Maj 2016
Foto: Drengen

Om bønder og nomader 6

Bønder og nomader. Min historieundervisning sagde, at først var menneskeheden jægere og samlere. Nogle var bofaste. Klippehuler, hytter bygget af rafter og bladtag, eller noget mere avanceret. De samlede og jagede efter årstiden, men blev hvor de var året rundt. Andre flyttede bosted alt efter årstidernes skiften og byttedyrenes vandringsmønster. Forskellige steder, forskellige tider, forskellige teknikker – forskellige løsninger på samme problem: Tag over hovedet, mad i munden.

Så kom den gradvise overgang til dyrkning af jorden, og (oh, det dejlige ord:) domesticering af dyrene. Fra byttedyr til nyttedyr. Fra indsamling af vilde planter og bær, til dyrkning af stadigt mere forædlede sorter, der gav højere udbytte. Vejret var afgørende. En dårlig høst kunne betyde døden.

Det var min historieundervisning, det er alles, det er almen viden, og jeg vil ikke gå mere i detaljer med det her, bare ridse det op som baggrund for det næste.

Da jeg boede i København, tænkte jeg ikke så meget over nomader. Jeg tænkte ret meget over bønder. Jeg drømte om at være bonde. Den romantiske forestilling om at forsørge mig selv med mine egne hænders arbejde. Jord under neglene, så et frø, se det vokse op og blive til noget.

Jeg havde kun boet heroppe meget kort tid, før jeg begyndte at tænke på nomadelivet. Jeg skrev i min dagbog, at hvis jeg ikke skulle blive boende her, ville det oplagte næste skridt være at blive nomade. Jeg skrev det for sjov, jeg skrev det i dybeste alvor. Jeg skrev det i frustration over at penge(bekymringer) i sidste ende altid bliver det punkt alle beslutninger cirkler omkring/ramler ind i.

Jeg skrev det, fordi jeg stødte på nomadelivet, som et eksisterende fænomen heroppe. Nogle, der vandrer rundt og spiser det, de finder. Nogle har tilmed organiseret sig sådan at folk kan købe sig ind på deres vandringer. Nomade-for-en-ferie. Jeg har ikke hørt om nogen, der vandrer året rundt, kun om nogen, der gør det i sommerhalvåret.

Jeg skal ikke være nomade.* Men jeg skal heller ikke være bonde i det omfang, som jeg først troede. Det altopslugende, knoklende, vejrafhængige slid. Det skal jeg ikke, fordi jeg hellere vil skrive. Begge dele kræver tid, og der er også al den tid som selve hverdagen lægger beslag på, så noget må vælges fra. Jeg er så privilegeret, at jeg tjener lige præcis penge nok på at skrive, til at mit livsgrundlag ikke er afhængigt af et omfattende, stabilt høstudbytte. Men det er jeg så kun, fordi jeg har valgt at bo et så afsides, og derfor så billigt, sted. Og grønsagerne er stadig et nødvendigt supplement for at få økonomien til at hænge sammen. Men afstanden betyder at jeg er nødt til at rejse en del. (Og rejserne koster penge.) Alt (omstændigheder og løsninger, muligheder, ønsker, evner kondenseret til: Penge!) bider sig selv i halen, der findes ikke EN løsning. Jeg leder alligevel videre.

Og jeg tænker over hvad man egentlig skal kalde det liv, som langt de fleste af os lever her i det (overdrevet privilegerede) vesten lever?

Hvad skal jeg kalde det liv, hvor jeg er bofast, men altid fri til at rejse – men hvor jeg samtidig aldrig har penge nok til at bo der, hvor jeg allerhelst ville, og heller ikke penge nok til at enten at rejse ubegrænset eller simpelthen slippe for at rejse.

Årstidernes skiften betyder hverken mere eller mindre end afvigelser i rutiner. Det betyder forskellige udfoldelsesmuligheder udendørs. Lige nu bader vi i søen. Om efteråret går vi flere ture. Om vinteren putter vi os inden døre. Butikkerne er altid åbne, udvalget ca det samme. Vejen bliver ryddet, togene kører.

Jeg er ikke bonde, jeg er ikke nomade. Jeg er … forkælet, fri. Forbandet.

* (Skal jeg nu nonchalant slynge ud at jeg en anden dag vil skrive mere om nomaderne som de helt store verdenshistorie-tabere, samtidig med at det måske ville være den eneste vej frem at afskaffe ejendomsrettens fuldstændig …? Nja, så kommer jeg vist ud på dybere vand jeg kan overskue, men. Der er noget der. Noget stort og problematisk – og jeg tænker, at mit problem ikke er mit alene, og at den løsning jeg leder efter ikke findes, hverken for mig eller andre, fordi og men, men, nej. For dybt vand, afgjort.)