Når livet i skoven er godt

Billede 2

Värmland
Februar 2015

Decemberfortælling *12

I dag er den sidste fortælling om december 2014, i morgen springer jeg et år frem. Da jeg afsluttede fortællingen om 2013, passede det så godt med et billede af drengen. Så godt, at jeg tænkte, jeg ville gentage det med et nyt billede, denne gang af en lidt større dreng. Og det blev så til det her, som jo ikke er fra december, men februar. Det er det, som passer bedst, og så må julekalenderens dogmeregler lige træde lidt til side. Det er nemlig også sådan at dette billede passer godt til at sige noget om de mennesker, som faktisk var – og er – langt, langt ude i den skov.

For i går skrev jeg om dem, vi var rejst væk fra. Men der er også en helt anden historie, som er et mylder af mennesker, som kom rejsende til, og som blev i kortere eller længere perioder. Når jeg fortæller min skovhistorie, bliver det meget tit til min ensomhedshistorie, men det siger mest om mig selv. Det siger noget om en drøm, som er ret snævert fokuseret mod noget (kernefamilieidyl), og derfor kommer til at glemme alt muligt andet.

For eksempel at jeg i hele det første halvår af 2014 havde gæster stort set uafbrudt. Jeg lavede Pensionat Bondsäter, både fordi jeg manglede penge og fordi jeg savnede selskab. Og det blev en succes, så meget, at det endte med at blive netop: for meget. Så lukkede jeg det ned, og nød at have huset helt for mig selv igen.

Især fordi jeg i mellemtiden havde jeg lært andre at kende – dels de fastboende i landsbyen Ransbysätter (som jeg skrev lidt om her) og så også helt nye tilflyttere. Fx dem, som dette billede stammer fra. En dansk familie med tre (af de dejligste) børn flyttede ud i skoven og boede der i et halvt år henover vinteren 2014.

Så var vi lige pludselig tre børnefamilier, der levede det her underlige, afsides liv. Så kunne børnene lege sammen lidt på kryds og tværs, og de voksne kunne drikke kaffe med forskellige voksne fra gang til gang. Det føltes som en overflod af selskabelighed. Så var der et par, der købte et hus deroppe, andre der lejede sig ind i tomme huse. Og andre, der havde været pensionatsgæster, som kom tilbage igen. Og igen. Vi blev så mange, at vi begyndte at holde ‘nabokaffe’ hver fjortende dag. Nabokaffe for mennesker, der boede i en radius på omkring 30 kilometer. Man bliver meget generøs med nabo-betegnelsen af at bo så spredt.

DSC_4570

Det er det sidste jeg vil fortælle om december 2014: At der var andre mennesker. De var naboer, de var venner. Jeg var ikke alene i skoven. Jeg havde mit helt eget hverdagsensomheds–fremtids-dilemma at gå rundt og gruble over på Bondsäter. Men samtidig havde jeg følelsen af at noget andet, større, var ved at bygge sig op omkring mig.

Og billedet foroven viser drengen til kombineret fødselsdags- og fastelavnsfest hos familien med de tre børn. Det viser drengen, der meget beslutsomt ønskede sig at være klædt ud som nøjagtig det, du ser på billedet: En blå kat med gult i ørerne. Der hører også en lang, hæklet hale med til kostumet, som du ikke kan se. Du kan ikke se de andre børn i tilsvarende improviserede udklædninger. Lavet og sat sammen af hvad der nu fandtes i huset. Fordi der ikke var nogen butik i nærheden at købe det i, fordi ingen desuden havde penge til den slags. Du kan ikke se de voksne, der havde tøj på, som holdt dem varme, flere lag. Du kan ikke se snakken, ofte i munden på hinanden, ivrigt og hulter til bulter. Snakke, som drejede sig om praktiske løsninger på de vinterudfordringer, vi havde til fælles på en måde, som gjorde forskellene ligegyldige.

Du kan heller ikke se at alle børnene og nogle af de voksne, lidt senere kælkede i susende fart ned af den bakke, som var husets have.

Det hører også med til historien: Alle huse i skoven i Värmland har hele vinteren deres egen kælkebakke, som børn kan suse ned ad med vind i håret og fryd i maven. Du kan ikke se, at den dag både var en undtagelse og en gentagelse. Et afbræk fra alle de andre dage, hvor vi hver især knoklede hjemme. Også det, havde vi til fælles. For man kan ikke bo der og sådan uden at knokle som et bæst. Der er altid brænde, der skal hugges, vand, der skal hentes, mad, der skal laves, ting, der skal bygges eller repareres. Løsninger, der skal opfindes med materialer, der først skal frembringes.

Det er et slidsomt liv; det er et driverliv. Det er et isoleret liv; det er et liv med møder, som er intense, varme, af og til ligefrem eksplosive – men aldrig kedelige.

Det hører med til historien, at når livet i skoven er godt, så er det så funklende frydefuldt. Mere og større og bedre. Helt.

Det hører med til historien at jeg savner Värmland. At det, jeg skriver lige nu er farvet af det savn.

Jeg har boet i Skåne i lidt over et år nu, men jeg savner stadig Värmland.

I morgen begynder jeg fortællingen om december 2015, og det er historien om min sidste vinter i Värmland.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s