December 2016
Jeg har de her skrivedage alene hjemme mens drengen fejrer jul med sin far, og så forestiller jeg mig, at jeg skal skrive alenlange blogindlæg fyldt med følelser og stemninger og vejret og skov og dyr og så videre, og det er ikke fordi: Der er det hele – stemninger og følelser og skov og dyr, og lige nu er stormforberedelserne i radioen endda så intensive at jeg måtte tjekke i kalenderen, men det er altså først i morgen, stormen kommer.
Der er tid nok, der er stadig god tid. Også i morgen aften skal jeg sidde i skovhuset og lytte. Det er det gode ved at have et hus at være i: Så kan man sidde lunt inde og lytte til det voldsomme ude.
Jeg skriver på en ny novelle, og jeg arbejder med den på en mere teknisk måde, end jeg har gjort længe. Jeg er vendt tilbage til en form, som jeg brugte, lige da jeg startede med at skrive, og der sker noget. Det kan lyde teknisk, når jeg nu selv bruger ordet teknisk, men der sker faktisk det modsatte. Der sker noget, som får fat i noget, som ikke ellers kan nås. Jeg kan ikke formulere det, men jeg genkender; jeg havde glemt; jeg savnede.
Indimellem hugger jeg brænde og gør plads til et nyt læs, som skal bestilles snart. Meget snart. Jeg læser i en bog, som jeg har forsøgt at læse færdig siden før jeg flyttede. En vigtig bog. En af dem, der får hjernen til at stikke af og komme tilbage, drejet rundt om sig selv og en smule anderledes.
Og jeg strikker. Jeg er i gang med to trøjer samtidig, dem har jeg også været i gang med siden før flytningen, i evigheder, men nu er de pludselig næsten færdige. Begge to, samtidig. Jeg lytter til radioen imens jeg strikker, og i dag var der et langt program om sammenhængen mellem hånden og hjernen. De brugte formuleringen: Oppositionsförmågan i tumman. Tommelfingerens evne til modstand.
Åh så meget jeg har at sige om tommelfingeren, og om håndens arbejde, og om evnen til modstand, eller stå i mod, eller, eller. Dét er et af de blogindlæg, jeg så levende forestiller mig, og jeg skal nok nå det. Fordi tiden er her igen. Tiden til det og det og det. Lige i de her dage, sker der bare noget andet. Fordi der er tid til at noget andet kan ske.
Jeg maler køkkengulvet færdigt. Jeg nåede at male en enkelt stribe, før jeg midt i indflytningen gik helt i stå med at male. Gik i stå, det lyder så tilfældigt og passivt. Det, der skete var en meget aktiv beslutning. Det var noget, jeg skulle tvinge mig selv til. En ordre:
Smid penslerne fra dig NU og kom i gang med den der hverdag, som du trænger så akut til.
Alt havde været akut så længe. Det er det ikke lige nu. Endelig. Så længe det varer.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 
Linket virker ikke? Er ellers nysgerrig 🙂
LikeLike
Hej, hej – hvilket link?? Jeg tænker lidt på om du mener sætningen i kursiv ‘tommelfingerens evne til modstand’, men det står bare sådan fordi det er min egen oversættelse af den svenske sætning. Eller er det noget andet du mener? 🙂
LikeLike
Mener dette “Jeg har lavet et eksperiment, og jeg vil gerne have din hjælp! Hvis du klikker på dette link kommer du frem til en spørgeundersøgelse, som i virkeligheden er en trylleformular, som i virkeligheden er et interaktivt digt.” 🙂
LikeLike
Ah. Jeg har kommenteret det forkerte indlæg 🙂
LikeLike
Ah!! Så er jeg med – og det er fordi jeg jo skal have skrevet i indlægget at spørgeskemaet nu er lukket, undskyld! Jeg sidder netop og lægger sidste hånd på den tekst, som kom ud af eksperimentet, på mandag kan man læse det. Og det var så sjovt at jeg tror jeg gør det igen på et tidspunkt 🙂
LikeLike
Okay. Spændende 🙂 Jeg følger med. Rigtig god dag 🙂
LikeLike
Så er det rettet – tak for at du gjorde mig opmærksom på det! Og god dag til dig også 🙂
LikeLike