August 2016
At høste er ikke min stærke side. Det er min tredje sommer med køkkenhave, og der er en tydelig tendens: Sent på efteråret og tidligt på foråret arbejder jeg med anlægning af nye bede i stor stil. Jeg graver utrætteligt, baner mig vej gennem vildnis, skaber orden. Det går rigtig godt. Hele vinteren pløjer jeg mig gennem havebøger, og jeg tegner haveplaner, hvor alt er nedskaleret efter nøjagtige mål. Når frosten går af jorden, er jeg klar. Beredt. Rustet. Jeg forspirer, jeg ompotter, jeg planter og sår. Det går rigtig godt, det meste kommer op. De steder det kikser, sår jeg noget andet, der er ingen bare pletter.
Det bliver sommer. Og noget sker. Jeg luger. Jeg slår græs. Det går sådan okay. Så bliver det rigtig varmt, der kommer feriestemning over alt, og tingene får lov at vokse lidt friere. Vildt. Jeg mister overblikket. Det er sådan set også okay. Men. Så kommer det punkt, hvor jeg mister modet.
Det hele er for stort. For meget. Jeg bliver træt på forhånd ved tanken om alt det, der skal gøres.
Det er min tredje sommer med køkkenhave. Det hele er stadig nyt, og der sker meget fra år til år. Men der er også noget, som gentager sig. Og jeg tror det er tid til at justere lidt.
Det er noget med balancen mellem hvor meget, jeg sætter i gang og hvor meget jeg kan følge til dørs. Det er også noget med balancen mellem hvor store mine ambitioner om selvforsyning skal være, i forhold til hvor store mine ambitioner er som forfatter og menneske(mor!) i øvrigt. Det handler om min tid: Hvordan jeg fordeler den mellem alt det, jeg elsker og vil.
Det tænker jeg over, mens jeg øver mig i at høste. Jeg tænker også, at for tre år siden vidste jeg slet ikke om alle mine havedrømme var det rene, romantiske drømmespind.
Det er det ikke. Det er mere og bedre end noget, jeg kunne forestille mig. Og jeg skal nok finde den rigtige balance i det hele.
At høste er ikke min stærke side. Men jeg er i gang. Jeg har høstet løg og hvidløg:
Jeg tørrer krydderurter (salvie) og teurter (citronmelisse):
Hestebønnerne ligger til tørre på gulvet i stuen; grønne og lilla, snart skal de bælges, puttes i glas og stilles i skafferiet:
Jeg var allermest midt i have-handlingslammelsen, da det viste sig at alles kål i år blev angrebet af alt, der findes af møl og biller. Der er ting man kan gøre, jeg gjorde det ikke. Alle mine sirligt forspirede kålplanter blev dag for dag blev mere afpillede, indtil de fleste helt forsvandt. Men forunderligt nok har flere planter overlevet. Broccolien har klaret sig mest overbevisende, men er til gengæld gået fuldstændig i blomst (se billederne i forrige indlæg.) Palmekål og grønkål er lige nu ved at vokse godt til igen:
Det ser endda ud til at en enkelt blomkål og tre spidskålsplanter har overlevet:
Rodfrugterne har jeg været heldige med de foregående to år, og også nu vokser de støt og roligt uden angreb af hverken sygdomme eller skadedyr. Vi spiser de lækreste gulerødder og kartofler hver dag, og jeg tror snart rødbederne er klart til at komme med i puljen:
Jeg aner ikke hvordan jeg skal opbevare rodfrugterne, når det bliver vinter. Det har jeg stresset over på forhånd. Nu har jeg besluttet at lade være. Jeg spiser så mange jeg kan i løbet af sensommeren og efteråret. Måske når jeg at spise det hele. Så er det problem løst. Måske skal jeg slet ikke have ambitioner om at dyrke, så jeg har til hele vinteren. Måske er det et sted at starte …
Maja Elverkilde // Pote Produktion 