Brevkasse: Det med pengene …

August 2013

De næste spørgsmål jeg har samlet fra Go’morgen Danmarks facebookside, hvor seerne kunne stille spørgsmål til mig, handler om penge:

Mai-Britt Bladt Hansen Bruun: Hvad koster det sådan kr/øre at starte sådan er eventyr?

Anne Rosenkilde: Hvordan får I det til at hænge sammen økonomisk?

Lene Mark-Skousgaard: Hvad lever du af, det er fristende at tage sådan et spring

Christina Bechmann: Hvordan tjener hun penge til husleje og hvor tæt ligger nærmeste skole fra huset. Lyder super lækkert, kunne jeg godt drømme om men er jo forbundet med en masse praktiske spørgsmål, desværre.

Mens jeg blev interviewet, tror jeg nok jeg besvarede Christinas spørgsmål: Der er laangt at køre til børnehaven, og det er en af grundene til at det er billigt at bo i mit hus. Alting har en pris; min er afstand og bilkørsel.

Jeg fortalte også at jeg lever af legater fra Statens Kunstfond, hvilket fik denne kommentar på facebooksiden:

Tine Tine: Jeg vil også have støtte til de måneder hvor jeg ikke gider arbejde ude i samfundet til gavn for de fælles goder som vi alle betaler alle undtaget borgere på overførselsindkomster og så f Eks Maja . . Hun sagde at hendes legat svarede til f Eks 2 mnd udgifter ? Øh 100000 …?

Tine linkede også til hjemmesiden www.kunst.dk, hvor alle legater, som kunstnere modtager bliver registreret, og således også alt hvad jeg har modtaget, siden jeg debuterede som forfatter i 2008.

Det er rigtigt, at jeg i interviewet sagde at et legat kun kunne række til to måneders udgifter i København. Og det er også rigtigt, at det er at strække den lige lovlig langt. Så det vil jeg gerne starte med at uddybe. For det første skal der jo betales skat af legatet. (Det ved jeg ikke, om alle faktisk er klar over.) De to måneder, som jeg slyngede ud, stammer fra en samtale med nogle af mine venner, der lever et ganske almindeligt liv. De har begge fast arbejde, de bor til leje i København, de har to børn. De lever på ingen måde luksuriøst, bare sådan helt, helt almindeligt. Og de fortalte mig om deres helt almindelige, faste udgifter, som gjorde at deres helt almindelige faste indtægt på omkring 30.000 kroner hver (også før skat) faktisk forsvandt. Sådan er deres liv, og de er tilfredse med det. Jeg måbede. Siden da, tror jeg, har jeg haft sådan et regnskab indeni, hvor jeg indimellem minder mig selv om at min privatøkonomi er så langt fra almindelig, og at jeg skal huske indimellem at omregne til ‘normal-tal’.

Det var det, jeg gjorde, da jeg uden at blinke svarede, at et legat kun rakte til to måneder.

(Men sådan har jeg jo aldrig levet i praksis. Jeg har altid gjort mig umage for at strække de eventyrlige, lottogevinstlignende drømmepenge (tag ikke fejl: Jeg føler mig præcis så privilegeret, som jeg er), så langt som overhovedet muligt. Jeg har valgt alt muligt fra, og gjort det med glæde. Jeg kom bare stadig ikke længere end fem, seks, syv måneder højst. Så slap pengene op. Fordi det er dyrt at bo i København. Og jeg ledte virkelig efter et arbejde, og jeg var ikke kræsen, men ingen gider ansætte en forfatter, der smutter hvis hun er så heldig at få et nyt legat, der så kan strække i fem, seks, syv måneder, fordi: Jeg synes faktisk også det forpligter at få sådan et legat. Så skal jeg da smide alt og bare skrive, skrive, skrive.)

Da jeg i vinters oprettede denne blog, og begyndte at fortælle min personlige historie om at flytte ud i skoven, var det med i mine overvejelser at min økonomiske situation er speciel. Også så speciel, at den nærmest indbyder til øretæver. Et af mine allerførste indlæg her, handler derfor om min økonomi.  I forhold til den generelle problemstilling: At jeg på den ene side er ekstremt privilegeret, fordi jeg får legater, og på den anden side helt objektivt tilhører lavindkomstgruppen – har jeg ikke så meget at tilføje til det blogindlæg, jeg skrev dengang. Så læs det, hvis du vil vide mere om mig og min økonomi.

MEN: Jeg går ud fra at de fleste spørger, fordi der rumsterer nogle tanker om hvilke muligheder de selv kunne have, for at vælge at bo og leve anderledes.

Anderledes bliver her lig med billigere.

Som jeg også konkluderer i blogindlægget, er mit særlige eksempel bare et blandt en hel masse særlige eksempler. Vi er ALLE særlige. Vi har særlige forudsætninger, evner, ressourcer, drømme, forhindringer, smag og behag, komfortniveau, styrker og svagheder, sociale kompetencer, kapital i bred forstand, held og uheld, karma og skæbne og tilfælde og så videre og videre. (Tag alle disse ord og smid i en pose, ryst dem godt og bland dem sådan at det passer på dig.)

Og derfor vil jeg nu opremse nogle af de andre særlige løsninger, som de andre særlige mennesker jeg er stødt på heroppe, har fundet for at lave deres helt særlige version af deres særlige drømmeliv:

De fleste dyrker grøntsager og producerer æg og kød og uld i varierende omfang, suppleret med fx: Salg af grøntsager, æg og kød til lokale og til restauranter, onlinepoker, indsamling af vilde, spiselige planter, kursusvirksomhed, familiepleje, alternativ behandling, lønarbejde med pendling til større byer eller over grænsen til Norge (hvor lønnen er høj, fordi der er mangel på stort set alt i plejesektoren). Jeg kender ikke nogen, der gør det (endnu), men der er også en del vildmarksturisme heroppe, hvor især hollændere gennem årene har etableret sig. (Også Holland er et lille land, så mange har fundet flere udfoldelsesmuligheder her end i deres hjemland.)

Der boede også en gang en mand heroppe, som levede helt pengeløst. Han byggede sin bil om, så den kunne køre på friture, som han fik fra pizzeriaerne i Sunne. Han skraldede og byggede sit eget hus af materialer han klunsede eller selv lavede. Det er også en mulighed.

Fælles forudsætning nummer et: Huspriserne er generelt lave, så uanset om man bor til leje eller køber, er det relativt billigt at bo her. (De fleste har faktisk el, og nogle har også indlagt vand, det er ikke nødvendigt at vælge det helt primitive for at bo her.)

Fælles forudsætning nummer to: Alle knokler. Knokler og har travlt og slider og slæber. Det er ikke et nemt liv, man får ikke noget forærende. Ingen har fundet løsningEN, der betyder at alting glider på skinner. Alle kan udpege en, to, tre alvorlige problemer indbyggede i deres nærved-og-næsten-drømmeliv. Dem lever man med, så er det sådan det er. Dette er ikke en romantisering, det er en konstatering.

Fælles forudsætning nummer tre: Vi går stort set alle sammen ind for genbrug og hjemmelavet og miljøbevidst forbrug og generelt bare lavt forbrug. Mine forbrugsudgifter er svundet ind til stort set ingenting, og aldrig har jeg følt mig mindre fattig. Fordi vi er fælles om det. (Jeg har stor sympati for folk, der vil bo og leve anderledes i byerne, og jo flere der gør det, jo mere fællesskab kommer der også om det. Men jeg tænker, at man ikke skal bilde sig ind, at man er upåvirkelig af menneskerne omkring en, og jeg sætter pris på at være omgivet af mennesker, der gør det nemmere for mig at leve selvvalgt fattig, uden at føle mig laset og stakkels.)

Fælles forudsætning nummer fire: Vi er ikke egentlig fælles om noget. Det er ikke et kollektiv. Mennesker flytter til og fra, bliver længe eller kort, har store planer eller ingen. Det betyder at der er rig mulighed for at eksperimentere med forskellige grader af forskellige ting, og justere efterhånden som man bliver klogere på sine egne grænser. Hvor primitivt kan det blive? Hvor meget skal man lave selv, hvad er det bedre at købe sig til, når nu tiden og kræfterne skal prioriteres benhårdt. Og der skal prioriteres benhårdt.

Hver husstand finder ud af sit, og ingen blander sig i det eller har meninger. Med mindre man direkte spørger om et godt råd. Det tror jeg faktisk også betyder meget for den omstillingsproces, som det vitterligt er at give afkald på faste indtægter og faste udgifter, fast balancerende i et forudsigeligt regneark, til det som er …

Fælles forudsætning nummer fem: Økonomien er et kludetæppe af mere eller mindre forudsigelige poster. Både på udgifts- og indtægtssiden.

Dette er min påstand: Jeg tror, man er nødt til at omfavne uforudsigeligheden, for at kunne gøre dette. Give afkald på den tryghed, det er at have alting regnet ud på forhånd. (Og for nu igen at vende tilbage til min privatøkonomi: Jeg har nu fået arbejdslegat to ud af de tre år, jeg har boet her. Det betyder midlertidig ro i regnearket. (Ja, jeg er regnearkstypen.) Men jeg fik ingenting det første år, og klarede mig humplende, bumplende igennem, blandt andet ved at lave et pensionat. Jeg ved ikke om jeg får legat igen til næste år, eller næste, men så finder jeg nok også ud af det.)

For man får noget andet til gengæld: Man får en så lille og overskuelig økonomi, at man på en eller anden måde altid kan skaffe de penge, der skal til. Jeg kender ingen, som har fuldstændig styr på noget, og alle mangler regelmæssigt penge, men alle finder i sidste ende alligevel ud af det.

Og det er sværere at ligge søvnløs over at der i én måned mangler tretusind til en bilreperation, end at der hver eneste måned mangler flere tusind for at det hele løber rundt.

Synes jeg. Dette er mit særlige bud på dette ekstremt almindelige dilemma: Penge. Hvordan får man nok til at slippe for at beskæftige sig med dem?