Hvad gør man så, når man får drømmen serveret på et sølvfad?

Värmland
December 2013

Decemberfortælling *1

Billedet forestiller Bondsäter. Mig og min søns hjem i tre år, fra han var to år gammel til han var fem.

Indtil efteråret 2013 boede jeg i en lillebitte lejlighed i en andelstruet andelsboligforening i Københavns Nordvest-kvarter. Enlig mor, deprimeret og arbejdsløs. Det hele var så trist, så trist. Netflix & Just Eat, skriveblokering, knuste drømme og tiden, der bare gik mens jeg flød som en zombie.

Og jeg læste en blog om et andet liv. Et vildt liv, et virkeligt liv. Der til forveksling lignede mit drømmeliv. Det var Andrea Hejlskov, der i vinteren 2011-12 bloggede om deres første år i Värmlands vildmark. Den blog, som var forlægget for bogen ‘Og den store flugt‘ (Limfjordsforlaget 2013.)

I sommeren 2013 boede hun og Jeppe Juul med deres børn i et andet hus, som de også havde bygget selv. Når man bor på den måde, afsides og med mængder af praktisk etableringsarbejde af fx køkkenhave, hønsehus og brændeskur, er det meget almindeligt at åbne sit hjem for arbejdsgæster. Woofere. Da det blev annonceret som en mulighed, skrev jeg med det samme til dem at jeg gerne ville komme. Jeg rejste derop med min lille dreng i august 2013 for at være der i en uge. Hjælpe til med at passe børn, plukke bær og hugge brænde.

Men jeg rejste jo også derop fordi jeg drømte om at noget skulle ske. Åh, hvor jeg drømte om at noget magisk tryllestøv skulle drysse fra dem og deres eventyrliv. Drysse og lande på mig, sådan at mit eget liv kunne… begynde.

Og så var det netop det, der skete. Det skete, og det havde jeg alligevel ikke forberedt mig på.

Der skete det, at de havde lejemålet til Bondsäter, netop for at have et sted til sommerens arbejdsgæster. Det er sådan noget man kan, når man bosætter sig så langt ude i ingenting, at husene står tomme. Det er fordi ingen andre vil bo der, at sådan nogle som os har råd til at flytte ind. Mig og min dreng var sommerens sidste arbejdsgæster, og de skulle egentlig ikke mere med huset. Ville jeg bo der?

Drømmen serveret på et sølvfad.

Men ville jeg? Ville jeg virkelig flytte? Flytte otte timer væk fra alt og alle jeg kendte, og ind i et faldefærdigt, hærget hus med udedas, brønd, brændekomfur. Ingen elektricitet og tyve kilometer til nærmeste, lille by? Turde jeg, kunne jeg, måtte jeg?

Men spørgsmålet var i virkeligheden et helt andet. Kunne jeg blive, hvor jeg var? Som jeg var?

Enlig mor i Nordvest, arbejdsløs og dybt deprimeret. Siden min dreng blev født havde jeg kæmpet. Kæmpet for at skabe et liv, som jeg kunne holde ud. Jeg gjorde alt det man skal, stod op hver dag, prøvede hver e n e s t e dag forfra. Søgte arbejde, gik i bad, passede mit barn, inviterede mine venner på besøg regelmæssigt. Jeg gik tilmed til salsa og havde lige fået bakset et gammelt klaver ind i den i forvejen lille lejlighed.

Men det gik ikke. Min dreng var blevet to år. Han kunne gå og snakke. Han brugte stadig ble og sut, men forstod mere og mere af hvad der skete omkring ham. Og ikke skete. Jo større han blev, jo mere vidste jeg det. Det gik ikke.

Jeg havde en hjørnesofa. Jeg placerede ham med retning mod fjernsynets skærm, hvor der kørte dvd’er med Gurli Gris, mens jeg sad i den anden retning og så serier på Netflix. Så hvad som helst, det vigtige var ikke hvad det var, men at tiden gik, uden at jeg mærkede for meget.

Virkeligheden er, at det sværeste var i første omgang at kæmpe mig op af sofaen og rejse helt op til Värmland. Da først vi var der, var der ingen vej tilbage.

For jeg vidste, at hvis jeg ikke gav netop det her ekstremt primitive, vilde, ukendte – risikable – liv en chance, så ville jeg fortryde det resten af mit liv. Fordi det i modsætning til hvad jeg var i gang med netop var et liv.

Bondsäter blev vores hjem i tre år. Tre meget vigtige læreår.

En dag skal jeg fortælle hele den historie.

Jeg begynder med at fortælle om december …