Han sagde: “Hvis du ikke kan lide det, kan du jo vende om”

Värmland
December 2013

Decemberfortælling *6

Billedet viser drengen. Drengen i skoven; to og et halvt år gammel og klar til at gå udenfor. Med taske, selvfølgelig. Der er nogle ting, som har været en fast del af personligheden siden han overhovedet var i stand til at bestemme noget selv. At taske og hat var påkrævet var en af dem. At han ikke ville holdes i hånden og helst ville gå udenfor mindst rækkevidde, helst også synsvidde var en anden. Nervepirrende, direkte farligt da vi boede i København. Fuldstændig fantastisk ude i en skov. Den frihed – at kunne give ham den!

Drengen er på så mange måder omdrejningspunktet for hele min beslutning om at flytte væk fra byen. Samtidig er jeg altid så tøvende når jeg skal fortælle om den del af mit liv. Jeg har altid følelsen af at jeg fortæller en historie, som slet ikke er min. Og nu viser jeg det her billede af ham, og hvem ved hvordan han kommer til at have det med det som voksen. Jeg ved det ikke, og når jeg gør det nu – både fortæller og viser billeder – så er det fordi jeg er kommet i tvivl, hvordan det virker når jeg lader være.

Han er startet i skole, han er ved at lære at læse. Han forstår mere og mere, det går virkelig hurtigt, og han er interesseret i mit arbejde. Han ser at jeg fotograferer, han vil vide hvad det er til og hvorfor. Og en dag kommer han til at læse det her også. Og måske bliver han ærgerlig over det billede, måske synes han det er forfærdeligt at jeg absolut skulle fortælle om hans hang til accessories. Måske.

Men jeg synes faktisk det er vigtigt, at jeg får fortalt om hans betydning for at jeg er her, hvor jeg er i dag. Hvad det betød for mig at blive nogens mor. Hvordan mine kriser ikke som sådan forsvandt, men ændrede karakter på en måde, som fik konsekvenser for mine valg.

I dag er sidste billede fra december 2013, i morgen springer jeg et år frem, til 2014. Min anden skovvinter. Og det sidste jeg vil fortælle om min første vinter, er i virkeligheden noget, som skete to år tidligere:

I oktober 2011 rejste jeg til Armenien. Jeg boede hos en vildtfremmed familie i tre uger. Jeg havde rejst før og også i længere perioder. Men aldrig til et så vildtfremmed land. Og jeg havde aldrig før rejst som mor.

Jeg rejste til Armenien alene med min dreng, der dengang bare var seks måneder gammel.

Hvorfor gjorde jeg nu det?

Fordi ingenting var sådan som jeg ville. Jeg ville ikke være alene med et barn, men det var jeg. Jeg ville ikke bo i byen, men det gjorde jeg. Jeg ville ikke være deprimeret og handlingslammet, men det var jeg. Jeg ville ikke være bange for at rejse alene med et barn, men det var jeg. Jeg var så bange.

Sådan som jeg er skruet sammen, er jeg allermest bange for at være begrænset af min frygt. Det er en mekanisme, en refleks, et instinkt – jeg ved ikke hvilket ord, der er mest rigtigt, men jeg kan konstatere at det er et tilbagevendende mønster.

Umiddelbart før jeg fødte, var jeg virkelig bange for hvordan det ville være at rejse alene med et barn – og dermed endnu mere bange for om jeg så aldrig ville kunne rejse alene med mit barn. Det virkede helt åbenlyst nødvendigt at planlægge en meget lang rejse. Så det gjorde jeg. Jeg fandt et kunstner-refugie i det mest fremmed-klingende land, jeg knap nok vidste hvor lå, jeg skrev ansøgninger og sendte dem afsted. Ansøgningerne gik igennem, alle aftaler blev lavet, rejsedatoen lå fast. Så var jeg rolig, fordi nu havde jeg handlet & planlagt, og sådan plejede jeg at løse mine problemer.

Så fødte jeg. Jeg blev nogens mor.

Jeg fortrængte alt om rejsen, og tiden gik.

Tiden gik hurtigt-hurtigt-hurtigt – og rejsen nærmede sig. Og noget havde ændret sig i mig. Jeg var slet ikke længere så sikker på at det var nødvendigt at rejse. Jeg var slet ikke sikker på at jeg turde. Og det – at jeg måske ikke ville gennemføre – skræmte mig endnu mere.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg var bange for at tage afsted, men lige så bange for at aflyse.

Når jeg siger at drengen er omdrejningspunktet for min beslutning om at bo i skoven, så handler det om ansvar. Indtil da havde jeg kun ansvaret for mit eget liv. Jeg sløsede sådan med tiden. Jeg sjoflede den. Jeg var 35 år gammel da jeg blev mor. Jeg sad fast. Sad fast i byen, sad fast i skriveblokering, sad fast i forhold-som-overspringshandling-for-at-forholde-mig-til-mit-eget-liv.

Jeg siger ikke at det var en mirakelkur, og jeg er da også faldet i samtlige fælder igen både efter jeg blev mor og efter jeg flyttede i skoven. Og gør det sikkert igen.

Men hvor jeg før havde levet i en meget langstrakt livskrise, havde jeg nu en akut ansvarskrise. Alvoren af alle beslutninger blev så påtrængende. Ansvaret tyngede. Konsekvenserne skræmte. Der er konsekvenser af alle mine beslutninger og alt jeg gør. Der er også konsekvenser af de beslutninger, jeg ikke tager. Og af det, jeg ikke gør. OG DE KONSEKVENSER RAMMER MIT BARN.

Og jeg kunne simpelthen ikke beslutte mig! Jeg var fanget i et helt nyt, vægelsindet, uroligt net.

Og her kom en af mine fineste, kærligste venner (som jeg ser alt for sjældent pt, undskyld!!) med en sætning, som blev nøglen både for rejsen til Armenien, og for alle mine beslutninger efterfølgende. Og nu skriver jeg den her; nu giver jeg den videre som decembergave til dig, der læser med. Måske har du hørt den før, måske falder det dig bare helt naturligt. Men hvem ved, måske er det lige præcis den sætning også du mangler, for at få hul igennem?

Det er så enkelt, egentligt. Det er så enkelt som at han sagde:

“Hvis du ikke kan lide det, så kan du jo bare vende om.”

Jeg var i tvivl om jeg skulle aflyse eller gennemføre rejsen til Armenien. For mig var det en selvfølge at hvis jeg først tog afsted, så skulle jeg også blive hele oktober ud. Men han sagde:

“Du kan rejse derned og se hvordan det er. Hvis du ikke kan lide det, så kan du rejse hjem igen dagen efter. Du kan faktisk vende om allerede i lufthavnen, hvis det føles mest rigtigt. Der er jo ingen, der kan vide på forhånd hvordan det bliver – men du kan prøve.”

Så enkelt – så revolutionerende. En tanke, som ikke fandtes i mig, før han sagde det.

Og jeg gjorde netop det. Jeg tog afsted, bævende og tøvende, og hele tiden med muligheden for at vende om.

Og det var præcis på samme bævende, tøvende måde jeg flyttede til Bondsäter. Ikke som en færdig beslutning. Og lige præcis dét skriver jeg mere om i morgen, når jeg begynder på decemberbillederne fra 2014.