*69 Altid det bøvl med bilen

Oktober 2016

Jeg havde nok en illusion om at så snart selve flytningen var overstået, ville der falde ro over alt. Sådan er det så ikke. Sandheden er, at jeg endnu ikke har pakket en eneste flyttekasse ud. Der er hele tiden noget andet, der skal ske først. Fx skal jeg være færdig med at male. Flaskehals, sådan kan man beskrive situationen – men til gengæld ser jeg frem til en smuk dominoeffekt lige pludselig, når den ting bliver færdig (sådan: bum!) som så vælter den næste: Bum! Og så videre. (Tag venligst ikke den illusion fra mig, på forhånd tak.)

Sandheden er også at der er ting, som det ikke har været muligt at forhold sig til midt i flytningen, men som nu – absolut nu – skal ordnes. Bilen. Altid det bøvl med bilen, og her kommer en hurtig bilovervejelsesrunde:

Hvis jeg boede i en by, så kunne jeg cykle eller gå. Men så boede jeg jo ikke midt i en skov. Hvis jeg boede i en skov i gamle dage, så ville alt være indrettet sådan at alle mennesker gik/cyklede/kørte i hestevogn rundt til hinanden. Alt jeg skulle købe, ville findes hos mere specialiserede, spredt placerede mennesker. Mennesker, der boede der, hvor de arbejdede. Mennesker, hvis hjem var hele deres liv. Jamen altså, det er ikke for at idyllisere, det er bare den konstatering: Der er sket noget siden de gamle dage. Der er sket en centralisering, der gør at hvis man vil bo på landet har man nogle udfordringer i forhold til transport. Når det engang (engang!) bliver min hverdag igen, så er planen jo at jeg skal tilbringe mindre tid med at køre bil. Jeg glæder mig.

Men: Det er ikke blevet den hverdag endnu. Det er stadig den hverdag, hvor jeg hele tiden skal noget, der kræver at bilen kan køre. Og midt i flytningen, faktisk på vejen fra Värmland med flyttelæsset, der fik den en lyd. En lyd, der blev værre. Jeg holdt mig for ørerne og håbede på det bedste indtil i dag, hvor jeg endelig fik den afleveret til en mekaniker. Jeg havde aftalt med mekanikeren at vi bare ventede der imens de fiksede den. Jeg havde købt kanelbullar og juice til drengen, havde selv kaffe med. Men da jeg afleverede bilen fik jeg beskeden: To timer skulle de bruge. Mindst.

Det er alligevel længe at sidde på et bilværksted.

Så gik vi derfra. Uden en plan. Med to timer, der bare skulle gå. Efter en måned med konstant jongleren med minutter for at nå alt det, man nu skal nå, når man skal flytte. Alt det man skal nå oveni alt det man også ellers skal nå.

Jeg er trættrættræt. Glad! Men trættrættræt.

Det vidste jeg godt, men så vidste jeg det lige lidt mere, da vi gik der hen ad asfaltvejen midt i et industriområde i en sydsvensk provinsby.

Nu bor vi her. Det ved jeg, men jeg ved det ligesom ikke rigtigt endnu. Så ved jeg det i glimt. Jeg ved det, når jeg har tid til det. To timer. Vi kom forbi en genbrugsbutik, gik ind og købte 6 elektriske lamper. Da jeg flyttede til Bondsäter smed jeg alle mine elektriske apparater ud. Fjernsyn, printer og køkkenmaskiner forærede jeg til dem, der fremlejede min lejlighed. Jeg har ingen umiddelbare planer om at anskaffe mig alt det igen – men lys har jeg lært at sætte pris på. Og støvsugeren. Stadig er jeg ikke så pjattet med køleskabet, men vent og se, siger jeg til mig selv: Vent og se, alt bliver rutine.

Alt bliver hverdag og på et tidspunkt, så må jeg tage stilling til det hele forfra.

Hvad vil jeg have i min hverdag? Det er det, jeg mener.

Tid. Jeg vil have tid. Igen.

Vi spiste på en fancy café. Sådan er mit budget egentlig ikke, sådan er min tid egentlig ikke. Men man kunne vælge vand fra tre store beholdere, og i den ene svømmede store agurkeskiver rundt, i en anden var der citronskiver. Jeg tog et glas agurkevand, drengen fik citron. Så sad vi der. Drak fancy vand ved et marmorbord. Så er det en del af vejen mod den hverdag, som er så helt anderledes.

Anderledes end lige netop nu, anderledes end på Bondsäter, anderledes end dengang jeg boede i en lillebitte lejlighed i Københavns Nordvestkvarter. Jeg ved ikke hvordan det bliver. Men i dag havde jeg to timer til at mærke det. To uplanlagte, upraktiske og rigtig fine timer.

To timer med tid til at stoppe op og fx diskutere om en slægtning til Karlsson på Taget bor her?