Juli 2016

Jeg er vågnet tidligt. Klokken er 05:58, ilden buldrer og jeg venter på at vandet koger, så jeg kan få kaffe. Drengen sover. Det er sommerferie. I går havde vi sommergæster til kagebord.

Vi plukkede sammen blåbær til den tærte, som jeg bagte på den der tøvende måde, jeg altid bager. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg følger aldrig en opskrift, men jeg spørger alle gæster: Ville du gøre sådan her? Hvad tænker du om timian sammen med blåbærrene?

Jeg lavede blåbærsyltetøj med timian sidste år. Jeg elsker kombinationen af det lidt fade, søde og det krydrede. Men jeg gør det ikke bare. Jeg spørger gæsterne. Gæsterne sagde ja. Vi spiste tærte, og vi spiste brunsviger, som min nabo havde taget med. To kager gør et kagebord.

Nu koger kaffevandet.
Nu løber vandet igennem filteret.
Nu sidder jeg igen i sofaen, nu med en kop kaffe.

I går dræbte kattene en hugorm. Søndag er badedag, og når badebaljen skal tømmes, går jeg ud og ind med spande, og hælder badevandet ud hvor det kan gøre gavn. Komposten kan som regel bruge noget. På vejen derned så jeg lillekatten, Regnbue, lege med noget i græsset. Lige ved siden af solbærbusken. (Billedet er taget senere, om aftenen, hvor hun var usædvanligt kælen.)

Jeg stoppede op. Jeg så noget stort, mørkt, der bugtede sig. Kattenes normale bytte er: Spidsmus, kobberorm (eller bare deres hale, som de kan smide), af og til et firben eller en frø. Meget, ekstremt sjældent, en fugl. Det sorte, jeg så, var en hugorm. Der var ikke noget at tage fejl af; zigzagstriberne var tydelige. Ingen hvide pletter på hovedet, konstaterede jeg lettet. Der bor nemlig en snog nede ved brønden, jeg ser den ret præcis en gang om året, sensommer. Så ligger den midt på stien og slikker sol, og jeg får et chok, men det går hurtigt over. Snoge er der ikke så mange af, fordi deres levesteder efterhånden er få. Det samme kan man sige om hugorme, forskellen er giften. Snogen er helt ufarlig. Det er hugormen ikke. Og det, som Regnbue var i gang med, så heller ikke ufarligt ud. Et år gammel, stadig bare en ungkat. Hun daskede til ormen og den havde det ikke helt godt, men var absolut ikke død.

Det dilemma. Skulle jeg slå den ihjel, for at beskytte den lille kat, der tydeligvis ikke vidste hvad den havde fundet. Men hugormen er også fredet. Hugormen er et nyttedyr. Skulle jeg i stedet kaste mig ud i en redningsaktion, for at redde et dyr, som jeg er bange for. Som jeg ville ønske, ikke boede lige her, i vores have.

Før jeg nåede at tænke noget af betydning, kom Bambus; kattemoren, den langhårede, smukke, grå, ind fra siden. Hun tog hugormen helt anderledes alvorligt.

Jeg gik ind. Naturens gang, tænkte jeg.

Drengen skulle tisse. Jeg gik med ham ud, mens jeg fortalte om hugormen. Han klarer det ellers selv nu, men jeg ville sikre mig at han ikke kom for tæt på hugormen. Han ville gerne se den. Jeg holdt ham i hånden. Jeg sagde, at vi ikke skulle gå for tæt på. Vi gik tættere på.

Der var kun gået et øjeblik, men nu var ormen hovedløs og Regnbue spiste grådigt. Bambus sad ved siden af. Kiggede på. Havde muligvis netop reddet Regnbues liv. Vagtkatten. Sådan føltes det lige der.

I går gik jeg ud i haven og hentede min aftensmad. Kogte kartofler vendt i smør, løvstikke og dild. Dampede hestebønner. Spinat og bladbede stegt med hvidløg.

Næsten-dogme-mad, kun smør og salt er købt.

Jeg har sået og plantet, jeg har luget og hyppet, jeg har vandet en lille smule, da det var tørt. Jeg har ventet. Nu bugner haven. Snart kommer der sommergulerødder. Rødbeder og vintergulerødder vokser fint, majs er mest for sjov, men faktisk ser et par af dem ud til at blive til noget. Solbærbuskene er tunge, snart skal de høstes. Saft og syltetøj.

I dag skal vi sidde i tog hele dagen. I morgen skal jeg også tidligt op. Jeg skal i Go’Morgen Danmark. Alt det jeg har skrevet de sidste par dage. Det er fordi jeg skal sidde i fjernsynet og svare på spørgsmålet: Er du blevet lykkelig af at flytte i skoven.

Jeg er meget dårlig til den slags spørgsmål.

Jeg vil sige ja men nej men ja men nej.

Jeg vil sige: Hvad er lykke egentlig?

Jeg vil sige: Skal vi nødvendigvis være lykkelige?

Det kommer jeg ikke langt med.Og jeg har jo selv sagt ja til at sidde der. Der er mange grunde til at jeg har sagt ja.

Lige da jeg var flyttet herop, blev jeg spurgt om jeg ville være med i en radiodokumentar om folk, der boede i skoven. Jeg sagde nej. Jeg syntes ikke, jeg havde noget at sige; vidste knap nok selv hvad jeg ville, eller hvor længe jeg blev. Jeg er også blevet spurgt om jeg ville være med i et program på Kanal 4 om børneopdragelse. Den slags program, som jeg selv ville sluge, hvis jeg nu boede med et fjernsyn. (Har jeg nu rigtig fortalt hvor fjernsynsafhængig jeg var, da jeg boede i byen?). Jeg sagde nej. Jeg har ikke noget som sådan at sige om børneopdragelse. Egentlig er vores liv her så almindeligt. Jeg bestræber mig på at det trods alle primitive, naturlige omstændigheder skal være så almindeligt. Jeg har ikke nogen opskrift. Jeg spørger selv om råd. Jeg er senest blevet spurgt om jeg ville interviewes til en avis. Det skulle handle om alternative fællesskaber. Men det er jo bare mig og drengen. Der er godt nok gæster hele sommeren, og der er gode naboer spredt rundt omkring. Men ligefrem fællesskaber? Nej. Vi prøver os frem. Vi prøver os bare frem.

Jeg har sagt ja til at være med i Go’morgen Danmark fordi de tilfældigvis lige spurgte, da jeg havde lavet mit forlag. Pote Produktion. Først og fremmest vil jeg gerne have at flere opdager at jeg findes, som en der skriver.

Det vil jeg være helt ærlig omkring. Det sagde jeg også til hende, der spurgte. Det var helt ok. Det er egentlig også så almindeligt. Alle har noget, de gerne vil sælge. Nu også mig. Jeg er min egen købmand. Det overrasker mig, hvor sjovt jeg synes det er.

Men så er det alligevel ikke kun det. For hvorfor har jeg denne blog?

Jeg begyndte at skrive mere åbent om mit liv, og de her (det må jeg jo indrømme) lidt mere ekstreme livsstils-valg, fordi jeg var gået i stå med at skrive. Det hjælper mig til at skrive alt det andet, at jeg skriver om mig selv. Det er en del af det.

Efter at jeg er begyndt at skrive mere åbent om mit liv, så har jeg fået mails fra læsere, der skriver: Jeg drømmer også om at gøre noget … andet.

Og før jeg flyttede, var jeg jo selv en, der sad (fast) i København, og drømte. Drømte så desperat og retningsløst, og havde brug for nogen, som satte ord på. Gav mig nogle billeder. Noget konkret.

Det er også en del af det: Jeg vil gerne fortælle, at det kan lade sig gøre. Man kan gøre noget … andet.

Det er sjovt nok den del af det, som jeg bliver mest genert omkring, og jeg ved godt hvorfor. Jeg synes, at hvis jeg sådan stiller mig op og siger: Følg dine drømme! Så burde jeg samtidig kunne svare meget mere klart og entydigt på spørgsmålet: Bliver man så lykkelig?

JA!

Men nej.

Men ja.

Men.

Dette blogindlæg handler allermest om at når nogen så ser mig sidde der i Go’morgen Danmark i morgen tidlig og svare så godt jeg nu kan, på de spørgsmål (hvilke spørgsmål mon, det er også lidt spændende), så kan det være de bagefter bliver nysgerrige og vil vide mere. Og så finder de måske det her. Og måske bliver de skuffede over at det slet ikke er så klart, som det lige hurtigt lød. Måske læser de slet ikke helt herned til. Måske nogen gør. Måske nogen får lyst at læse mere af det her. Måske nogen får lyst at læse mere af noget andet. Novellerne. Digtene.

Jeg ved det ikke. Og jeg øver mig (stadig, det er et livsprojekt) i at det er helt ok.

Jeg har ikke regnet noget ud, og det er heller ikke meningen.

Jeg er bare en, der bor i en skov, som skriver. Nogle gange om det, nogle gange om noget helt andet.

Velkommen til hvis du er ny læser. Hvis du er en af de trofaste, tilbagevendende – så kommer det her indlæg nok ikke som en overraskelse …

Og i går aftes gik jeg en runde i haven og tog billeder. Sådan ser her ud lige nu: