Lad der komme lys, lad der komme håndarbejdssysler!

DSC_4486Värmland
December 2014

Decemberfortælling *7

Hele det første år jeg boede på Bondsäter var mine eneste lyskilder stearinlys og pandelygte. (Jeg prøvede også olielamper, men blev ikke venner med lugten.) I sommerhalvåret var det slet ikke noget jeg tænkte over, men da den anden vinter begyndte at nærme sig, virkede en investering i et solcellepanel som en meget god ide. Især fordi jeg kunne købe både panelet og ‘dimsen-som-hænger-på-væggen-og-er-mellemled-mellem-panel-og-batteri’ direkte fra en ny ven, med god forstand på den slags. En nabo, som boede i en hyggelig, småalternativ landsby otte kilometer væk fra Bondsäter.

Første gang jeg mødte ham, var fordi hans kæreste skulle tage mig med på besøg hos den lokale brændesælger. Fordi: Hvis jeg blev introduceret af en lokal, ville jeg få en bedre pris. Den mission lykkedes – men først efter at vi havde været nødt til at tage hen til en anden nabo, som ikke selv var hjemme, men havde en syg vædder. Så gik vi rundt og rundt og rundt med en vædder indtil ejeren selv kom hjem. Så havde vi ligesom lært hinanden at kende.

Og sådan gik det hele tiden. I løbet af det første år i skoven havde jeg lært så mange nye mennesker at kende. Jeg havde lært dem at kende på en helt anden måde end jeg var vant til. Jeg lærte dem at kende fordi vi på et helt praktisk og nødvendigt plan havde brug for hinandens hjælp.

Det er nemt at komme til at romantisere, især når tiden er gået og der er kommet geografisk afstand, men jeg siger det alligevel og ved at det er sandt: De mennesker og den måde jeg lærte dem at kende på, den betyder noget. De mennesker har en særlig plads i mit hjerte.

DSC_4479

Men nu tilbage til solcellepanelet, som jeg var virkelig glad for at jeg kunne købe brugt, billigt og af en, som faktisk vidste noget om det.

Jeg vil generelt gerne vide ting og kunne ting. Jeg vil især gerne vide noget om at dyrke spiselige planter og basale ting som fx brænde, tøj, møbler. Men så har jeg også mine blinde punkter, som alle vel har, bare forskellige steder.

Jeg har virkelig prøvet, men jeg kan ikke interessere mig for solcelle-teknikkens finere detaljer. Eller for bilens motor, for den sags skyld. Jeg kan lære at bruge det. Sådan helt lavpraktisk kan jeg tvinge mig selv til at lære den rigtige rækkefølge at slutte hvilke ledninger til og fra. I bilen hvilke steder, der skal påfyldes hvilke væsker – men så er det også det.

Men. Med det sagt. Solcellepanelet var aldeles vidunderligt at få – fordi samtidig fik jeg også en hjemmekonstrueret LED-lampe af min far. En tolv-volts-lampe, der kunne sluttes direkte til batteriet, og SÅ KOM DER LYS!

DSC_4481

Det lys revolutionerede mine mørke vinteraftner. De mange, lange, stille vinteraftner. Når drengen sov. Der var så god tid.

Den første vinter havde jeg enten siddet med pandelygten på eller tre tændte stearinlys og egentlig tænkt at det var ok. Jeg kunne jo godt læse i en bog, jeg kunne sådan lige knap og nap se hvad jeg skrev på skrivemaskinen.

Men da jeg fik den lampe op at hænge, huskede jeg pludselig hvordan det er sådan virkelig at kunne se hvad man laver.

I mellemtiden havde jeg lært at hækle, (fordi det er på listen over ting, jeg nemt kan interessere mig for) så det brugte jeg de første oplyste vinteraftner på. At hækle den lampeskærm, som er på billedet.

DSC_4500

At solen så i hele december og det meste af januar slet ikke kom op over trætoppene, og at der derfor aldrig kom el nok til at jeg kunne oplade min computer – som var en del af planen, fordi jeg på det tidspunkt faktisk var helt seriøst i gang med at arbejde … det kan jeg heldigvis ikke huske som noget alvorligt problem.

Hukommelsen er dejlig på den måde.

 

*********************************************

*******************************************************

*************************

DSC_2722Jeg har lavet en ny digt-uro; helt igennem håndlavet – med pæretræskviste fra min baghaveskov, håndspundet uld fra Värmland – og et digt om at længes efter at blive båret (som en killing).
Bare lidt. Bare lidt endnu.

 

Uroen findes kun i 25 (nummererede) eksemplarer, og kommer i en håndlavet æske med individuel illustration.

killing1


Lige nu og frem til på mandag
kan du købe min nye, håndlavede uro til intro-pris: 275,- – derefter koster den 325,-. (forsendelse: 32,-)

Du kan købe den i Pote Produktions egen web-butik

– eller via mobile pay: 26 36 15 02

 

 

DSC_2694Weekendavisen: ”Der er unægtelig et godt stykke vej fra Pote Produktion i de svenske skove til mere traditionelle forlagsadresser som eksempelvis Gyldendals i Klareboderne i indre København. Alligevel er afstanden mindre, end den har været. I hvert fald når talen kommer på kvalitet.”


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s