*95 Når jeg hører bladene falde, hører jeg lyden af regn

DSC_2264

Oktober 2017

Jeg sidder her og arbejder i dag. Det du ikke kan se på billedet, er at luften er så mættet af lyde. Tågen lå tungt over skovbrynet, da jeg stod op. Det er jorden, der afstøder væden, det er solens varme, der trækker den til sig. Væden mætter luften med tyngde. På samme måde med lydene. Luften er tung af lyde i dag.

DSC_2319

Det er små fugle, der flitrer rundt i flokke. Så flyver de i cirkler, letter alle på en gang og lander igen. Igen. Jeg tror, de varmer op til noget større, en rejse. Jeg tror, de træner. Noget med signaler og flokken, der skal flyves ind, flyves sammen. Det tror jeg, men jeg ved ingenting. Og indimellem er de bare i træerne. Over mig, rundt om mig. De er så små, det er de mindste fugle jeg har set, jeg kender ikke deres navn, jeg ved bare at: De er over mig, rundt om mig, de er hektiske, det hektiske er i deres bevægelser og i deres lyde. De hakker i barken, de kvitrer, de letter og de lander.

Og under deres lyde; lyden af vinden. Langsom lyd. Vinden bølger og får bladene til at bruse. Bruser i forskellige træer på forskellige tidspunkter, rejser igennem dem, bevægelsen er flydende, evig.

Det er havets lyd. Det er havet, der er trukket op af solens varme langt borte, og nu lander i bladene. Det er jeg sikker på. Jeg ved det er havet fordi jeg hører havet. Det er en mumlende, evig lyd. Nogle gange højere, andre lavere, men altid her. Her. Her.

DSC_2276

Og indimellem blusser vindbølgerne op så bladene drysser ned. Kaskader eller enkelte efterårssprøde blades dryp. De lander blødt i mos, de lægger sig i skovbundens tykt formuldende bund. Svampe og råd, lugten af forsvinding.

Jeg tror det er regn. Når jeg hører bladene falde, hører jeg lyden af regn. Det er regn. Alt er sol og vand, alt er i bevægelsen mellem fast og flydende. Jeg er også fast og flydende, sol og vand. Jeg er i skoven, skoven er i mig og havet er i alt.

Når jeg sover i tipien, sover jeg i havet. Når jeg sover i tipien, regner bladene ned. De lander med små smæld mod teltdugen. Tipiens hvide teltdug. Jeg ser silhouetterne af hvert enkelt blad lige over mit ansigt. Jeg sover i skoven kun adskilt af den tynde dug, som hud, udspændt. En tynd membran, en beskyttelse, en adskillelse. Hvis jeg sov helt ude, helt udenfor – så ville duggen hver nat væde min hud.

Ville jeg vokse?

Ville jeg sætte rod?

DSC_2308DSC_2306

Jeg ligger i tipien og bladene lander med små smæld, og min søvn får deres rytme. Får havets rytme og regnens rytme, og om morgenen vågner jeg til fuglenes hektiske forflytninger. De taler i flugt, de taler fra den ene gren til den næste, de letter og lander. De er på vej mod noget, de er hele tiden på vej. Jeg er her. I dag arbejder jeg her.

Og solen. I dag er solen en orange skive, der ligger i himlens tungtvædede hav. Det regner ikke. I dag regner det ikke, men det er kun fordi solen lige akkurat holder væden fast på himlen. Solen er en cirkel, der sidder fast lige der, midt i det hele. Havet under og over og indeni.

Hvis jeg kunne fotografere det til dig, hele den mættede tyngde, så ville jeg gøre det. Jeg gør mit bedste, det her er hvad du får. Jeg ville ønske du var her til at dele det med mig.

DSC_2299

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s