Oktober 2016
Jeg er simpelthen så træt, at jeg knap ved, hvad jeg selv hedder, og det er vel ikke den bedste forudsætning for at skrive her. På den anden side har jeg den her fornemmelse af at hvis jeg ikke skriver nu (skynder mig!) så ender jeg i den der glittede fælde, hvor jeg tror at jeg skal skrive noget dybt og gennemtænkt altid, og altid sammen med smukke fotografier af noget. Skov eller grøntsager, eller den her før-og-efter billedserie, som situationen kalder på. At sætte hus i stand. Det gør jeg nu, og jeg glemmer hele tiden at fotografere før, og er i øvrigt kun knap nok nået i gang. Der er også det ved det, at jeg faktisk slet ikke bryder mig om at tage fotografier af mit hjem. Haven og skoven, grøntsager og dyr, oh insekter, dem elsker jeg at fotografere. Men indendøre … det er ok med sådan lidt diffuse kunstNEriske skæve, halve vinkler, hvor man ikke rigtig ved hvad man ser. Det er også ok med noget helt zoomet ind, og madbilleder – det er jo det nye, at jeg er blevet så glad for at fotografere min mad. Underligt nok, men jeg tænker sådan her: Alt der gør mig glad, det er godt.
Altså, præmissen lige nu er at jeg er træt. Jeg skal ingen vegne med det her, det er sådan det er. Og der er ingen billeder af huset nu. Måske kommer der nogen. Jo, mon ikke der kommer nogen alligevel, det tror jeg nok.
Jeg vil skrive noget nu, fordi der er noget man kun ved lige præcis i overgangene, mens det er nyt. Om et par dage har jeg glemt det igen. Det er overgangen fra tre år uden el. Først et år aldeles uden noget, og så to år med et solpanel og tre 12 volts lamper, ujævn forsyning alt efter årstiden (solens højde på himlen) og ikke altid nok til at holde computeren i gang. Det har været min hverdag. Og her sidder jeg så. Med et køleskab. Lamper i alle rum, kontakter jeg kan tænde og slukke for. En støvsuger, en elkedel. Et elektrisk komfur med en varmluftsovn, som jeg brugte i dag.
Uvirkelighedsfølelsen. Det er den. Jeg ved at jeg har glemt det igen om en dag eller to, tre.
Den første nat her i huset sov jeg næsten ikke. Jeg lyttede efter mus. Jeg havde forventet muselyde, jeg havde sat mange fælder op. Jeg tror faktisk ikke der er mus inde i huset, ikke engang oppe på loftet. Til gengæld måtte jeg flytte en papkasse ude i stalden, hvor der var en muserede i. To mus listede på rystende ben rundt i kassen, og jeg konstaterede at den frygt, der var nærmest lammende for tre år siden er blevet væk … Aj, jeg skulle selvfølgelig lige tage mig lidt sammen, og jeg bakkede rundt om et hjørne, fordi jeg ikke ville være spærret inde af muse-kassen. Men jeg kunne godt. Det kunne jeg ikke for tre år siden.
I det hele taget går jeg i de her dage og husker alt muligt fra den første tid på Bondsäter. Det er vel selve flyttesituationen, der vækker minder. Det hele er så anderledes. Jeg er anderledes. Langt mindre panisk på langt flere områder. Lidt mere desillusioneret, ca lige så skrammet. Mere rolig. Mere fortrøstningsfuld. Alene. Præcis lige så alene, men mere okay med at det nu engang er sådan det er. Jeg får tit at vide (af mennesker, som er i parforhold), at jeg ikke skal tro, at dét er ren lykke. Det ved jeg jo godt. Men det er rart, når de fortæller, sådan i detaljer, hvad der er problematisk når man er to. Jeg sætter pris på det, selv om jeg samtidig er nødt til at fortælle dem, at det heller ikke er ren lykke, at være alene.
På gode dage tænker jeg, at vi alle kan finde ud af at værdsætte det vi har og leve med det vi savner. På dårlige dage, savner vi så det gør ondt. Og resten af tiden er det bare. Så er det sådan, det er.
Det var musene, jeg kom fra. Jeg satte kassen med musereden ved siden af kattenes nye madsted. Så håber jeg de løser det problem. Det er rart at kattene er med, Bambus og Regnbue, de er godt selskab. De er udekatte, og de er derude hver gang vi går ud. De klarede den lange køretur, de har allerede fundet deres steder at ligge ude i stalden. De slænger sig i græsset når solen skinner. Drengen leger meget med dem, han giver hele tiden Regnbue flere navne. Regnbue Torden Lyn. Det var dagens navn, det var en del af en leg, noget med at klare baner og vinde styrke. Det har noget med de universer at gøre, som han ser på tegnefilm, det er spil og legetøj; det hele handler om gode og onde som kæmper mod hinanden. Jeg kæmper for at følge med – Ninjago og Pokémon er det, han for tiden snakker mest om.
Det var det med el, jeg kom fra.
Ingen el, begrænset el. Ingen internet, dårligt internet, fint internet. Jeg har selv lavet en glidende overgang på Bondsäter, men i forhold til drengen har det været let. Bondsäter var skærmfrit område. Ingen diskussioner, bare: Her kan du ikke se noget eller spille noget. Han har indimellem brokket sig, men så var det sådan, det var. Andre steder har han haft fri adgang til det, det er ikke fordi jeg har nedlagt totalforbud. Jeg har bare nydt at slippe for det dilemma. Nu sniger det sig ind på mig. To aftner i træk har vi sammen set tegnefilm, jeg har oprettet et Netflix-abonnement. Jeg har ikke besluttet mig for noget, men jeg har åbnet den mulighed. Måske skal vi være sådan nogen, der bor med el, og bruger det til alt muligt. Måske skal vi bare bruge strømmen til det nu, lige her i flytningen. Jeg venter lige og ser tiden lidt an.
Køleskabet larmede så meget den første nat. Det gør det også nu. Det gør opmærksom på sig selv. Jeg har vænnet mig til at opbevare mad på alle mulige andre måder, kun mælk har været besværligt. Men på Bondsäter er der et spisekammer. Et køligt rum. Det kan der også komme her. Jeg går rundt i huset og kigger og planlægger. Drømmer. Jeg drømmer om at installere et brændekomfur og rive en væg ned, lave et stort køkkenalrum med at spisekammer i det nordøstlige hjørne. Afskaffe både køleskab og elkomfur. Det er en mulighed. Det er en drøm, der kan blive virkelig. Det er noget nyt. At sådan gå rundt og drømme uden at skulle aflive det hele på forhånd. Det nyder jeg.
Jeg nyder at jeg prøver mig lidt frem. Jeg nyder at jeg ikke skal diskutere det her dilemma med nogen. Jeg nyder at jeg kan tage alle mine idealer og parkere dem, sådan bare hen over vinteren, uden at nogen straks står ved siden af og påpeger, at det er fuldstændig selvmodsigende og inkonsekvent. Jeg nyder, at der er noget, jeg bare fortsætter med.
Brændekomfuret, der står i køkkenet nu har en enkelt kogeplade og jeg har som det mest naturlige stillet en gryde med vand der. Så har jeg hele tiden varmt vand til fx opvask. Det er en brændekomfur-vane, det er en ingen vandhane-vane. Den har jeg lyst til at beholde.
Til gengæld nyder jeg at støvsuge. Støvsugeren har jeg virkelig savnet.
Men for pokker, hvor er jeg allerede virkelig træt af elselskaber, der ringer og vil sælge mig særligt favorable aftaler (fordømte privatisering af el!), og på Bondsäter ringede de også jævnligt, og jeg NØD at kunne lukke munden på dem, ved at sige: Nej tak, det har ingen interesse, for jeg har slet ikke el.
Fordele og ulemper. Det der, det var den ultimative fordel.
Nu vil jeg børste mine tænder (manuelt), og så vil jeg gå udenfor og tisse – fordi, og det er nok alligevel det vigtigste af alt – det skal jeg stadig. Udedas, ud og se på stjernerne, og så ind og drømme videre om en fremtid som er så uvirkeligt opnåelig, med fordele og ulemper, lige til at plukke og sætte sammen sådan som jeg, og kun jeg, nu synes.
ps. Så tog jeg alligevel et hurtigt billede og satte på øverst, og jeg tog det med min telefon – og det gik op for mig at jeg skelner: Rigtige fotografier tager jeg med mit rigtige fotografiapparat, åbenbart – og alt det jeg gør med min telefon, regner jeg slet ikke med, og dermed heller ikke det, jeg for tiden gør en hel del af; nemlig lægger billeder ud på Instagram – fx en del billeder af mit hjem. Ak, sådan kan det gå, når man ikke har styr på sine egne … idiosynkrasier, er det vel? Men det vil så sige, at hvis man gerne vil se billeder af mit hjem, er det sikkert en god idé at holde lidt øje med hvad en hjernedel laver på Instagram, mens en anden sidder her på bloggen og er lidt mere bornert i det …
Maja Elverkilde // Pote Produktion 