*51 Sommer = arbejdsgæster = kage hver dag

Juli 2016

Sommer i skoven betyder gæstergæstergæster og der sker en hel masse, som det ville være oplagt at skrive om – men det gør jeg så ikke, fordi der hele tiden sker mere og mere. Men, her kommer en hurtig en, som er: Tilbage til æggene.

Jeg har så længe tænkt at jeg skulle skrive en lille opdatering til syltede æg indlægget, fordi jeg jo linkede til en opskrift, som jeg har testet, og efterfølgende justeret ret meget. Sagen er den at hvis man følger opskriften, så får man hvinende søde æg. Det kan man jo også være til, men for mig var det en lidt spøjs oplevelse at spise frokost, som nærmere mindede om slik. Så når jeg fremturer med min lovprisning af syltede æg, (og det gør jeg: Prøv det, prøv det, du bliver glad i din mund!) så laver jeg dem altså i en noget syrligere version.

Jeg er selv aldeles ude af stand til at følge en opskrift. Uanset hvor målrettet jeg lægger ud, bliver det meget hurtigt til på slump og sådan cirka mål. Derfor kan jeg ikke levere en opskrift her, men jeg kan sige så meget som at i forhold til den amerikanske opskrift, jeg linker til i det oprindelige æggeindlæg, så har jeg noget nær halveret sukkerandelen, og noget nær fordoblet eddikeandelen.

Bortset fra det, så kan jeg stadig ikke sige hvilken, der er min favorit. Rødbedeversionen er klart den mest blærede at servere, fx halverede på en salat. Karryversionen er genial i sig selv som pålæg på brød, og hvis man er sildetypen, kan den fx erstatte karrysalaten. Jeg har også spist den som tilbehør til en lidt indisk-inspireret gryderet, og det smagte delikat. På ære. Jeg serverer syltede æg for alle, der kommer på besøg, og alle som en har været meget skeptiske på forhånd. For ikke at sige direkte afvisende. Det lyder jo væmmeligt. Ja, det gør det. Men når de så smager, så har reaktionen (indtil nu) været den samme: Det smager jo så godt! (Og hvis du virkelig ikke kan overskue tanken om syltede æg, så prøv i det mindste de syltede løg, mmmmm.)

Det var så æggereklamen. Igen. Jeg aner ikke hvorfor jeg er så opsat på at reklamere for syltede æg, egentlig. Nå. Grunden til at jeg selv begyndte at sylte æg, var jo at jeg havde flere æg end jeg kunne spise. Tanken var at teste muligheden for at konservere dem, sådan at jeg også havde æg om vinteren. Det kan man sikkert godt. Jeg synes bare at de smager bedst indenfor de første to uger efter at de er klar. (De skal ligge i lagen i fem dage, før man begynder at spise dem.) Det er noget med konsistensen, som er bedst i begyndelsen. Sådan lidt gummiagtig. Efter to uger synes jeg de bliver mere kedelige. Det er som om de begynder at gå lidt i opløsning, og der kommer noget kedeligt bundfald i glasset. Hvis jeg virkelig var afhængig af at konservere mad, for at have noget at spise, så ville jeg sikkert gøre det. (Der er stadig mange bønder-nomade-tanker, som jeg på et eller andet tidspunkt virkelig skal have skrevet ned.) Men fordi jeg ikke er nødt til at sørge for mit eget madlager på den måde, så bliver det nok sådan, som det er nu: Når jeg ved, at der kommer gæster, så laver jeg et glas med syltede æg, som jeg kan servere for dem. Servere og dupere. Luksuskonservering i stedet for overlevelses-ditto.

Gæsterne der i denne omgang skal smage, er dels mine egne tre arbejdsgæster, som har været her i snart to uger – og dels en af naboernes (også tre) arbejdsgæster, der kommer på arbejdsbesøg på torsdag, hvor vi slutter dagen med bål og fest. Det er den slags, der sker, som jeg ikke får skrevet om. I går var det os, der var afsted på arbejdsbesøg. Det er udveksling af arbejdskraft kombineret med social omgang (=hygge). Vi mugede ud i en fårestald, vi lugede, vi snakkede. Om aftenen var vi i sauna og badede i floden.

Så burde der jo være billeder; jeg glemmer at tage billeder. Men jeg har billeder af den dag Sophie og Emma, to af mine arbejdsgæster, flyttede en hel rundstabel brænde ind i brændeskuret på Bondsäter.

Kort efter de gik i gang opdagede vi to hvepseboer i stablen. Jeg lover, at jeg ikke insisterede på at de skulle fortsætte. Jeg er god til at have arbejdsgæster, som rent faktisk skal arbejde – men så barsk er jeg trods alt ikke. De fortsatte. I 27 graders varme, iført regntøj og myggenet gik de hele dagen midt i hvepsenes arrige summen.

På sådan en dag er det vigtigt med kage. Sådan kunne jeg skrive. Sandheden er at vi har spist kage hver eneste dag, de har været her. Anette er god til at bage kage. God er en underdrivelse.

Sandheden er at jeg (med glæde) har overgivet råderetten over køkkenet til mine gæster, og de laver god mad. Hver dag. De går ud i køkkenhaven og finder ting, som jeg ikke selv ville finde, og laver retter af dem, som jeg ikke selv ville finde på. Som jeg spiser mig stopmæt i. Sådan er sommer heroppe. Det er godt. Lige om lidt kommer de herop igen, så skal vi arbejde mere; luge, slå græs, gøre klar til at tømme das. Det er dagens projekter. I eftermiddag kommer der flere gæster. Naboen og hendes gæst, og nogle gode venner, som også bor heroppe. Hvis det er tørvejr laver vi bål, hvis ikke er vi inde. Så nu skal jeg slukke computeren. (Jeg skal stå rigtig op; sidder her ved bordet stadig med den røde sommerfuglekimono og morgenkaffen, skrivemaskinen ved siden af computeren, nye novelleudkast ud over hele bordet, vi har sovet længe, drengen leger med lego ovenpå, jeg kan høre ham synge imens. Det er kontrasterne. Bare os to, helt stille, og så fuldt hus om et øjeblik.)

Ville vist bare skrive, at når jeg ikke skriver her, er det ikke nødvendigvis fordi der ingenting sker. Eller fordi jeg sidder begravet i min krise og græder. (Det gør jeg nu altså også indimellem, når jeg ellers kan finde tid til det.) Men mest er det bare sommer. Og sommer i skoven betyder gæstergæstergæster.