Når huset suger kulden helt ind i bjælkernes marv

DSC_4536

Värmland
December 2014

 

Decemberfortælling *11

Vi har været i Danmark hele weekenden og kom hjem til et koldt hus. Ude lå der sne og inde var der tæt på nul grader. Først da der havde været tændt op i brændeovnen i flere timer, nærmede det sig så småt almindelig stuetemperatur. Indtil da måtte vi holde os godt pakket ind i mange lag tøj og tæpper.

Det er også en del af historien om vores liv i skoven. Og jeg mener ikke selve vinterens kulde, men rejserne væk som efterlader huset tomt og uopvarmet i dagesvis.

Hvis jeg nu var del af en storfamilie, hvis nu vi var mange flere, hvis nu vi var et kollektiv, et bofællesskab, hvis nu vi var en bondefamilie for hundreder af år siden. Der er så mange andre scenarier, men jeg lever i dette. For at kunne bo langt inde i en skov, må vi regelmæssigt rejse ud af den. Der er familie og venner, der skal holdes kontakt med, og der er mit arbejde, der af og til kræver at jeg er et andet sted. Ude blandt mennesker. Mennesker. Det er det, vi rejser efter.

Og jeg kan egentlig godt lide selve rejsen; det afbræk, den forflytning, variationer og eventyr. Men når rejsen foregår om vinteren, er hver hjemkomst en påmindelse om at denne livsform virkelig ikke egner sig til at man forlader sit hjem. Jo tættere jeg kom på det, jeg ville – jo mere køkkenhave, jo flere høns, jo mere syltning og fermentering og kompostering jeg kom i gang med, i det hele taget; jo mere jeg fik det lille kredsløb op at køre, som er en central del af min drøm – jo mere skulle afbrydes og lukkes ned hver gang vi skulle rejse væk. Og startes op igen når vi kom hjem. Om vinteren begynder hver hjemkomst først og fremmest med at varme huset op.

I december 2014 boede jeg i Värmland. Når vi skulle rejse til Danmark, tog det otte timer hver vej. Om vinteren var det desuden meget svingende om rejsen foregik planmæssigt eller med sne-is-pløre-forhindringer, især på de sidste 13 kilometers skovvej. Og når vi så endelig, udmattede kom hjem, var det til et træhus, der havde brugt alle sine forladte dage på at suge kulden helt ind i bjælkernes marv. Og kun modvilligt gav slip på kulden igen.

I december 2014 overvejede jeg min fremtid. Det skrev jeg om i går. Og jeg var meget i tvivl om vi kunne blive, især fordi vi så regelmæssigt var nødt til at rejse væk. Rejse væk for at holde kontakten med alle de mennesker, som ikke var flyttet derop sammen med os. Eller bare nogle andre mennesker, der kunne holde huset varmt mens vi var væk.

Jeg var i tvivl fordi vi ikke var del af en storfamilie, fordi vi ikke var mange flere, fordi vi ikke var et kollektiv, et bofællesskab eller en bondefamilie for hundreder  af år siden.

I dag er jeg lige kommet hjem fra en weekend i Danmark og køreturen tilbage tog to timer. En smut-tur til sammenligning med de otte timer fra Värmland. Fordi vi endte jo til sidst med at flytte fra Bondsäter. Det ved jeg nu, det ved I, der læser med.

Men det vidste jeg ikke selv dengang, i december 2014. Jeg vidste det ikke og jeg vidste mindre og mindre, jo mere jeg prøvede regne ud. Det eneste jeg vidste, var en lang række af hvis’er, som jeg ikke kunne få til at ske. Og hver gang huset var blevet opvarmet igen, sådan helt grundigt gennemvarmet, så virkede det alligevel så fuldstændig rigtigt at vi var der. Bondsäter var vores hjem. I december 2014 var Bondsäter blevet vores hjem.

********************
*************************
*******************

... how wild the wild woods are

 

Ps. Har du set at du kan støtte bloggen? Et lille, fast månedligt beløb eller en enkelt-donation – alt gør en forskel i min mikro-skovlivs-forfatter-økonomi!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s