*70 Jeg græder ofte, jeg græder offentligt

Oktober 2016
Foto: Liv Elverkilde

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte …

Med at jeg har fået brænde nu, endelig. Og at den halvvægskonstruktion, som jeg i hast byggede for at have et sted at gøre af det, væltede ti minutter efter at det hele var blevet stablet.

Med at jeg gik i stå med at male halvvejs på køkkenloftet. I gangen er væggene grundet. Der ligger afdækningspap overalt, malerbøtterne står fremme og penslerne er nødtørftigt pakket ind i plasticposer. Det hele står klar til den dag, jeg fortsætter. Det bliver ikke i dag. Nok heller ikke i morgen.

Eller skal jeg starte med at fortælle, at jeg var på BogForum med Pote Produktion i weekenden, og at det er derfor hele indflytningen blev midlertidig afbrudt. Og at det var virkelig, virkelig sjovt.

Og at jeg i forgårs var i Danmark igen, fordi jeg skulle hen på en højskole og fortælle om at skrive og bo i skoven og lave sit eget forlag. Og at det jeg skulle fortælle, blev præcis så hultertilbulter og sammenfiltret, som det er i virkeligheden – og det gik op for mig mens jeg sad der og snakkede: Det kan ikke længere skilles ad. De valg jeg har truffet, som man kan kalde ‘livsvalg’ er uløseligt forbundet med mine valg som forfatter. Og de søde, unge mennesker, de var så nysgerrige og engagerede, og stillede mig spørgsmål, der tvang mig til at tænke mig grundigt om. Og så blev jeg selv klogere. Og jeg græd også lidt undervejs.

Det er åbenbart en ting jeg har taget med mig fra den vildmark, som jeg stadig, hver eneste dag savner. Jeg græder ofte, og jeg græder offentligt. Og alt er lige præcis som det skal være. Hver eneste dag er jeg glad for at jeg nu er her.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte.

Men nu er jeg i det mindste begyndt at skrive her igen.