Brevkasse: Hverdag uden køleskab

Juni 2016

Jeg er lige kommet hjem igen. Det er ikke i sig selv usædvanligt at være væk herfra, men jeg plejer at besøge familie eller venner, som udmærket kender til livet heroppe. De har fulgt med fra begyndelsen, og har stillet alle mulige spørgsmål, som vi så har glemt alt om igen. Fordi det bliver hverdag. Alt bliver rutine.

Men denne gang tilbragte jeg en uge sammen med mennesker, jeg ikke kendte. Det var forfattere, fire danskere og fire udlændinge (amerikansk, engelsk, græsk og indisk), og fordi vi havde det til fælles, at vi skriver, var der ikke så mange spørgsmål til det. Det kan der ellers godt være, det er jeg vant til. Men der var mange spørgsmål til min måde at bo på. Spørgsmål, der mindede mig om hvad det er, som er anderledes. Så nu vil jeg skynde mig at skrive om det, før det igen er blevet hverdag og usynligt for mig selv.

(Og så er jeg en forbeholdsmaskine, så jeg er nødt til at sige (gentage): Jeg bor sådan her, fordi det passer for mig, og jeg har holdninger og principper og værdier, men de er mine, og jeg forbeholder mig retten til også at være både inkonsekvent og uigennemtænkt. Og så bilder jeg mig ikke ind at mine ideer gælder for andre – og heller ikke at der kan udledes nogetsomhelst i retning af store, universelle løsninger på samfundsmæssige udfordringer ud fra mine, småsmå og dybt personlige valg. Jeg har ikke regnet noget ud.)

Med det sagt, her kommer nogle hist&pist informationer om mit liv:

Jeg har ikke noget køleskab: Det er en af de ting, jeg glemmer. Altså, jeg ved jo godt, at jeg ikke har noget køleskab, og i sommerhalvåret er der ret mange praktiske konsekvenser af det – men alligevel: Jeg glemmer, hvor centralt et køleskab er for de flestes husholdning.

– Det må jeg nok sige, og du har et barn, hvordan gør du? Og hvad med mælk?

For det første er huset bygget til det. I husets nord-øst hjørne er der et skafferi (spisekammer), med hylder fra gulv til loft. Der er altid køligere i dette rum, men selvfølgelig er der udsving, både i forhold til temperaturen udenfor og i forhold til hvor meget, der bliver fyret indenfor. Jeg kan regulere temperaturen ved at åbne eller lukke en ventilationslem i væggen, og ved at holde døren lukket, på klem eller helt åben. Der er også relativt stor forskel på om jeg stiller ting på den øverste eller nederste hylde. Om vinteren skal jeg være opmærksom på at der ikke bliver for koldt derinde, men det er kun i perioder med langvarig, hårdere frost (mere end minus femten grader i mere end en uge) at det kan blive nødvendigt at flytte frostfølsomme madvarer ind i et skab i køkkenet i stedet. Det meste kan justeres ved at lade døren til skafferiet stå åben.

Der er faktisk flere udfordringer om sommeren, hvor det er svært at holde temperaturen i skafferiet under ti grader. Brønden er et gammelt, velafprøvet kølested. Man kan simpelthen hejse en kurv/pose ned i brønden. Det har jeg også prøvet, og det er sådan set meget effektivt. For mig er problemet at min brønd ligger nede ad en ret stejl skrænt. Afstanden, oveni at der altid er rigeligt at gøre og aldrig nok tid, gjorde at jeg bare ikke fik hentet det, jeg skulle bruge. Eller jeg fik det ikke lagt ned i brønden igen. Jeg havde også en del problemer med at vandstanden i brønden kan svinge virkelig meget, når der kommer kraftige regnskyl. Oversvømmet mad i brønden er … træls. Derfor har jeg i stedet et supplement, som leder mig til næste oplysning:

Jeg har et solcellepanel: Da jeg havde boet her i et år installerede jeg et solcellepanel. Det gjorde jeg for at kunne have en stabil opladning af mobiltelefon og for at kunne bruge min computer som arbejdsredskab. (Uden at skulle køre ind til Sunne og sidde på Konditoriet hele tiden.) (Eller Sibylla, min junkfood-achilleshæl/redning fra frelsthed.)
Som en ekstragevinst fik jeg også rigtige lamper op at hænge, i stedet for den ellers hyggelige, men dyre og osende stearinlys-løsning. Lamperne er selvkonstruerede af 12 volts pærer, forlængerledninger og de-der-dimser-som-klemmes-på-batteriet. Den første lampeskærm hæklede jeg selv:

De to andre lampeskærme har jeg fundet på loppis. Tre hele lamper! En hænger over køkkenbordet, en kan flyttes mellem spisebordet og sofaen, og den tredje hænger på drengens værelse, over hans lege-bord.

De lamper har revolutioneret vores vintereftermiddage og aftner, og min værdsættelse af rent faktisk at kunne se, hvad jeg laver er stadig sådan: Afgrundsdyb og ydmyg.

Selv om jeg i udgangspunktet syntes at alt omkring solcellepanelet og fritidsbatteriet og ledninger og dimser og halløj var mildt sagt forvirrende, og stadig synes det er kedeligt (og på ingen måde kan svare på de spørgsmål, jeg ofte får om hvad størrelse/kapacitet/tal de forskellige elementer har) – så kan jeg faktisk selv samle en lampe nu. Ovenikøbet MED indlagt afbryder på ledningen. Så kan man tænde og slukke på en knap, i stedet for at koble den helt fra batteriet. Jeg er ikke længere bange for at få stød, når jeg rører ved batterier. Og jeg ved efterhånden også hvordan man skal behandle et batteri for ikke at ødelægge det med det samme. Varsomt. Varsomt.

Og det leder mig tilbage til køledilemmaet:

Sidste sommer kom min far på besøg med en gammel køleboks; den slags som man bruger i bilen, hvis man kører på langtur. Alt som passer i en bil, kan også bruges til solcellepanelet. Det var helt fantastisk, pludselig kunne jeg have mælk stående i mere end en dag ad gangen! På det tidspunkt havde jeg et gammelt bilbatteri og et nyt fritidsbatteri. Fordi køleboksen larmer, når den er slået til – og fordi jeg har et meget lavt tolerance-niveau for netop den slags støj – stillede jeg køleboksen på verandaen, og flyttede et fuldt opladet batteri ud til den. Køleskab på verandaen! Min far byggede en (ekstremt uæstetisk men nyttig) kasse af frigolit til køleboksen. Når så køleboksen begyndte at summe lidt sløjt, skiftede jeg batteriet ud med det, der i mellemtiden havde ladet indenfor. Sådan en køleboks bruger faktisk meget strøm. Jeg købte et fritidsbatteri mere, for at kunne holde køleboksen i gang dagen lang. For når udetemperaturen er over tyve grader, så skal den være i gang dagen lang. Der er ikke indbygget termostat i køleboksen, så det var meget noget med at huske at tjekke temperaturen på det termometer, der lå dernede, og slå den til og fra, når den var for langt over eller under de fem grader, der var målet. Altså ikke nogen stabil eller selvkørende løsning. Men. Mælk, der kan holde sig i mere end en dag.

Om vinteren er der en periode på omkring en måned (før og efter vintersolhverv) hvor solen står så lavt på himlen, at den ikke rigtig kommer op over trætoppene. Det betyder at der ikke kommer særlig meget strøm. Det er samtidig den tid på året, hvor der er mest brug for lys i lamperne, og hvor behovet for (trangen/lysten til) at sidde med en computer og drysse rundt på internettet er størst. Det er en udfordring. Og denne vinter blev det tydeligt, at sommerens intensive køleboks-drift på batterierne havde drænet dem så meget, at de faktisk ikke kunne mere.

Jeg har købt et nyt batteri, (de semi-udbrændte bliver nu kun brugt til lampen ovenpå, der stort set ikke bruger noget strøm,) og bruger det knap så lemfældigt. Køleboksen bliver sat til indenfor, hvor batteriet samtidig er koblet til solcellepanelet, og ikke på samme måde bliver drænet. Her er der også transformator-dimsen på væggen, der med sine grønne/gule/røde indikatorknapper kan advare mig, hvis det skulle blive nødvendigt at koble den fra igen, og give batteriet tid til at lade helt op igen.

Og hvad med mælk?

Den første sommer opgav jeg helt at have mælk og smør og ost, fordi det hele tiden blev dårligt, surt eller flydende. Den anden sommer havde jeg hele tiden mælk og smør og ost og spegepølse og leverpostej og creme fraiche og youghurt og alt muligt, fordi jeg legede at jeg havde en helt almindeligt husholdning med et helt almindeligt køleskab.

Denne sommer synes jeg, at jeg er landet et bedre sted, lidt midt imellem. Jeg er blevet bedre til at regulere temperaturen i skafferiet, så der stort set altid er koldt nok til at holde smør køligt nok. I perioder hvor der ikke er meget varmt ude, fungerer køleboksen-i-frigolit-kassen som et udmærket kølested for ost, mælk og fløde: Hvis jeg husker at åbne frigolitlåget om aftenen og lukke det igen om morgenen. Mælk holder sig en-to-tre dage, det svinger lidt og jeg tjekker hver gang jeg bruger af den, for det kan gå hurtigt ned ad bakke. I perioder hvor der er meget varmt, er der bare kun mælkeprodukter samme dag, som jeg køber dem. Så skynder vi os at bruge dem. En halv liter mælk, som jeg ved bliver dårlig i løbet af dagen, laver jeg ofte til pandekagedej, fordi det forlænger holdbarheden en smule. Så spiser vi så mange pandekager vi kan den dag, og resten den næste. Kød var et sommerdilemma, som ligesom forsvandt af sig selv. Vi spiser mange æg, fordi vi har mange høns. Det bliver til pålæg og tilbehør til frokost, og fx omelet til aftensmad. Indimellem er der en høne, der skal slagtes, det er kød, som ikke har behov for at være på køl før den bliver spist. Hvis jeg vil lave aftensmad med andet kød, er det blevet rutine at planlægge det til de dage, hvor jeg alligevel kører drengen i børnehave. Det bliver købt samme dag, som det bliver spist.

Men de fleste dage spiser vi bare grøntsager. Især nu, hvor der faktisk vokser så meget i køkkenhaven. På den måde er sommerens køleproblem slet ikke noget problem: Hvis bare vi spiser alt det, der faktisk findes, lige til at plukke. Det skal også nok blive rutine.

Noget andet, men beslægtet: Om vinteren er der jo ingen køleproblemer, men til gengæld længere imellem de friske grøntsagsforsyninger. Udover at jeg er nødt til at få en jordkælder (på sigt, når/hvis mine havedyrkningsevner når det niveau, hvor høsten bliver større end at jeg spiser det hele i løbet af sommeren), øver jeg mig i de forskellige tørre-, sylte– og henkogningsteknikker. Jeg synes det er spændende og sjovt – men jeg gør det også fordi det giver så god, praktisk mening at udnytte de muligheder der er for at konservere på måder, som ikke kræver en stabil fryser- eller køleskabstemperatur.

Noget andet, men beslægtet: Jeg tænker meget over solcellepanelet. Jeg tænker meget over hvad det er fremstillet af, hvordan og af hvem. Jeg tænker på hele den kæde af mennesker, der er gensidigt forbundet i de produktionsled. På godt og ondt. Jeg er også forbundet, det er også på godt og ondt. Jeg tænker på hvis jeg ikke havde fået det solcellepanel. Hvilke løsninger, jeg så havde fundet nu. Alle de stearinlys, jeg brugte den første vinter heroppe. For 400 kr stearinlys hver måned. Det er jo ikke godt. Det er heller ikke godt, hverken for indeklimaet i huset eller for vores øjne. Og hvad med naturen? Er det værre eller bedre for naturen at brænde en masse stearinlys af, er det værre eller bedre at have et solcellepanel. Batterierne. Alle de kemikalier, der er i dem. Det er uoverskueligt. Nu har jeg det. Nu vil jeg ikke tænke mere på det. Jeg tænker på det hele tiden. Jeg tænker på alle de valg – til og fra – og hvilke, vi tænker over, og hvilke, der bare sker. Alt det, der bare sker, uden at vi har muligheden for at overskue konsekvenserne af det. Jeg tænker på bilen, som jeg er nødt til at have, for at kunne bo her med et barn. Jeg har ikke lyst til at have en bil, men jeg vil alligevel hellere bo her med bil, end at bo et andet sted. Det er også et valg. Jeg tænker på hvad jeg vælger at have, som jeg ikke har brug for, men ikke selv opdager, at jeg kunne vælge fra. Jeg tænker på det, jeg vælger fra, som jeg kunne vælge til, som ville være bedre. Jeg tænker: Hvad er bedre? Bedre i forhold til hvad? Hvordan overskue de valg, når jeg ikke kan overskue mine egne indbyggede parametre. Det tænker jeg på. Jeg har valgt en motoriseret plæneklipper fra. Det er det eneste, jeg er helt sikker på at jeg kan stå helt inde for. Det er det eneste, jeg er helt sikker på, at jeg er helt sikkert og uangribeligt glad for. Det er ikke meget. Det er lidt. Det er trods alt noget.