*73 Retten til at fylde i det offentlige rum (Id-kontrol i toget)

December 2016

Dette er lige sket. Nu prøver jeg at skrive det så hurtigt at jeg får det hele med. Det er i toget, jeg sidder i toget på vej hjem fra København. Jeg stod på i lufthavnen, der er den her kontrol, jeg har vænnet mig til den, der er aldrig problemer i den kontrol, jeg hyggesnakker med vagterne, drengen viser selv sit pas når han er med. Han er ikke med nu, nu er han hos sin far, men når han er med: Han charmerer og duperer, han fører sig frem. I morges da vi kørte til København snakkede vi om hans hår, at det var sort, da han blev født. Nu har jeg guldhår, sagde han. Jeg sagde at han nok skal regne med at få brunt hår når han bliver gammel. Han blev forfærdet. Han sagde: Men jeg kan lide mit guldhår.

Det var i morges. Nu. Kort før jeg tog afsted med toget, var jeg et smut forbi mine forældre og spise aftensmad. Det kan jeg nu, det er nyt efter flytningen. De fortalte om en kvinde, de havde mødt, hvis seksårige barn var blevet trukket til side og kropsvisiteret.

Et seksårigt barn blev taget væk fra sin mor og kropsvisiteret af fremmede mennesker.

Kvinden tog det roligt nok, sagde at det skal de jo. Og der er mennesker, der smugler og der er  mennesker, der bruger børn. Det er sandt. Men.

Jeg satte mig ind i toget, jeg sidder stadig i toget, men nu sidder jeg alene. Jeg sidder ved de der firepersoners siddegrupper, og jeg sidder ved vinduet. Overfor mig sad en mand. Jeg bredte mig ud med mine ting og tasker, fandt min computer frem. Jeg har altid noget arbejde at fylde tiden ud med, jeg spilder ikke et øjeblik, jeg er flittig, flittig. Så kom en lidt tyk mand i gul refleksjakke og en smuk lyshåret kvinde ind, og de skulle sidde der. Der. På min taskeplads og ved siden af manden overfor. De bredte sig og jeg blev irriteret. Irriteret på den måde man nu kan, når man føler man har ret til at fylde i det offentlige rum. Ret til at sidde uforstyrret og føle sig vigtig med sin computer og sin beebeebusybeingbusinesslike.

Manden fyldte meget. Han havde høretelefoner, som kvinden skulle prøve. Han rejste sig op, lænede sig frem, gik rundt, snakkede højt. Virker det? Er der stille? spurgte han ivrigt og rykkede i den ene side af høretelefonen. Hvid lyd. Hun var imponeret. De snakkede og jeg lyttede, det er det jeg gør, når jeg er ude, det er derfor jeg bliver så træt og glæder mig til at komme hjem i mit skovhus. Problemet er at andre mennesker er for interessante. Og nogle er det endnu mere. Manden i den gule refleksjakke var sådan en: BONUS!

Et væld af anekdoter fra securityafdelingen i lufthavnen …. Har du hørt om dem, der ville tjekke en halv gris ind? Nedfrossen og optøende, så væskerne sivede ned på bagagebåndet. Har du hørt om dengang med gasflaskerne? Det var nu en lidt kedelig historie. Moralen var at den eneste, der tog gaslugten alvorligt var afdelingens gamle gnavpot. Så reddede han dagen. Han reddede nok faktisk nogle menneskeliv. Men det var ikke det, det handlede om. Manden i refleksjakken havde et ærinde. Det blev tydeligt da samtalen faldt på nogle andre – de andre sikkerhedsfolk, som de her sikkerhedsfolk dagligt skulle tjekkes af.

Kvinden med det lyse hår fortalte om en af dem, som ALTID fandt på noget ekstra at tjekke hende for. Engang havde han spurgt om hun ville drikke kaffe, og det havde hun bare grinet af. Nu var der problemer hver gang, hun skulle igennem det tjek.

Sikke noget møg, tænkte jeg. Det er jo chikane, tænkte jeg. Men ikke manden i refleksjakken.

Kan du så ikke bare drikke kaffe med ham? spurgte han.

Neej, sagde hun.

Du kan da bare drikke en kop kaffe på Starbucks eller sådan noget, sagde han.

Nej, jeg har jo en kæreste, så det er jeg ikke interesseret i, sagde hun.

Og så blev der dårlig stemning. Det var manden i refleksjakken ikke klar over. Det kunne kvinden ikke forstå. Det var hun da sikker på, hun havde fortalt. Så ville han vide hvor længe hun havde haft den kæreste. Så sagde hun: Men du ved da at jeg er kæreste med V*****’s bror?

Det vidste han ikke. Det syntes han var ærgerligt. Og så skulle de af kort efter. Jeg var klar til mit arbejde, nu endelig med plads til mine ting og uden distraktioner. Så kom paskontrollen igennem toget. Uniformerede politibetjente. Mange. Vi havde krydset broen, nu var det tid til den stikprøvekontrol, som de er gået over til. Først skulle absolut alle vise deres id igen. Nu er det kun udvalgte.

Manden, der sad overfor mig blev tjekket. Det viste sig at han kom hele vejen fra Italien. Han var phd-studerende i Lund, han var velklædt og velsoigneret og høflig og lavmælt. Han skulle bare lige svare på de her spørgsmål, han skulle bare lige redegøre for hvor han kom fra og til og hvilke ting, der var hans. De gik videre. Han så træt ud. Jeg smilede til ham, samtidig med at jeg tænkte: Jeg smiler undskyldende. Jeg undskylder noget, som jeg knap selv ved hvad er.

Så var der problemer på sædet længere fremme i vognen.

En mand råbte: Speak english! If I don’t understand swedish, you have to speak english. It is the law, this is Europe, this is still Europe.

Stemmen så vred, harmdirrende, rasende, ude af kontrol.

Jeg kunne ikke se ham. Der stod en mur af betjente foran ham. Tre kvinder og den højeste, bredeste mand. Uniformerne. Posituren. Bøjet ind over den siddende mand. Retten til at fylde meget.

Hver eneste gang jeg kommer fra arbejde, bliver jeg stoppet. Hvorfor bliver jeg stoppet hver gang, råbte han.

Ja, hvorfor tror du, spurgte politimanden.

Jeg spørger jer, sagde manden.

Manden på sædet overfor mig sad uroligt. Rejste sig, satte sig ned igen. Han sad med ryggen til optrinnet, jeg sad med det fulde udsyn. Stivnet.

En af de kvindelige betjente sagde: First problem: Stop insulting us.

En anden råbe-sagde: DO YOU WANT TO COME WITH US FOR AN INVESTIGATION

Manden holdt op med at råbe. De undersøgte hans taske. Han svarede på deres spørgsmål. De gik videre. Toget kørte igen. Manden overfor mig vendte sig igen om og snakkede med manden, der netop havde råbt. De snakkede italiensk sammen, dansende ord, alt det eksotiske vi i norden holder så meget af. Varmen, livsglæden, åh åh Italien mi amore!

Jeg forstår jo ikke italiensk, så jeg aner ikke hvad de sagde. Men jeg gætter. Jeg gætter på at manden overfor mig sagde noget, som var en blanding af beroligende og formanende.

Lad nu bare være med at lave problemer.

Den strategi.

Så var der stille. Jeg kiggede på min computer. Jeg kan ikke forklare mit humør bedre end dette: Fortabt. At være fortabt er en tilstand, en følelse og en realitet.

I mit skovhus kæmper jeg med så mange hverdagsting og nære ting og pengeting og varmeting og tidsting og maden, der skal laves og drengen, der skal have det godt. Drengen skal bare have det godt. Han har det godt. Hjemme er en boble af godt, som jeg har skabt og fundet på og hver eneste dag finder på igen.

Ude i verden er alt anderledes. Det rammer, det slår.

Så sad vi der overfor hinanden og måske kunne man se det på mig. Måske kunne han se det. Så begyndte vi at snakke. Det vil sige vi hviskede. Det var som om optrinnet, råberiet og alle de tavse vidner omkring det, gjorde det umuligt at tale højt.

Vi hviskede os frem til at: Vi er skræmte. Det, der sker er skræmmende.

Så talte vi om noget andet. Fordi der på en måde er så lidt at sige. Eller det man kan sige, er så lidt i forhold til hvor skræmmende verden er.

Det var den korteste samtale og alligevel ved jeg nu dette:

Han hedder Ermanno. Hans mor har skrevet korte romancer. Han har selv vundet en digtkonkurrence, da han var barn. Nu er han ingeniør, han arbejder med elektronik. Men han maler også. Han maler fordi ellers er det andet for kedeligt.

Så skulle han af. Og nu er jeg alene. Endelig alene i toget sammen med en hel masse andre, som er tavse og tyste og anonyme. Og lige nu er jeg så taknemlig fordi der findes mennesker, der maler og hedder Ermanno og har mødre, der skriver korte romancer. Mennesker, som sidder i et tog og hvisker lige så skræmt og fortabt som mig.

Og jeg sidder i toget med min computer, og jeg skynder mig at skrive dette ned, fordi:

Når jeg stiger af toget, når jeg kører den sidste bid hjem i bilen. Når jeg slukker motoren, stiger ud og går de 300 meter ned af en indkørsel, jeg sagtens kunne køre ned af, men har besluttet kun at gå på. Går i mørket og når frem til huset i mørke, og skal være der, alene. I min boble. Finde på den og insistere på den.

Så kan jeg ikke huske dette længere.

Og det er godt og det er skidt. Det er en følelse, det er en tilstand, det er et valg. Det er et privilegie. Det er et held. Det findes kun så længe det findes. Alting har en tid, og det føles som om den er ved at rinde ud.

Billederne tog jeg i går. Så nu havde jeg dem lige præcis til dette, som jeg ikke vidste at jeg ville skrive. Jeg har besluttet mig for at jeg ikke vil leve i en af-fortryllet verden. Jeg tror heller ikke at det er tilfældigt at jeg præcis er færdig med at skrive nu, 3 minutter før jeg skal af toget.