*82 Jeg kender træ

Februar 2017

Jeg hugger brænde hver dag. I de sidste tre og et halvt år har jeg hugget brænde stort set hver dag. En trillebør om dagen – mere eller mindre afhængig af årstid og temperatur, men deromkring.

Det har ændret mit liv.

Mit liv er et andet, jeg er en anden i mit liv.

Fordi jeg hugger brænde hver dag.

Jeg har prøvet at skrive om det her et stykke tid nu, jeg tog billederne for en måned siden. Jeg bliver ved med at gå i stå og jeg ved ikke helt hvorfor. Men jeg mistænker at det handler om det bombastiske i mine følelser, som jeg ikke helt vil stå ved på skrift.

Men jeg vil. Jeg vil, jeg vil, jeg vil, jeg vil stå ved og på og fast: Jeg hugger brænde hver dag, og hver dag bliver jeg mere, jeg bliver mere til.

Jeg bliver til en krop, der kløver brænde.

Og nu kender jeg træ. Det har jeg altid villet. Det har hele tiden været en del af min diffuse, retningsløse længsel.

Det er bøgebark. Det du ser på billedet herover, er et stykke bøgetræ. Det er også bøg på det øverste billede. Snitfladen, det er den du kan se. Du kan se at årringene sidder tæt.

Det, du ikke kan se er tyngden.

Du kan ikke se det, men når jeg løfter et stykke bøgetræ, kan jeg mærke det. Det ligger tungt og tæt i min hånd, og når jeg kløver det, deler det sig ikke i flager, men i blokke.

Træets densitet. Det er det fine ord, det som står i bøgerne.

Mens jeg boede i lejligheder terpede jeg. Det var sådan en underligt formålsløs beskæftigelse – umuligt at forklare, også for mig selv. Men jeg ville så gerne være en, der kendte træ. Så jeg købte bøger og terpede trætyper. Jeg studerede billederne af de forskellige bladformer og prøvede at lære dem udenad.

Men jeg er elendig til udenadslære, ingenting ville sætte sig fast. Det gjorde mig så ked af det. Det var noget underligt noget det hele, det var sådan en underlig tilstand. Hvorfor blive ked af at jeg ikke kunne lære noget, som jeg alligevel ikke skulle bruge til noget?

Jeg boede i lejligheder, alt det med at flytte på landet var hele tiden en drøm, men jeg tog den ikke selv alvorligt. Det var romantisk, det var håbløst, og jeg gjorde jo alligevel ikke rigtig noget ved det.

Sagen er den at jeg ikke tog mig selv alvorligt. Jeg tog ikke min egen længsel alvorligt, og dermed ikke mit eget liv.

Det er så bombastisk, det kan ikke siges mindre.

Det du ser på billedet er grantræ. Frønnet og let, det brænder hurtigt op og væk. Gran er fyldt med knaster, det kan være så sejt at hugge, det låser sig ligesom fast om sig selv. Men når jeg vender det rigtigt og når jeg rammer langs med knasterne og ikke på tværs, så deler det sig i flager og så glider øksen modstandsløst igennem træet. Lidt som når meget mørt kød falder fra knoglerne. Når jeg kløver gran, kommer der en skarp, krydret duft i luften. Svedent, brændt; sådan lugter det at hugge gran og det er min lykkelugt.

Det er derfor jeg hugger brænde hver dag.

Der er så mange måder at organisere sig på. I begyndelsen havde jeg nok forestillet mig at jeg skulle hugge brænde mere koncentreret, i perioder, ligesom få det overstået – og så bare bære det ind, efterhånden som jeg skulle bruge det.

I de første år handlede det virkelig bare om at jeg ikke havde organiseret mig endnu. Der var så meget, der skulle gøres og jeg halsede bare efter. Jeg nåede aldrig at hugge mere end det brænde, jeg skulle bruge hver dag.

Jeg halser stadig efter.

Jeg når aldrig at hugge mere brænde, end det jeg skal bruge hver dag.

Der er så meget, som stadig er åbent og så meget, som ikke ligger fast. I mit liv og i min hverdag. I mig.

Men der er en ting, som jeg ved nu, og som jeg ikke vidste for tre og et halvt år siden:

Jeg vil hugge brænde hver dag.

Jeg vil hugge brænde hver dag, fordi det er i selve gentagelsen af bevægelsen at jeg findes.

Det er med hver eneste stykke brænde, som jeg løfter op og mærker og dufter og bagefter brænder, at jeg bliver til som krop.

Og jeg brug for at være krop.