Hvor humlebien sover

I dag vågnede jeg før humlebierne. Dagen lang summer de i honningurtens blomster, der har overtaget ærtebedet fuldstændig i år. Jeg ved ikke hvorfor sukkerærterne ikke ville vokse. De to forrige år har det været en af de nemmeste planter at have, i år har jeg gensået tre gange før de overhovedet kom op. Sukkerærterne vokser nu, og på en god dag plukker jeg vel tre, fire ærter. Mere bliver det ikke til med dem, sådan er det. I år. Men honningurten har det godt. Og humlebierne har det godt. Dagen lang kravler de rundt på blomsterne, og summen af deres summen er mildest talt imponerende.

I dag begyndte jeg dagen med at gå rundt i haven med en kop kaffe i hånden. Det er noget jeg gør en del; går rundt i haven. Det er lige nu, den er smukkest. Nu alt blomstrer og mere og mere kan spises. Jeg stoppede op ved honningurten. Jeg fik øje på en humlebi. Og en mere. Og en til. Men de var helt stille. Ingen lyde, ingen bevægelser.

Jeg havde ikke som sådan spekuleret over det – altså: hvor humlebien sover om natten – men det overraskede mig. Jeg havde nok alligevel forestillet mig at de hen ad aftenen forlod blomsten og fløj et eller andet sted hen, som var deres hjem, hvor de sov. En sprække i et træ. En jordhule. Hulrum under sten. Et sikkert sted. Et tørt, varmt, trygt sted.

Men nej. Humlebien summer åbenbart rundt på blomsten indtil solen går ned, og så falder den i søvn hvor den er. Og vågner når solen står op. Og summer rundt. Og rundt.

Mens jeg fotograferede, nåede solen lige akkurat op over trætoppene.

Og da solens stråler ramte den humlebi, som jeg havde linsen rettet mod, begyndte den langsomt, langsomt at bevæge først følehornene, så snablen.

Godmorgen, godsummen …

ps. Jeg kalder dem humlebier, men der er flere forskellige slags (farver og mønstre) i forskellige størrelser, og faktisk er jeg i tvivl om nogen af dem er helt store nok til at være en egentlig humlebi. Men, men. Jeg kalder dem humlebi, indtil nogen kommer med et bedre forslag.