*67 Anderledes i Skåne

Oktober 2016

Nu har jeg været i huset i Skåne i to uger, jeg har ryddet op og ud, skuret og malet. I morgen tidligt skal vi køre nordpå, op til Bondsäter for at pakke huset og flytte rigtigt. Jeg har malet hele formiddagen, og lige nu sidder jeg i toget på vej til København. Jeg prøver at forstå, at jeg faktisk kan det: Rejse til København og hente min dreng, og være hjemme igen og sove i min egen seng samme dag. Efter tre år i Värmland, hvor Danmark var en dagsrejse væk. Altså sådan helt konkret: 8 timers rejse. Det er en stor ændring. I det hele taget tænker jeg meget på ændringer, så her kommer en lille opsummering af hvad jeg har lagt mærke til – ting, som er anderledes – småt og stort – ting, som er gode, men som jeg lige skal vænne mig til:

• I butikkerne slutter de af med at sige: Något annat? Og jeg svarer: Nej, det är bra så. Og det siger jeg, fordi i Värmland, der spørger de altid: Är det bra så? Og på en eller anden måde synes jeg så nu, at ekspedienterne i Skåne skulle spørge om dét, på dén måde, og forsøger åbenbart i mit svar at lede dem på rette spor … Hm.
• Bortset fra det, så har jeg det sådan her med skånsk: Engang (for længe, længe siden) var jeg aldeles håbløst (og uforløst) forelsket i en fra Malmö, og lige siden har jeg sværmet for den måde at tale på. Jeg tror nærmest jeg kunne blive forelsket i en mand, alene fordi han talte skånsk. (Eller er det omvendt? Har jeg altid sværmet for skånsk, var det derfor jeg faldt så ubarmhjertigt for ham, dengang; åh det mørke hår og de blåblå øjne, suk.)
• Hässleholm har så absurd mange butikker! Og et torv, med brosten og markise-boder, hvor de sælger blomster og grøntsager! Hvis man ser bort fra at jeg mest har kørt rundt mellem byggemarkeder og malerbutikker, så har jeg været i sådan en let euforisk Pariser-stemning – og har svinget mellem at have lyst til at sidde dagen lang på en fortovscafé, og til at købe-amok i hvilken som helst kategori. Det er forskellen på provins og provins: I Värmland skulle jeg køre meget langt for at komme til Sunne, som også er meget hyggelig, men godt nok har noget færre butikker. Nå, jeg har holdt mig nogenlunde strengt til mine indkøbslister, og kun en gang decideret skejet ud med den svenskereksotiske pizza med karry-kylling-ananas-og-peanuts. Det smagte herligt, helt indtil kvalmegrænsen.
• Mennesker. Holdnuop hvor er her mange mennesker. Og de er tæt på! Jeg kommer til at bo lidt nede ad en sidevej, lige ved en håndfuld huse – halvdelen helårsbeboede, halvdelen feriehuse. Jeg har mødt næsten alle mine nye naboer – og de er virkelig søde. Sådan virkelig! Sådan så jeg er helt rørt over hvor godt jeg bliver taget imod. Men jeg skal godt nok vænne mig til at de er i gåafstand, og at det betyder at de faktisk godt kan finde på helt spontant at kigge forbi, fx for at spørge om jeg har brug for hjælp med noget. Hjælp. Hurra. Som sagt: Det skal jeg lige vænne mig til, efter tre år med fire kilometer til nærmeste beboede hus – og tre år, hvor jeg i øvrigt har fået sagt til alle, at jeg virkelig har det dårligt med uanmeldt besøg – og det budskab skal jeg jo nok komme igennem med her også. Heldigvis har man lov at være sær.
• Og a pro pos særheder, og ting, der er tæt på og mange af: Lossepladser! Mit forhold til lossepladser er … sært. Det er en kombination af mange ting, og for nu at psykoanalysere mig selv sådan helt kort, så har jeg vel en snert af lidt af hvert – og i hvert fald elsker jeg systemer og finsortering – og jeg elsker følelsen af at rydde op og starte på en frisk. Og hvad tilfredsstiller de impulser bedre end en tur på lossepladsen? Og hvad har jeg nu indenfor rækkevidde: Hele to lossepladser – en meget tæt på, der er åbent en gang om ugen, og en anden, som kun er en smule længere væk, som er åben hver evige, eneste dag. Så der jeg været to gange allerede, og glæder mig helt til næste gang jeg får (finder på) en anledning.
• Og på samme måde, som jeg elsker oprydning, elsker jeg naturligvis at male. Forvandlingen fra skrammet, slidt til funklende og som-nyt. Ubrugt. Loft, vægge, gulve – tre ud af husets fem rum er nu færdige, og især gulvene er så helskinnende. Når vi kommer tilbage fra Värmland skal vi stille ting på gulvene, og vi skal gå på dem, slide dem, spilde på dem. Det bliver godt og rigtigt, men så uskrammet, som det nymalede er lige nu … det er lidt vemodigt at gå fra det stadie, hvor indflytningen er undervejs, til den er sket. Det er også en særhed. Jeg synes selv at jeg er blevet meget god til at leve med mine særheder. Og der er rigtig meget i forbindelse med den her flytning, som jeg glæder mig utrolig meget til bliver overstået. Alt det, som sker for første gang, og som gør mig nervøs. Den første gang jeg skulle finde togstationen i Hässleholm; finde et sted at parkere bilen; finde ud af hvor lang tid det tog; nå et tog på et bestemt tidspunkt og være nødt til at tage afsted en time for tidligt, fordi jeg ellers blev så stress-forvirret, at jeg med garanti ville køre forkert og komme for sent. Den slags er der masser af, jeg er et nervøst menneske, jeg trives med hverdag og rutiner. Så længes jeg efter eventyr og fest, men det er i orden, fordi jeg nu ved: Jeg trives med hverdag. Og det er jo det, hele den her flytning handler om. Jeg flytter fordi min hverdag aldrig kom til at fungere – og her, tættere på alt (alt tættere på mig), er der faktisk udsigt til at jeg kan få sådan en hverdag, hvor jeg kan følge med. Og sove om natten. Vågne udhvilet til en dag, hvor jeg kan nå alt det jeg vil og skal.
• Jeg glæder mig til alle møbler er stillet på plads. Jeg glæder mig til jeg indimellem har tid til at sætte mig ned. Bare sidde. Tid til at gå en tur i den skov, som ligger lige der, udenfor døren. Der er et stykke vej endnu, der er en rejse nordpå først, der er arbejde, som jeg skal nå indimellem og imens, og lige nu er mine dage fyldt op så massivt og på sådan en måde, at jeg slet ikke tør sætte mig ned: For tænk hvis jeg mærkede, hvor træt jeg egentlig er, og ikke kom op igen. Og det er helt ok at det er sådan nu. Det har været sådan – mere eller mindre, men dybest set sådan – i de sidste tre år, men nu er der faktisk udsigt til at der kommer noget andet. Jeg glæder mig. Og tænk: Nu er toget næsten fremme.