*90 Jeg pynter mig med dumhed / jeg tager fejl

I morges fotograferede jeg en grafitti-tekst på et fortov, umiddelbart før jeg hoppede ind i en bus, og så lavede jeg et hurtigt instagramopslag, hvor jeg skrev en lidt lang tekst om at komme direkte fra en uges skrivehi og ud i en verden, som virker ekstra anmasende og rystende, fordi kontrasten til den beskyttede boble er så stor.

Det var bare sådan et hurtigt opslag, og den første tredjedel var fyldt med små lyserøde hjerter, fordi jeg var på vej ud i verden for at hente min dreng, og skulle på familiebesøg, og glædede mig. Det var også sådan et muntert lille opslag.

Og den sidste tredjedel af opslaget handlede om at jeg ikke er helt så færdig med min bog, som jeg havde troet jeg ville være nu, men heller ikke det var særlig alvorligt, fordi meget taler for at jeg mest er ramt af sådan en sidste øjebliks separationsangst. Det kan være så svært at slippe en tekst, som man har fundet på og skrevet på og nørklet med og drømt om og bøvlet med og i det hele taget har så meget på spil med … så det er et problem, men et dejligt problem, mit problem at nørkle med indtil jeg når frem til det punkt hvor jeg er klar til at give slip. (Jeg er aldrig klar til at give slip, jeg er dårlig til at give slip, jeg kan virkelig ikke lide det koncept.)

Så det var sådan en morgen, en lidt rystende, anmasende, hurtig, forventningsfuld morgen.

Og jeg tog det her billede, af den her grafitti-tekst på fortovet. Og jeg undrede mig over den. Det handlede instagram-teksten også en lillebittesmule om. Men billedet var mest en detalje. En illustration af det anmasende og rystende ved selve bevægelsen: Ud af en beskyttet, isoleret boble.

Og det jeg læste, som undrede mig, var dette:

‘Hvid magt
sort skat’

Det stod på svensk, og det stod lidt sjusket. Og det var et tilpas underligt udsagn. Usympatisk, fordi det aldrig kan være godt at definere magt ud fra en farve, og fordi det kun kan læses som en hudfarve. Men mest underligt, fordi: ‘sort skat’? Hvad skal det nu betyde? Sort arbejde kender jeg som begreb, men ikke i denne sammenhæng, og …. min logik fejlede, jeg ledte efter en mening, og det var selve fraværet af logik, som gjorde det okay for mig at fotografere det og bruge det.

Udstille udsagnets underlighed. Rynke lidt på næsen af det usympatiske, som så alligevel fejler i at levere et budskab med slagkraft.

Ja, sådan og så hurtigt arbejdede min egen logik, da jeg fotograferede, gik ind i bussen og skrev lidt hist og pist om mig selv, og brugte det billede som dekoration. Pynt.

Jeg pyntede mig med dets dumhed,

Bortset fra at jeg havde læst forkert.

Jeg kiggede på billedet, jeg blev ved med at kigge på billedet. Jeg må have registreret at noget var galt. Men det tog mig en time før jeg så det.

Hvad der egentlig stod.

Og jeg slettede billedet, jeg slettede hele opslaget, så snart jeg forstod det. Og nu har jeg slet ikke lyst til at skrive det her, fordi det er et udsagn så modbydeligt, at jeg helst ville at det ikke fandtes i verden. Ved det busstoppested, i den provinsby. Min nye hjemby. Jeg bruger den bus, og det er vi mange der gør. Men jeg stikker ud. Der er noget med valget af transportmiddel. I den by er der et skel. Dem med lys hud kører i bil, dem med mørk hud kører med bus. Eller måske er skellet et andet, mindre synligt sted – måske er det; mange forskellige kører med bil, men næsten kun mennesker med mørk hud kører med bussen.

Det gør det endnu værre. Mere aggressivt at teksten stod netop der. På fliserne lige der, hvor man skal gå når man skal ind i bussen. Jeg stod næsten ovenpå den, da jeg opdagede den, og i forbifarten fotograferede den. Rundt om mig stod omkring 7-8 andre, som alle sammen havde mørk hud.

Og det, der stod, selve ordlyden, budskabet. Nu er jeg nødt til at skrive det, fordi jeg er nødt til at anerkende at det findes, og at jeg ikke kan fortælle om det uden selv at sige de ord. Men jeg hader det. Jeg hader, at jeg i morges koketterede med sådan en flimret fornemmelse af at verden fandtes som noget generende, forstyrrende omkring mig. Nu tænker jeg at der er noget galt med mit liv, når jeg kan være så afskåret fra den. Der er noget galt med at jeg har det privilegie, at forsvinde ind i en boble, hvor der kun findes det, som jeg selv finder på.

Og dette indlæg kan ikke have billeder. Det kan ikke illustreres.. Det kan ikke have pynt, på den måde jeg plejer, for at lette stemningen, gøre læsningen mere indbydende.

Og på flisen ved det busstoppested, som er min hjemby, min virkelighed, min faktiske boble at færdes i og forholde mig til, der stod:

‘Hvid magt
sort slagt’