*96 I nat kom kulden krybende op i min seng

DSC_2367Oktober 2017

I nat kom kulden krybende op i min seng, lagde sig til rette oven på dynen lige der, hvor uldtæppet var gledet ned. Kulden vækkede mig. Jeg lå i mørket og trak vejret, bevidst om at den luft, jeg åndede ud var varmere end da jeg trak den ind. Ind i mine lunger, min krop. Den maskine, der forvandler mine omgivelser. Jeg kan ikke findes uden at ændre. Det er det varmblodedes vilkår.

Vi kunne også være vekselvarme dyr, så ville vi være i dvale nu, eller i det mindste på vej. Der er blevet så stille udenfor, så mange fugle er fløjet sydpå og de eneste insekter tilbage er de store, dovent summende fluer, der klækker inden døre nu hvor fyringssæsonen for alvor er i gang. Fluerne, og så hvepsene der ligger på gulvet og dør. Det gør de hvert år. Det første år jeg boede i skoven forvirrede det mig. Det optog mig. Jeg skrev et digt om det. Nu konstaterer jeg det bare. Jeg ser dem ligge der, ser at de kravler langsommere. For dem er det slut nu.

DSC_2377

Solen skinnede i går. Det er blevet noget, man lægger mærke til. Solskinsdagene. Når de er så få bliver de værdsat ekstra meget, det kan ikke være anderledes. Og de første frostnætter er også de koldeste, så vænner man sig til det og holder op med at bemærke dem. Men i nat vækkede kulden mig.

Jeg bor i huset nu. Det har jeg gjort i nogle uger nu, det ved du hvis du følger med på instagram. Men for en sikkerheds skyld må jeg også hellere skrive det her: Tipien er lukket ned for vinteren og vi bor nu i huset. Det blev for vådt, det blev for mørkt, det var dejligt dejligt dejligt – men dårligt foreneligt med en skoledrengs hverdag. Så nu er vi i huset og det er også dejligt. Og nu, hvor kulden kommer krybende langs fodpanelerne, på jagt efter noget at lægge sig imod, så gyser jeg ved tanken: Hvis vi nu stadig boede i tipien. Hvis vi var nødt til det. Hvis vi ikke havde andet hjem.

DSC_2397

Men det har vi. Vi er meget privilegerede. Vi er meget varme. Vi har brænde i stalden, vi har en brændeovn, der fungerer. Mens jeg skriver dette buldrer ilden og radioen skratter. Jeg skal rejse mig og lægge mere brænde på, jeg skal skrue lidt på en knap så stemmen går klarere igennem.

Og bagefter skal jeg i gang med det, der er mit arbejde lige nu. Jeg forbereder mig til BogForum. Der er meget, der skal foldes og udskæres og skrives og arrangeres. Jeg havde egentlig også tænkt mig at gå udenfor og fotografere at solen skinner. Dokumentere alt det smukt glitrende frosthvide i græsset. Men skyerne er gledet ind, har samlet sig. Det grå, fortættet. Det grå er så massivt i år. Et tykt dække. Det har lagt sig over sommeren, over efteråret, og måske bliver det også sådan en vinter. Det ved ingen. Ingen ved, hvad skyerne vil.

Men i går skinnede solen og i nat krøb kulden op i min seng, og jeg har brænde i stalden og jeg kan tænde radioen, når jeg vil høre en stemme snakke. Alt er i mit blod, mit blod er varmt og ændrer mine omgivelser hvad enten jeg vil det eller ej.

I går hængte jeg vasketøj op i mørke. Min vasketøjssnor er helt oppe i den vestlige ende af grunden, og rundt om grunden er der bare skov og skov og skov. Men tag ikke fejl, der er intet vildt over skoven, alt er plantet i snorlige rækker, alt handler om at nogen kan tjene penge på at træerne vokser – og de vildsvin, som bor der (mange, mange) bliver fodret af en jæger. Han har sit jagttårn lige der ved fodringsstedet. Vi er varmblodede væsner, vi tilpasser omgivelserne sådan at de passer os.

Det var ikke planlagt at jeg skulle hænge vasketøj op i mørke, det var bare sådan en dag hvor tiden stak af. Jeg låner en vaskemaskine hos en nabo ca en kilometer væk, og jeg gik derop og gik tilbage, slentrede hen ad skovvejen og blev opslugt af solnedgangen. Fordi i går havde en solnedgang, som var synlig. Det sker ikke så tit for tiden, og det gjorde den endnu mere synlig. Jeg så og så, begærligt, som om synet kunne lagres et sted. Det kan det jo. Jeg kan gemme en smuk solnedgang og hive den frem alle de andre dage, som er grå og tætte. Det er underligt, men det er sandt. Så jeg gik i stå, jeg stod og jeg blev på vejen til solen var væk.

IMG_6421

Bagefter gik jeg hele vejen tilbage til mit hus, der ligger omgivet af skov og skov og skov, og jeg hang vasketøj op i mørke. Jeg tænkte: Det tror jeg ikke, jeg har prøvet før. Og katten var med, katten Bambus er altid med. Hun gik tæt op ad mine ben, jeg var ved at snuble i al hendes kælenhed. Jeg tænkte, at det var upraktisk. Jeg tænkte, at det var fint. Hele situationen var så fint upraktisk. Vasketøjssnorens hvidhed lyste lige den smule, der gjorde at jeg kunne finde den.

Man burde hænge vasketøj op i mørke noget oftere, tænkte jeg.

Men det er jo ikke sådan, det hænger sammen. Det var jo netop det uprøvede, som gjorde det særligt. Hvis jeg gjorde det tit, ville det fine forsvinde og tilbage ville kun være: Upraktisk.

Og så bjæffede et dyr i skoven. Ikke en lyd jeg genkendte. Ikke en hund. Ikke en ræv. Jeg tror ikke vildsvin siger sådan en lyd. Men jeg er ikke sikker. En gang, to gange kom det underlige – og høje – bjæf. Måske et rådyr. Rådyr kan sige underlige lyde. Tredje gang var det højere, og tættere på. Bambus var væk. Katten er mit barometer for fare, når den forsvinder er der altid en grund, det tror jeg på. Jeg tog resten af vasketøjet, jeg gik indenfor. Skyndte mig. Ind i varmen. Ilden, der buldrer, lyset, der skinner. Huset er mit fort, min fæstning, mit fængsel. Jeg hang resten af tøjet til tørre rundt omkring på stolerygge og andre vandrette flader. Jeg tussede rundt, jeg ordnede, jeg arbejdede, spiste, vaskede op. Alt det, som er hverdag. Alt det, som findes og forsvinder i gentagelserne.

Og jeg faldt i søvn mens ilden stadig buldrede, jeg vågnede i mørket med kulden sammenkrøbet oppe på min brystkasse. Huden på mine kinder føltes tyndere, luften så sprød. Min ånde varmede mine læber. Det er alt. De første frostnætter er sådan. Om et par dage har jeg glemt at det kan være anderledes. Alt er ændret, alt er det samme.

DSC_2383

Ps. Har du set at du kan støtte bloggen?
Et lille, fast månedligt beløb eller en enkelt-donation – alt gør en forskel i min mikro-skovlivs-forfatter-økonomi!

2 Comments

  1. Sikke et liv du/I har, du og din søn – jeg synes det er så modigt at leve sit liv ud – ærligt og trofast. Det gør du og det beundrer jeg – jeg ville gerne være lige så modig og tage de konsekvenser, omkostninger i stiv arm, som det har på bekvemmeligheds området. Men det er jeg ikke. En dejlig blog – så livsbekræftende – og ja, det var nok et rådyr 🙂

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s