*61 Jægerhytten

Juli 2015
Foto: Astrid Regine Nässlander

Bønder og nomader 8

Huset på billedet er Jægerhytten. Jeg ejer huset og den plet jord, det står på. Jeg ejer græsplænen ved siden af. Min grund (min ejendomsret) er afgrænset af meterhøje træer til to sider, af vejen på den tredje, og af et nabohus på den fjerde. Det er en udstykning af noget, som tidligere var et säterbrug. Larssäter. Grunden hedder Larssäter 4. Huset er bygget i halvfemserne, det er nyt, har ingen lang historie, bærer ingen tradition.

At kalde huset for Jægerhytten er mit påfund. Fordi jeg købte det af en jæger. Fordi det betyder noget for mig at give det, der er mit, et navn.

Skoven omkring Jægerhytten er opkøbt af Stora Enso. Det er stordrift. Indenfor det næste halve år kommer de og fælder alt omkring Jægerhytten. Det hele er afmærket og registreret, det handler bare om at nogen bestiller den slags træ, som vokser der. De vil komme med store maskiner, det vil ikke tage lang tid. Så sår de nye træer, som i løbet af en menneskealder vil vokse sig meterhøje igen. Det er en cyklus. Det er industri.

Det er tilfældigt at jeg ejer Jægerhytten lige nu, hvor ændringen i omgivelserne kommer til at ske så markant.

Resten af min levetid, vil omgivelserne ændre sig gradvis. Umærkeligt. Som barnet, der vokser en smule dag for dag, hele tiden lærer nye ting, og indimellem stopper man op og spørger sig selv: Hvor blev tiden af? Sådan vil skoven vokse op igen. Sådan vil jeg ældes. Ingenting ændrer sig af at jeg ejer et stykke jord.

Nu vil jeg fortælle hvordan og hvorfor jeg købte Jægerhytten. Bagefter vil jeg fortælle om dengang i gamle dage, da der sådan for alvor boede mennesker i skoven – dengang, da Larssäter var nogens barndomshjem. Så vil jeg fortælle hvilken drøm, jeg nu har opgivet.

Det handler om sted og det handler om relationer. Det handler om at have brug for hinanden. Det handler om at forpligte sig. Det problem.

Juli 2015

Jeg købte Jægerhytten i foråret 2015. Jeg havde boet halvandet år på Bondsäter, havde klaret to vintre alene, havde været i store overvejelser om min fremtid, havde besluttet at flytte væk, besluttede så at blive. Alligevel. På trods af alt det, der var svært.

Jeg solgte min andelslejlighed i København, som jeg indtil da havde fremlejet. En ting vidste jeg nemlig med sikkerhed: Aldrig igen skal jeg bo i København. De penge jeg fik for lejligheden (og vi snakker ikke store summer; det var en lillebitte, konkurstruet andelslejlighed), ville jeg bruge fornuftigt. Halvdelen brugte jeg til at lave et pænt afhug i min studiegæld, sådan at de månedlige afdrag blev overskuelige. Den anden halvdel brugte jeg på at købe Jægerhytten.

Hvor fornuftigt det så var, det kan bestemt diskuteres. Jægerhytten havde stået til salg i fire år og nabohytten mindst lige så længe (og den er stadig til salg). Det er Värmland, meget er til salg, og det er en lillebitte frimærkegrund – der er ikke nogen badesø sådan lige i nærheden, ikke nogen bjergtagende udsigt. Vejen, der går lige forbi huset er efter skovstandard ret trafikeret, og fordi det er en usædvanlig lige strækning, kører bilerne hurtigt. Farligt hurtigt. Huset er nyt og meget lille. En tilbygning, der er lavet i forlængelse af det oprindelige hus giver den et underligt togvognspræg, og den overdækkede veranda er overdimensioneret. Efter jeg købte huset, er gulvet i tilbygningen tilmed begyndt at gynge faretruende. Muligvis en rådden bjælke.

Men altså. Jægerhytten var meget, meget billig. Jeg skal ikke regne med nogensinde at kunne sælge den igen – men den koster mig heller ikke noget af betydning at have. En årlig vejafgift og husforsikring, skorstensfejer hver tredje år.

Og den tryghed, der ligger i dette: Jeg kan aldrig blive helt hjemløs. På denne jordklode, findes der altid et sted, hvor jeg er sikret tag over hovedet.

Jeg tror, aldrig ejendomsretten bliver afskaffet. Jeg tror at behovet for den tryghed, den følelse af at vide, at man må være og blive, er for grundlæggende. En hjørnesten i den menneskelige psyke, sammen med overlevelsesinstinktet. (Læs Yellowstone, hvis du vil vide hvad jeg mener om overlevelsesinstinktet.) Jeg tror, vi er villige til at betale en meget høj pris, for at opnå den tryghed. Vi vil gældsætte os, vi vil stavnsbinde os, vi vil slide os ihjel.

Men tilbage til mig og Jægerhytten – for jeg har jo ikke i udgangspunktet købt den, for at bo der. Og den er heller ikke løsningen på mit nuværende boligproblem. Sådan set bor jeg jo så udmærket og billigt til leje på Bondsäter. Jeg har fundet noget så usædvanligt som udlejere, der er interesseret i at jeg bor i deres hus så længe som muligt – og giver mig stort set frie hænder til at gøre med stedet, hvad jeg vil. Bondsäter er på alle måder et bedre sted end Jægerhytten: Større hus og have, mere lys og luft omkring huset – plads til dyr, køkkenhave og så mange gyngestativer og bålpladser jeg får lyst til.

Så hvorfor købte jeg Jægerhytten?

For det første for at opnå den følelse af fremtidssikring, som jeg beskrev ovenover. Bondsäter er og bliver et lejemål, og husejerne er gamle, det er ikke givet at deres børn er lige så interesserede i at have Bondsäter udlejet på denne måde. Jeg har ikke fast indtægt og pensionsopsparing – men jeg har jord.

Men den anden og mere akutte grund, var at jeg i foråret 2015 stod med erkendelsen af et reelt og vedvarende hverdags-problem, som jeg behøvede hjælp til. Jeg havde brug for flere mennesker.

Jeg flyttede ud i skoven i efteråret 2013, alene med et blebarn. Tiden heroppe har aldrig slået til, jeg er hele tiden halset bagefter. Alt hvad min hverdag er fyldt med af gøremål holder jeg af – der er bare for meget. Hele tiden. Det er logisk nok: Når man piller alle de tekniske hjælpemidler ud af ligningen, som netop blev opfundet for at effektivisere hverdagen, så står man tilbage med lutter tidskrævende opgaver. At hente vand i brønden tager længere tid end at tænde for vandhanen. At hugge brænde, bære det ind og tænde op, tager længere tid end at tænde for komfuret. Og så har jeg sådan set stadig et arbejde, at passe. Jeg er ikke fuldtids hjemmegående husmor. Jeg er forfatter.

November 2013

Jeg vil det hele. Jeg har kæmpet og knoklet, og nægtet at opgive noget.

I stedet har jeg ledt efter mennesker, der kunne hjælpe mig med at realisere min drøm.

En mand. En familie. Hele tiden har mit allerhøjeste ønske været, at en mand ville komme til. En mand, der havde lyst til at være med. Dele mit liv her i skoven med mig. En mand, som ville være en familie sammen med mig og min dreng. Jeg er ikke selvtilstrækkelig, jeg har ikke noget ønske om at være det. Jeg er alene, jeg er ensom, jeg længes.

Jeg havde også det ønske, før jeg flyttede i skoven. Men det kan man jo ikke sidde og vente på – prinsen på den hvide hest etc, de tider er forbi. Så jeg flyttede selv og gik i gang, ingen tid at spilde. Og mænd kom faktisk forbi. Syntes, det var vældig spændende.

Desværre viste det sig, at det, de var interesseret i var: En selvtilstrækkelig kvinde. De blev tiltrukket af netop det, som jeg ikke ville være. Nogle kom fra det krævende familieliv, og sukkede:

– Åh hvor dejligt med en selvstændig, stærk kvinde, der ved, hvad hun vil og bare gør det.

– Åh hvor dejligt med en kvinde, der ikke har brug for en mand.

I foråret 2015 var jeg udmattet. Jeg var træt af at klare alting selv. Jeg var træt af mænd, der kom med store armbevægelser og ord, som bare var luft. Hvis det ikke decideret var løgn.

Jeg var træt af mig selv, der var så ensom og desperat, at jeg begyndte at fægte med store armbevægelser og løgn. (Og ja, det var i den forbindelse jeg klippede alt mit hår af – det handlede også om lus, men mest om det: Nu skal det være slut med pis!)

Marts 2015

Jeg købte Jægerhytten fordi jeg kunne, og fordi jeg ville investere i et liv, der skulle være mit – men ikke alene. Jægerhytten skulle bruges til arbejdsgæster. Det skulle være mit kompromis: En måde at sætte hjælpen i system, uden at have vildt fremmede mennesker boende i mit eget hjem.

Og så fik jeg en kæreste.

Lige efter kliche-bogen: Når du holder op med at lede, så kommer han.

Det gjorde han så, hele vejen fra Danmark kom han, og den første sommer jeg havde Jægerhytten blev noget underligt noget – fordi jeg havde nået at annoncere og lave aftaler, men han var i mellemtiden kommet helt derind, hvor min oprindelige drøm om en familie, havde annulleret det behov for arbejdsgæster.

Noget værre rod. Og hvad i alverden skulle jeg så med Jægerhytten?

Der var nogle måneder, hvor jeg fortrød at jeg havde købt Jægerhytten.

Juli 2015

Men halvvejs igennem vinteren rejste han tilbage til Danmark.

Det har jeg skrevet om. Jeg ville sådan ønske, jeg var færdig med at skrive om det.

Nu handler det om Jægerhytten: Denne sommer, sommeren der lige er gået – der var jeg igen alene og fik afprøvet den oprindelige idé. Jeg havde arbejdsgæster, der kom og hjalp mig med madlavning, brændestabling og havearbejde – alt sammen noget der frigav tid til at jeg kunne være en sjovere mor og en mere fokuseret forfatter.

Der er ikke som sådan noget i vejen med ideen. Sådan set fungerer det.

Det er nogle virkelig søde mennesker, der rejser hele den lange vej herop. Mennesker, som vælger at bruge deres ferie på den måde. De får kost og logi og oplevelsen – de slider og kommer med energi og overskud som jeg ikke har. Nogle kommer tilbage, sommer efter sommer. Bliver mine venner, nære venner.

Det fungerer ikke.

Det, der er en oplevelsesrig ferie for dem, er stadig en hverdag, der helt grundlæggende ikke fungerer for mig.

De bliver et symptom på det, der ikke lykkes for mig, som jeg bliver ved med at længes så meget efter: At lære ét særligt mennesker at kende og indgå i en langvarig relation. Forpligte sig på det: At være der for hinanden. At acceptere det: Vi har brug for hinanden.

Jeg ved ingenting om kærlighed. Jeg ved, at jeg savner noget. Nærheden, fortroligheden. At nogen ser mig. At nogen ved det, når jeg er glad. Opdager det, hvis jeg går i stykker.

Januar 2016

Dengang Larssäter var nogens barndomshjem, var der ikke skovveje som nu. Der var ikke biler. Man boede her bare. Blev født her, døde her. Sled og slæbte her. Det var ludfattigt, om vinteren var der ikke altid mad nok til menneskerne, sjældent til alle køerne. Det var gammel visdom, hvordan man sultefodrede – det vil sige lige akkurat gav mad nok til at holde dyret i live, men så heller ikke mere. Sådan fik man foderet til at strække indtil foråret, hvor nyt græs voksede op. Familierne var henvist til hinandens selskab på godt og ondt. Naboerne var der, men ikke så tæt på at man så hinanden hver dag. Man havde slet ikke tid til at gå den strækning hver dag. Så man havde hinanden. Familien. Man kunne være heldig eller uheldig. Hvis der var mange børn i en familie, kunne de måske have det sjovt sammen, måske gøre livet til en plage for hinanden. Man kunne have en mand, der drak og slog og horede. Man kunne have en, der knoklede men stadig indimellem var lidt sjov eller rar. Man kunne have en, der brækkede ryggen. Så var hele familien fucked. Man kunne have gamle forældre, der boede i aftægtsbolig. De kunne være søde og nogenlunde ved førlighed, så de kunne bidrage til det daglige slid med at skaffe mad på bordet. Eller ikke.

Livet i skoven i gamle dage, det var jammerligt og kummerligt og fattigt i en grad, så vi ikke fatter det. Mine husejere er glade for lokalhistorie og holder mig godt forsynet med læsestof. Der er intet at romantisere.

Men man levede herude. Man overlevede. Der var tilmed skoler. Små lokalsamfund og mennesker, der ejede jord, som de kunne forsørge sig selv med.

Så kom de rigtige veje, og så begyndte trafikken ud af skoven. Skolerne lukkede. Så flyttede de sidste familier.

Husene står tomme. Går i arv. Bliver vedligeholdt eller forfalder. Har navne og historie. Værdi som: Dette har været i din slægt i så og så mange år.

Jordens værdi, ikke som tag over hovedet eller alderdomssikring, men: Sentimental.

At have råd til at beholde jorden, alene af den grund. At det overskud findes.

Årene går, og indimellem så kommer der de her bølger (vi er hverken de første eller de sidste) af fattigrøvsdesperadoer med hippiedrømme om at genbefolke skoven. Skabe nye fællesskaber, opdyrke gamle livsformer på ny.

Sådan nogen som mig.

Januar 2016

Det er bølger, det er mange mennesker, andre mennesker, og jeg kan ikke udtale mig om de andre, der flytter til og fra. Jeg ved, at nogen er skuffede over mig. Jeg ved, at jeg har overvurderet mig selv i forhold til hele fællesskabstanken. Noget jeg troede, jeg ville, som jeg slet ikke vil. Det meste af tiden vil jeg bare være i fred, jeg hader uanmeldte besøg, jeg keder mig hurtigt. Jeg er slet ikke så rart et menneske, som jeg selv troede.

Jeg blev ikke mindre bange for at køre bil på skovvejen om vinteren, men mere.

Jeg synes ikke længere at det, jeg tilbyder drengen her (skoven, friheden) gør det op for det, jeg tager ham væk fra.

Det har haft uvurderlig værdi for mig at bo her, på det her helt fantastiske, håbløse sted langt ude i en skov. Men det kan ikke blive ved. Min hverdag fungerer ikke.

Jeg fungerer ikke. Det fungerer ikke længere.

Der er så mange grunde, som handler om så mange forskellige ting. Jeg kan ikke fortælle hele historien, eller alle historierne. I dag fortæller jeg denne.

Det handler om at jeg er ensom og længes, og har brug for at gøre noget. Flytte mig selv. Væk fra noget, tættere på noget andet. Lukkede døre, åbnede.

Jeg ved ikke hvad kærlighed er. Jeg ved, at jeg savner: Øjne, hænder, dufte. Armene om min krop. Stemmen.

Jeg er ikke selvtilstrækkelig, jeg har ikke noget ønske om at være det. Samtidig frygter jeg intet mere end at forsvinde og blive væk – for mig selv, for andre. Og frygten er reel, for når der faktisk er en mand, så bliver jeg så bange for at miste, at jeg skynder mig at udviske mig selv. Jeg er kamæleon. Jeg er et sort hul, umætteligt angst.

Jeg har brug for en, der ved det og vælger mig alligevel. En der vælger mig, selv om jeg har brug for ham. En der bliver, også når jeg beder ham om at gå.

Og den mand, som jeg fortalte det til, endda før jeg rigtig selv forstod omfanget af det. Den mand, som jeg fortalte dette: Jeg har brug for dig.

Han rejste. Han kom ikke tilbage.

Den sidste gang vi talte sammen, sagde jeg: Det er nødt til at være dig, der kontakter mig, hvis vi skal fortsætte med at have en eller anden form for relation til hinanden. Hvis du faktisk vil det. Jeg kan ikke bære den ubalance længere: At jeg vil så meget mere end dig.

Sæt hinanden fri. Det man siger.

Jeg går i stykker.

Jeg flytter fra et hus, fra en skov, fra et sted.

Jeg flytter fra en drøm.

Fordi jeg bliver ved med at gå i stykker. Her.

Januar 2016

(Men jeg er glad for at jeg ejer Jægerhytten, jeg er glad for at jeg kan komme tilbage. Altid.)

(Det næste jeg skriver, skal være om problemet med at eje jord. Jeg forstår behovet, jeg ønsker selv at eje den jord, jeg investerer alle mine fremtidshåb i. Jeg håber, at når jeg flytter næste gang, bliver det til jord, jeg selv ejer. Men: Jeg er imod. Imod. Jeg vil skrive om nomaderne. Jeg tror, der er noget der, jeg tror der findes en slags løsning. Eller i hvert fald et alternativ. Eller noget, et pejlepunkt måske, en anden måde at forstå menneskets behov for tryghed på. I det mindste skal vi kende prisen for at vi vil eje. Det vil jeg skrive om, forsøge at forstå.)

(Hver dag håber jeg, at han ringer. Hver dag ringer han ikke. Nu håber jeg, at jeg er færdig med at håbe. At jeg kan eliminere det på denne måde. Besværgelsen som metode.)