Det her skrev jeg for et år siden. Jeg har lige genlæst det, fordi facebook gør det der med minder – som nogle gange er helt forfejlet, men andre gange helt rigtigt. I dag var det rigtigt.
For et år siden boede jeg i Värmland. Jeg boede stadig på Bondsäter. Jeg havde besluttet at flytte, men endnu ikke fundet et sted.
Jeg fatter det faktisk ikke. At det ikke er længere tid siden.
Jeg har snart boet her et år. I forgodttilatværesandthuset. Snart, snart ved jeg lidt mere om mine fremtidsudsigter her. Men det siger jeg så tit, at jeg næsten ikke selv tager det alvorligt mere. Alting ændrer sig, og ændrer sig igen, og jeg følger med. Jeg har faktisk ikke andet valg.
Og fordi det ikke giver særlig meget mening at fortælle om det, jeg ikke ved endnu, vil jeg i stedet fortælle om min sommer. Der er nemlig noget omkring det med at bo i tipi, som ikke kan forklares uden at fortælle sommeren først.
Og det hænger sammen med det blogindlæg, jeg skrev for præcis et år siden. Min beslutning om at flytte handlede om alt muligt praktisk, som ikke fungerede – men så handlede det alligevel mest om mennesker. Om at jeg var ensom og ulykkelig, og ikke bildte mig ind at jeg kunne flytte (flygte) fra alt det sørgelige – men måske kunne jeg flytte til noget. Flytte tættere på nogen. Familie og venner, andre mennesker i det hele taget.
Min sommer: Jeg havde ikke selv råd til at rejse nogen steder hen, men i stedet inviterede jeg alle mulige, som også drømmer om at bo anderledes (i naturen/mindre maskiner/mere håndkraft/mere selvforsyning/hippiehippiehappy/diverse) til at komme og slå deres telt op. Grunden jeg bor på er stor, baghaven er en lille skov og omkring den er en stor skov, ingen naboer, bare træer og vildsvin og vejr og vind. Så jeg udvalgte det sydvestligste hjørne, og erklærede det for: Lejrplads. Byggede et bålsted. Satte mit eget telt op ved siden af de andres, låste huset af og var på den måde væk. Hjemmefra. Sammen med andre.
Så sad vi omkring bålet og snakkede. Snakkede om fremtiden. Alt det, vi drømmer om – alt det, vi er bange for. Så sad vi om bålet og snittede. Det blev en dille. Så regnede det, øsregnede og tisregnede og styrtregnede, og vi satte presseninger op, og forstærkede og udvidede og bandede og blev ved og holdt ud. Holdt bålet i gang. Savede stormfældede træers stammer op, lavede mad over bålet og kaffe over bålet og skålede over bålet. Og børnene var med. Børnene er vigtige. Snakkene handlede tit om dem. Børnene. Den verden de skal vokse op i. Vi kender den ikke, vi frygter den. Vi. Vi. Vi. Der skete det i min sommer, at jeg blev en del af et vi.
Nye mennesker, som er blevet nære mennesker. Og ideen om at flytte i tipi opstod fordi hele to familier kom på besøg med en tipi. Slog dem op og blev hængende i et par uger, og så havde jeg god tid til at studere dem grundigt – fordele og ulemper ved de to modeller. På det tidspunkt havde jeg selv sovet i telt i en måned. Jeg havde haft god tid til at opdage at jeg ikke savnede huset. Savnede ikke vægge, loft eller gulv, savnede ikke elektricitet. Sov bedre til lyden af trækronernes susen, vågnede og stod op og var ude, gik i bare tæer, mine fødder foldede sig ud, blev bredere og … Det er forfærdeligt at skrive, og samtidig være bevidst om hvordan det her kan læses. Jeg skal holde mig selv fast på at det her, det mener jeg. Så meget mener jeg det. Og jeg savnede ikke huset, men jeg savnede et rum at være oprejst i. Tunnelteltet var alligevel for bøvlet. magelighed og komfort, jeg er ikke imod noget. Jeg er ikke imod. Det er også vigtigt for mig at sige højt.
Nå, nå, nå. Altså. Jeg vil noget og jeg ved ikke helt hvad. Så jeg leder. Må man godt det – bare lede og lede videre? Prøve sig frem?
Jeg kunne godt lide at være i tipien. Den lyse, hvide bomuldsmodel. Den jeg endte med at købe, som jeg skriver i nu. Solen laver skyggespil på dugen. Det kan jeg lide. Jeg er inde men ude men inde men ude. Det kan jeg lide.
Jeg tror ikke jeg har så meget mere at sige om det. Ikke lige nu. Jeg prøver at forklare, eller jeg prøver at forstå. Men måske skal jeg bare være mere tålmodig. Det tror jeg. Og det vigtigste i dag, det er det her: Der kom mennesker på besøg, som endte med at blive. Nogen blev på hjertemåden, som nye venner eller som ham, der får mig til at grine. (Åh åh, det er så spændende at han faktisk findes som sådan en og som sådan! Og jeg skrev nogle ting i blogindlægget for et år siden, som også handlede om det – at længes efter nærhed, øjne, hænder, varme – og når jeg læser det nu bliver jeg lidt bange, fordi jeg husker hvor ondt det kan slutte, men mest glad, fordi jeg tør og tør op, tør igen og nyt.)
Og to blev på den helt konkrete måde. Blev bare hængende. Hænger ud, hænger ved, hænger i. Det er meget uafklaret det hele, det er meget midlertidigt. Det som begyndte som en sommerferie i min baghaveskov er nu en hverdag, der faktisk fungerer. Fordi det ikke kun er min hverdag. Lige nu er vi tre voksne og et barn, og vi hjælpes ad med at samle brænde og lave mad og vaske op. Og der er andre, der kommer på besøg, og andre, der måske skal være med i det, som måske skal blive til et rigtigt bofællesskab en dag. Måske, måske, fordi: Vi ved egentlig ingenting om fremtiden. Så mange ting er umulige at planlægge. Den uvished er skræmmende. Den uvished er næsten ubærlig, men så gør vi det alligevel. Bærer den én dag ad gangen. Fælles også om det.
Og mens vi venter på den der større afklaring, som dingler foran os og hele tiden flytter sig, så har vi bygget en lille ovn af ler, som vi selv har lavet af lerjord på grunden. Så bager vi chokoladekage, så skal det være den mest overdådige chokoladekage, så gør vi det, den dag.
Den smagte godt.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 