I to uger var vi iset inde

Värmland
December 2013

Decemberfortælling *5

Billedet viser en vej, der er dækket af is. Allerede i oktober lagde sneen sig som et tykt tæppe, og det var fortsat med at sne hele november.

Men pludselig, fra den ene dag til den anden, smeltede al sneen væk. Og i løbet af natten vendte frosten tilbage. Om morgenen den 16. december var vejen forvandlet til en skøjtebane. Selv ikke med pigdæk (som er obligatoriske i vinterhalvåret) var det muligt at køre ud af skoven.

Jeg havde forventet at sne inde. Värmlands vintre er seriøse, og jeg boede tilmed i et hus 20 kilometer fra nærmeste by – og de 13 kilometer var på skovvej, som kun blev ryddet uregelmæssigt. Den sidste kilometer op ad en stejl bjergside blev slet ikke ryddet.

Som en del af mine vinterforberedelser, havde jeg som det første ryddet, skuret og malet husets spisekammer. (Som tidligere havde været brugt som redskabsskur/musebolig.) Derefter havde jeg fyldt det med madvarer af den slags, som kan holde sig.

Så det var ikke fordi det kom bag på mig, da vejen blev ufremkommelig. Men måden, det skete på og hvordan det påvirkede mig … der er ting, man ikke kan forberede sig på.

Først tog jeg det roligt. Vi skulle jo alligevel ikke nogen steder. Jeg tog det roligt den første og den anden og den tredje dag. Sådan set også den fjerde. Men i løbet af den femte dag, begyndte jeg at blive urolig.

Bondsäter havde ingen strøm. Ingen overhovedet. Brændeopvarmet og stearinlys-oplyst. Det var hverdagen. Jeg skrev på en gammeldags skrivemaskine.

Men jeg havde en mobiltelefon. En gammel Nokia, ikke nogen smartphone og ingen internetforbindelse. Den telefonen var meget vigtig for mig. Den var min livline, hvis noget skulle gå galt.

Jeg var selvfølgelig altid bange for at der skulle ske noget med drengen. Men min allerstørste frygt var faktisk at der skulle ske noget med mig. At jeg skulle komme til skade. Falde på den glatte skrænt, når jeg hentede vand i brønden. Falde og brække et ben, ikke kunne rejse mig. Og så var drengen alene. Alene i skoven uden at nogen vidste det.

Tanken om ham alene, hjælpeløs, bange – den var ubærlig.

Derfor var jeg altid meget, meget forsigtig. Derfor havde jeg altid telefonen på mig. Fuldt opladet, med de vigtige numre kodet ind.

Hverdagen havde indtil da været sådan at jeg nogenlunde regelmæssigt, ca. en gang om ugen, kørte en tur til byen. For at købe ind. For at hænge ud. Sunne (der ligger 45 kilometer fra Bondsäter) har et dejligt konditori, hvor man fx kan spise en kage mens man tjekker sin mail. De havde tilmed en kasse med legetøj, så drengen var beskæftiget imens. Og så opladede jeg min telefon i bilen mens jeg kørte.

Det nærmede sig at jeg havde været afskåret fra at køre ud af skoven i en uge, og der stadig ikke var det mindste tegn på at vejen ville blive bedre. Frosten holdt ved, der faldt ingen ny sne, vejen blev ved med at være lige spejlende glat. Og jeg kunne jeg mærke hvor meget den tur havde fungeret som mit sikkerhedsnet. En regelmæssig kontakt med det, jeg var flyttet fra.

Sådan en gammel Nokia har et batteri med overraskende lang levetid. (Siger jeg nu, hvor jeg har fået en smartphone, som skal lades i et væk.) Men der er stadig grænser. Og den grænse var jeg ved at nå. Det skræmte mig. Det ramte på en måde, som jeg slet ikke var forberedt på.

Hvis det havde været mig alene, havde jeg været mindre bange. Men jeg havde ansvaret for et barn. Jeg havde besluttet at vi skulle være her. Jeg havde ansvaret for den situation, som vi nu sad i. Det havde sikkert hjulpet at snakke med nogen om det, få sat det hele lidt i perspektiv. Men fordi jeg skulle spare på den rest batteri der var tilbage, kunne jeg ikke ringe til nogen.

For første gang siden vi var flyttet overvejede jeg om det jeg gjorde  var forsvarligt. Samtidig elskede jeg sådan det eventyrliv, vi lige var begyndt på og kunne slet ikke overskue hvis det skulle slutte allerede.

Og jeg havde jo naboer. Fire kilometer væk boede Jeppe og Andrea. Hvis det gik fuldstændig galt kunne jeg sætte drengen på en slæde og simpelthen gå derned. Det var en af grundene til at jeg overhovedet havde turdet tage beslutningen – at vi ikke var helt mutters alene i skoven.

Men der var noget meget grundlæggende på spil for mig. Jeg kunne jo ikke gå ned til dem hver gang jeg var bange. Hver gang jeg havde et problem. Hver gang det var et problem, at jeg var alene. Det var ikke nogen holdbar løsning fordi realiteten var denne: Jeg var enlig mor i skoven.

Jeg havde truffet denne beslutning, og enten fik jeg det til at fungere på en forsvarlig måde, eller også måtte jeg tage en ny beslutning.

Og dagene gik, og sådan set gik de godt. Vi havde masser af mad og ingen kom til skade og telefonens batteri holdt ud. Jeg holdt min uro i skak. Vi gik mange ture. Skovture med madpakker, med historier og med pauser på alle vores siddesten. Vi sad på solnedgangsstenen og så solen gå ned. Så var endnu en dag gået. Jeg læste højt, skiftede ble, huggede brænde. Lavede mad, vaskede op. Dagene gik, dagene går altid. En efter en blev det den ottende, niende, tiende og ellevte dag.

Og da der var gået tolv dage var der plusgrader og tøvejr.

Hele dagen. Nok til at vejen blev blotlagt. Så frøs det igen og ny sne faldt. Faldt i en helt passende mængde, lagde sig som et tørt, fast underlag at køre på.

Det passede helt perfekt med at vi skulle på juleferie. Der viste det sig at min far havde et gammelt bilbatteri og et lille solcellepanel, som jeg kunne få med tilbage. Ikke noget kraftigt udstyr, men nok til at jeg aldrig igen skulle bekymre mig om at holde telefonens batteri ved lige.

Da jeg kom tilbage til Bondsäter efter jul var det stadig vinter. Jeg vidste at vi kunne nå at sne eller ise inde igen flere gange – og også i længere tid ad gangen. Men det føltes ikke længere farligt. Jeg var rustet på den måde, som man kun kan være, når man ved, hvad man har i vente. Det er den gode historie. Den, der handler om at alt kan reduceres til praktiske problemer – og praktiske problemer kan man altid løse.

(Men i forhold til bilkørslen i skoven om vinteren, så skulle det vise sig at blive et af de problemer der bare voksede og voksede uden at jeg fandt en god løsning …)