Juni 2016

Om bønder og nomader 2

Og SÅ kan det måske være, at jeg kan få skrevet videre på det om bønder og nomader. Altså. Jeg bor i skoven, jeg dyrker grøntsager, jeg tager det meget seriøst. Min økonomi er afhængig af at jeg tager det seriøst. Min fremtid står og falder med det – fordi: Jeg kan ikke leve af at være forfatter. Ikke sådan, som jeg er forfatter. Jeg vil ikke være forfatter på den måde, som man skal, hvis man skal leve af det.

Det er kompliceret; et af de der regnestykker, der egentlig ikke går op. Humlebien, der vistnok holder sig svævende. Jeg lever jo faktisk af at være forfatter. Det kan jeg, fordi jeg bor billigt og afsides, forbruger ekstremt lidt. Mine haveplaner og bondemandsdrømme, derimod, det er jo dem, der er de urealistiske. Jeg er en håbløs nybegynder: Jeg øver mig, jeg øger gradvist de dyrkede områder. For hvert år bliver udbyttet lidt større. Men stadig er det ikke rigtig noget, som min overlevelse står og falder med. Og det er ikke for alvor mit hjertebarn.

Og jeg ved det jo godt selv: Til hver en tid vil jeg kaste jeg haven overbord og sejle videre med det, som jeg aldrig aldrig vil leve uden. Jeg skriver. Jeg lever for at skrive, jeg skriver for at leve. (Så ublu, bombastisk en udmelding. Det er uvant at sige det højt, men det har altid været sandheden.) Nu for eksempel. Det er midt i højsæsonen, og jeg er ikke hjemme. jeg er nemlig rejst til Jylland for at bruge en uge på en gammel herregård, hvor alle er der for at skrive. Jeg skriver og jeg plejer et netværk, jeg investerer min tid i det. Ikke i jorden. Jord under neglene. Putte et frø i jorden og se noget vokse op, luge, høste, spise. Visne. Dø.

Jeg vil ikke undvære min have. Jeg vil ikke undvære den tilføjelse til mit liv, der har fået det hele til at gå op. Der er ingen vej tilbage, jeg skal aldrig igen bo i en by.

Eller, det tror jeg da.

Det ved jeg ikke.

Jeg ved ingenting.

Jeg har ombestemt mig så mange gange, jeg drømmer og drømmer om, drømmer mig væk og begynder forfra. Lige nu gider jeg ikke engang prøve at bilde mig selv ind, at jeg ved, hvad jeg selv vil.

Altså. Jeg læser Wilhelm Mobergs serie om om de svenskere, der udvandrede til Amerika i midten af attenhundredetallet. Det er dét, jeg vil skrive om. DE bønder, og det, der kom før. Nomaderne.

Fortsættes …