*91 Forbeholdsmaskinen

DSC_1855

August 2017

Små, store ting *3

Der sker nogle gange det, at forbeholdene overtager. Så bliver jeg stille. Det vil sige; jeg lukker munden, holder op med at skrive her – men indeni mit hoved larmer det, nej det kværner!

Det er forbeholdsmaskinen.

Den er mægtig, den vil gennemtygge alle indfald indtil det hele er mudder. Et søle af: Hvis jeg fortæller dette, hvad så med dette, og hvad er konsekvensen i forhold til dette, og så er der den detalje, og den anden, og er det nu gennemtænkt, og konsekvent? Det er vigtigt at være konsekvent!

ER DU NU KONSEKVENT?

Råber maskinen og jeg holder mig for ørerne og bider tænderne hårdt sammen, og der er ting, jeg har lyst til at fortælle, jeg har virkelig, virkelig lyst til at fortælle, men men men – sagen er, at jeg for evigt er ambivalent og inkonsekvent, jeg gennemtænker ikke, jeg overtænker bare.

DSC_1850

Jeg har fældet dette træ. Med en økse. Hårde hug, sveden drev og det tog lang tid. Bagefter savede jeg det op; stammen i tre tunge stykker, grenene lagde jeg i en bunke for sig. Jeg savede med en løvsav – selv om jeg faktisk har lært at save med motorsav, så gør jeg det sådan.

Det er så håbløst inkonsekvent.

Jeg har travlt, lige nu har jeg så absurd travlt – jeg har altid så absurd travlt, og hvorfor vælger jeg ikke det mest effektive?

Det ved jeg ikke, heller ikke det ved jeg.

DSC_1852

Jeg ved, at det var vigtigt for mig at måle træets højde. Jeg havde det her behov for at kunne sige: Jeg fældede et træ og det var SÅ højt. Så jeg hentede en tommestok og målte og træet var:

Sytten og en halv meter.

Nu er jeg med i en slags konkurrence. Alt jeg gør indgår i den konkurrence, jeg ved bare ikke hvem jeg konkurrerer med, eller hvad man kan vinde. Det er noget underligt noget, og jeg ville gerne være mere … mere … eller mindre … noget.

Jeg gennemtænker ikke, jeg tygger og gumler og resultatet er: Mudder.

DSC_1840

Nu vil jeg komme til sagen. Nu vil jeg være saglig. Jeg skriver det her, og jeg skriver sådan lidt rundt om og udenom, men jeg ved jo godt hvad jeg gør, og nu vil jeg fortælle det – simpelthen kaste det ud i lyset:

Jeg har været stille her, fordi det gør jeg indimellem. I kortere eller længere perioder. Jeg gemmer mig lidt. Man kan tænke at det er fordi der ikke sker så meget, men det er ofte når der sker mest. Når jeg har mest på spil. Denne sommer har været sådan en sommer, hvor alt ligesom er i spil på en gang.

Jeg er med i en konkurrence, og jeg kan ikke overskue konsekvenserne af at fortælle om det, fordi jeg er bange for at tabe det hele på gulvet.

Men når jeg gemmer mig, så har jeg allerede tabt. Det er det, jeg efterhånden har lært.

Derfor skriver jeg nu, og derfor bliver det hele lidt kringlet, fordi det er som at prikke hul på en byld. Ad bad, byld er noget ulækkert noget – væskende og betændt, egentlig er det slet ikke sådan. Det er bare ting og sager som sker. Det er bare det, at jeg ikke føler at jeg har kontrol over det. Og det nager mig, det plager mig.

Men nu, nu, nu kommer en opremsning af det som sker, tre, to, en, nu:

DSC_1861

1) Drengen er startet i skole i dag. En lille landsbyskole. De gjorde det sådan at alle stod ude på en plæne, og så var der en rød løber ind i skolen, og klasserne gik ind en ad gangen mens der blev spillet popmusik og klappet. Det var så fint. Og rørende. Jeg tror, det er en god skole, lærerne virker omsorgsfulde og glade, og børnene virker nysgerrige og trygge.

Det er godt, jeg tror det bliver godt.

Men jeg er samtidig lidt trist. Det er noget med hverdagen, der ikke længere er fri. Børnehaven var så fleksibel, og jeg har brugt den fleksibilitet til det yderste. Nu er det slut, nu starter noget andet. Og jeg ved slet ikke om jeg tror på det andet, jeg er skeptisk overfor hele konceptet, institutionen – men jeg er samtidig ikke sikker på at jeg vil noget andet-andet. Hvis jeg skulle vælge en mere alternativ skole, skulle vi igen have timevis af pendling ind i hverdagen, og det var netop en af grundene til at jeg flyttede fra Värmland. Jeg kan i princippet virkelig godt lide hjemmeskole-tanken, og der er så meget af det, der giver mening i forhold til alt andet jeg gør og hele livsstilen her i skoven. Men jeg har det ikke i mig at være den, der vælger min egen tid fra på den måde. Jeg kan lide at arbejde, jeg kan lide at min tid er uforstyrret.

Jeg tænker, frem og tilbage og det bliver til at jeg håber, håber at han kommer til at trives dér i den lille landsbyskole, for ellers ved jeg ikke hvad jeg skal finde på.

Det er en ting at ikke kunne gennemskue eller gennemtænke, det er en ting at være i, en dag ad gangen og en til og en til.

(Drengen sagde i bilen i morges, at han regnede med at det ville blive en dårlig dag, men om et år eller to blev det sikkert bedre.)

DSC_1819

2) Billedet forestiller en bog, som er blevet skrællet for sit oprindelige omslag, og nu er ved at få et nyt, håndlavet hardback-omslag af genbrugsmaterialer. Du kan vinde bogen på billedet – og du kan læse mere om bogen og konkurrencen her.

Og det var jo en reklame, og det er en del af problemet, som er:

Jeg har skrevet en bog og den udkommer på tirsdag. Jeg har haft så ufatteligt travlt, og har det sådan set stadig, men nu er det på en anden måde, og der er også tid til at bare gå rundt i den her frygtindgydende tilstand, som er: At Vente.

Når jeg er urolig (jeg er tit urolig), så prøver jeg altid at handle mig ud af det. Jeg finder på et eller andet jeg kan gøre, for aktivt at påvirke udfaldet. Det, jeg gør lige nu er også et udtryk for uro. Der er andre ting, jeg burde gøre lige nu, men jeg er for urolig og at skrive her giver mig en følelse af at handle.

Det er noget underligt noget, og jeg har også haft det svært med at skrive her netop af samme grund. Der kommer sådan et lag af spekulation ind over det hele. Jeg spørger mig selv: Skriver jeg nu sådan og sådan, fordi jeg vil opnå noget. Ord som markedsføring og strategi sniger sig ind, og jeg kan ikke finde hoved og hale i mine egne motiver og forbeholdsmaskinen knaser og knuser hvert et tilløb. Jeg bliver tavs. Jeg skriver ikke.

Nu skriver jeg.

Nu skriver jeg det.

Nu skriver jeg det en gang for alle, og det er først og fremmest henvendt til mig selv, og det er en besværgelse, det er et ritual, jeg er spændt på om det virker:

Jeg skriver. Jeg er en, der skriver. Jeg skriver ord og nogle gange skriver jeg dem i bøger, nogle gange her, nogle gange der, og alle ord jeg skriver har motiver og bagtanker og hensigter og viljer og noget kan jeg gennemskue, andet kan jeg ikke.

Men hvis hensigten er at mine ord bliver læst af andre, så er det faktisk helt okay. Det er ikke korrupt, det er ikke forbudt. Jeg er en der skriver, og jeg er også en, der reklamerer for at jeg skriver, fordi jeg vil gerne have at flere (og flere og flere) ved at jeg findes, som en der skriver, jeg vil gerne læses, jeg vil gerne læses, det er helt okay. Okay?

Så sådan er det. (Og forbeholdsmaskinen kværner lystigt videre.)

DSC_1855

3) Og så er der det, at lige nu bor jeg i en tipi. Det er en ret stor ting, en ting, der gør mig glad. En ting, jeg gerne vil fortælle om. Men jeg er bange for at hvis jeg fortæller om det, så holder det op med at være for sjov – så bliver det til noget større, så bliver det en del af den der konkurrence, som jeg hele tiden kommer til at deltage i uden at jeg har forstået hvorfor. Og hvad kan jeg vinde? Det ved jeg ikke, men jeg har en klar fornemmelse af at hvis jeg først fortæller om det, så er der noget at tabe.

Så er der en historie, der kan tage over, som er denne: Hun sagde hun ville bo i en tipi, men så holdt hun kun en enkelt uge. Svagpisser.

Derfor har jeg ikke lyst til at fortælle om det. Men så har jeg alligevel lyst til at fortælle, fordi jeg vil gerne kunne fortælle om min hverdag lige nu. Det er jo det, hele denne blog handler om. Skovliv, hverdag, begyndelser. Bloggens navn er netop også ‘begyndelser’ fordi jeg engang (og nu igen) sluttede fred med at det er sådan jeg lever mit liv. Jeg begynder igen og igen, og det er okay, det er bare sådan det er.

Og lige nu bor jeg i en tipi, fordi jeg har lyst, og jeg har lyst til at fortælle om det, så længe jeg gør det.

Men før jeg fortæller, er jeg nødt til at fortælle alle forbeholdene, som er:

Det er bare for sjov. Måske er det slut om en uge. Jeg gør det kun så længe jeg har lyst. Huset står der jo stadig, jeg arbejder i huset, jeg bruger huset, jeg har ingen planer om at blive hus-fornægter. Jeg har bare lyst til at prøve at bo i en tipi. Lidt. Eller længe. Det ved jeg ikke. Det er ikke andet, det er ikke mere.

DSC_1745

4) Og så er der den her sidste ting, som jeg har lyst til at fortælle om, selvom jeg overhovedet ikke kan overskue konsekvenserne af det eller forstår mine egne motiver. Overhovedet.

Jeg har lyst til at fortælle om det fordi det fylder i min hverdag på sådan en funklende, boblende måde. Jeg har lyst til at fortælle om det. Ja, det er så enkelt som at: Jeg har lyst til at fortælle om det – og fordi jeg nu er i gang med et frontalangreb på forbeholdsmaskinen, så er den eneste regel at navigere efter: Lyst.

Altså. Jeg har lært at save med motorsav. Jeg er nu en, der kan save med motorsav. Jeg er sådan en, der ejer mit eget sikkerhedsudstyr, jeg har de sejeste motorsavs-smækbukser. En dag vil jeg vise billeder af det. Men billedet herover, det er ikke mig.

Det er en anden, som en dag var her i skoven og savede med min motorsav. Han savede og jeg tog billeder. Fordi jeg synes han er pæn. Og så får han mig til at grine. Hvasirduså?? Sådan en kliche, jeg kan næsten ikke skrive det, og så vil jeg alligevel skrive det, og nu skriver jeg det igen: Han får mig til at grine.

Og forbeholdene trænger sig på, men dem saver jeg bare lige midt over, for det kan man med en motorsav, og så kan de ligge der i en bunke og vride sig, og lide i al deres hvadnuhvis og hvordanså og åhnejhvisnu og har du nu gennemtænkt det hele og konsekvensen? HVAD MED KONSEKVENSEN???

Konsekvensen er et træ på 17.5 meter, som jeg har fældet for at få plads til min tipi. Og jeg har fældet det med en økse. Fordi jeg kan.

Basta.

DSC_1840

 

(Ps. Har du set at du kan støtte bloggen? Et lille, fast månedligt beløb eller en enkelt-donation – alt gør en forskel i min mikro-skovlivs-forfatter-økonomi!)

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s