget som helst. Jeg er midt i det. Jeg er i noget, jeg ikke ved, hvad er. Måske udskyder jeg, måske snyder jeg, måske må jeg bare opgive at definere det. Det er det, jeg åh så gerne vil gøre helt og aldeles klart: Det er meget mudret.
Jeg er der, hvor jeg ikke aner hvad der kommer efter. Og efter. Og måske er det også lige meget.
ps. Jeg er ikke hjemme, jeg er i Jylland, på Hald Hovedgård, jeg skal være her en uge og skrive digte, jeg har fået en ny skrivemaskine, og den har (i modsætning til den gule, jeg har skrevet på de siste tre år) æ, ø, og å. Der sker ting. jeg gør ting. Alt er, som det skal være. Helt forkert og jeg begynder forfra. Det gør jeg altid.