I dag vil jeg skrive om normalitet. Og om fællesskaber. Jeg vil skrive om de normale fællesskaber, og jeg vil skrive om de fællesskaber, som kalder på betegnelsen: Sekt.
Uanset om de er det eller ej.
Tag nu bare mig, som eksempel. (Senere vil jeg bruge Jonestown som eksempel, men lad os starte lidt blidt.) Jeg flyttede fra København og langt ud i en skov. Jeg boede alene i et hus. Fire kilometer væk boede Andrea Hejlskov. Nogle gange spiste vi sammen et par gange om ugen, andre gange gik der måneder mellem vi så hinanden. Ikke fordi der var noget galt, bare fordi det var hverdag. Otte kilometer væk var der en landsby, med nogle mennesker jeg lærte at kende. Søde mennesker. Nogle gange gik der et halvt år imellem jeg besøgte dem. Bare fordi det var hverdag, eller fordi det var vinter og dårlige køreforhold for alle. Hele sommerhalvåret var der en jævn gennemstrømning af gæster fra Danmark. De fleste kendte jeg ikke på forhånd, men det har hele tiden virket så logisk at have et relativt åbent hjem – simpelthen dele ud af den frihed, som jeg selv følte mig så heldig over at have fundet. De fleste kom, fordi de selv drømte om at leve et andet sted og på en anden måde. Nogle kom en enkelt gang og aldrig igen. Andre kom tilbage hver sommer. Flere blev nære venner.
Og det hele var så stilfærdigt og gennemgående normalt.
Men jeg stødte regelmæssigt på dette spørgsmål fra folk i Danmark: Er det egentlig ikke lidt en sekt, det I har gang i?
I? Hvem?
Er tre voksne mennesker nok til at være en sekt? Kan man være en sekt, når man ikke bor sammen? Kan man være en sekt, som ikke deler holdning til … egentlig nogle af de bærende principper i hverdagen overhovedet? Kan man være en sekt, når man ikke engang som enkeltindivid kan være konsekvent om sine holdninger og principper? Når det eneste princip egentlig er, at man ikke vil beslutte sig endeligt for noget, fordi man jo også kan se tingene fra den anden side, og på hovedet, og måske opdager man en ny vinkel i morgen?
Jeg kan godt forstå at det kan se anderledes ud udefra og på afstand. Jeg ved, at flere af dem, der kom på besøg faktisk blev overraskede over at vi ikke boede i bofællesskab. Jeg ved også at mange ikke kunne forstå, at jeg kunne bo så afsides og især om vinteren; så isoleret.
Det kunne jeg jo heller ikke i længden. Det blev for ensomt – det var langt fra nok at tilbyde et barn.
Nu bor jeg i Skåne, og for tiden er jeg meget optaget af tanken om bofællesskaber. Det er noget, jeg ellers hele tiden har afvist. Men nu går jeg og overvejer hvorfor. Hvorfor denne næsten refleksafvisning?
Og jeg tror det handler meget om min egen frygt for sekter. Mennesker i flok – de krav gruppen stiller til at den enkelte retter ind. Ikke nødvendigvis meget, men bare den lille smule, der får hverdagen til at glide. Og måske er den lille smule nok til at det hele skrider ud i en ekstrem, som er principielt problematisk …
Jeg læste engang i et dameblad, at når to forelskede mennesker flytter sammen og skal lære at have hverdag sammen, så kan det sammenlignes med at danse. Når den ene flytter foden dén vej, skal den anden følge med – eller flytte sig. Hvis man ikke indstiller sig på at danse med hinanden, bliver det til noget rod af tramp over tæerne og hænder, der aldrig finder hinanden.
Jeg har oplevet det. Jeg har boet sammen med kærester, og holdt umådelig meget af det, og jeg forstår dansebilledet. Det kan være så rart at danse sammen. Derfor blev jeg også så længe ved med at søge tilbage mod det. Det jeg kender, det jeg har prøvet. Samtidig må jeg jo erkende at det ikke blev helt godt. Det varede i hvert fald aldrig ved. Og nu har jeg boet alene længe nok til at vide, at det kan jeg også godt. Og det kunne jeg også blive ved med – at holde sig til det velafprøvede etc. Men. Jeg kunne jo virkelig godt tænke mig at turde noget, som muligvis kunne være lige den smule mere … meningsfuldt.
Fylde.
Det ord kan jeg godt lide. Hvis man nu ser sit liv som en vis mængde tid, der er udstrakt. Den tid, den er det op til en selv at fylde ud. Med handlinger, følelser, tilstedeværelse. Handlingerne kan være store eller små, larmende eller stille, hurtige eller langsomme. Man kan vælge at gøre ingenting, og det vil også fylde. Man kan vælge en mening. Eller en anden. Eller vælge det fra.
Nå. Nu er jeg faktisk nødt til stoppe her og skrive videre en anden dag. Fordi sagen er den, at jeg lige nu har gæster, som har slået deres tipi op på den her fantastiske eventyrskovgrund, der er mit hjem nu. Og de er i gang med at grave et drænhul, og jeg skal ud og være med. Vi graver drænhul, fordi jeg har bygget et udekøkken (sammen med en anden gæst i sidste uge). For mig handler alt det her først og fremmest om at prøve at lave nogle mindre og mere skånsomme kredsløb. For at kunne det, skal stedet have sin egen infrastruktur. Vandet kommer op af en brønd, og opvaskevandet skal ikke smides et sted, hvor det kan sive direkte ned i brønden igen. Det skal heller ikke smides et sted, hvor det kan løbe direkte ned i den lille bæk, der løber på grunden. Temperaturforstyrrelser og sæbebelastning, det ville forstyrre livet der.
Hvis jeg nu havde en stor køkkenhave, så ville opvaskevandet indgå i havevandingen (og opvaskevandet ville være opsamlet regnvand). Men lige nu er alt så midlertidigt, så løsningen bliver et stort drænhul med langsom nedsivning et sted, som midlertidigt bliver reserveret til det formål. At fordele sin belastning på en måde, som ikke smadrer alt. (Mennesker er en belastning, vi smadrer alt.)
Men altså. Jeg bor alene, jeg overvejer mere fællesskab. Men i virkeligheden er jeg jo allerede i gang og har været det længe. Mit liv har allerede løsrevet sig fra den normalitet, som jeg klamrer mig til på en måde, jeg selv begynder at finde lidt patetisk.
Og den nye tanke er: Måske er jeg mere bange for at blive set på som sekt, end jeg egentlig er bange for selve fællesskabet?
Jeg ved det ikke. Jeg er stadig bange for det med selve gruppens krav om at man retter lidt ind, simpelthen for at have en hverdag som ikke drukner i gnidninger og endeløse petitessediskussioner. (Fx om det drænhul – hvorfor laver vi nu ikke et rigtigt pilerensningsanlæg med bund, nu vi er i gang? Hvorfor kobler vi ikke bare afløb på udekøkkenet og benytter den eksisterende trekammerbrønd, hvorfor, hvorfor – og nu er det altså mig, der har taget en pragmatisk ‘hold det enkelt’ beslutning, okay/holdnukæft)
– og jeg er nok nødt til at indrømme at dette indlæg er del i en slags føljeton, og at jeg nu nærmest er forpligtet (af mig selv) til at skrive videre, og sådan for alvor forklare hvorfor jeg bliver ved med at flashe Jonestown …
Det gør jeg en anden dag.
I dag skal jeg grave.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 