Mysteriet om udklædningstraditionerne

Värmland
December 2015

Decemberfortælling *14

Billedet viser drengen, fire år gammel og klar til Luciaoptog i børnehaven. Han er klædt ud som ‘stjärn-gosse’ – stjernedreng. (Eller er der mon et bedre dansk ord, som jeg ikke kender?) Der følger en spids hat og en stjernestav med til udklædningen, og fordi vi selv havde collage-lavet dem, var der plads til en meget vigtig hummer på staven og en nuttet kat på hatten. Men det andet billede viser udklædningen, sådan som drengen selv synes den var mest rigtig. Og det meste af den vinter så han sådan ud.
Siden han var helt lille har han altid været glad for at klæde sig ud, og han er det stadig.

Og nu var der jo Luciaoptog lige præcis i går, så dagens decemberbillede er dobbeltaktuelt – og derfor vil jeg fortælle noget om at bo i Sverige, som går lidt på tværs af de fire år vi har boet her. Intet har nemlig i dén grad fået mig til at mærke, at vi bor i et fremmed land, som udklædnings-traditionerne!

I 2014, året før billedet herover er taget, opdagede jeg først dagen før Lucia-dagen at man selv skulle sørge for udklædningen.
Nu ved jeg jo ikke hvordan man egentlig gør i Danmark nu, men som jeg husker det fra min egen barndom, så var alle børn iklædt nogle hvide kjortler, som skolerne havde på lager fra år til år. Og så gik vi med levende stearinlys. (Jeg husker de små glohede dryp på hænderne som en vigtig del af oplevelsen.) Som sagt: Jeg ved ikke om man stadig gør sådan, eller det også i Danmark er blevet noget forældrene selv skal fremskaffe?

I Sverige er traditionen sådan at man i børnehaven selv kan vælge om man vil være klædt ud som julenisse, julemand, peberkagemand/dame eller stjernedreng/luciabrud. Og det ved alle jo, så det er der ingen grund til at informere om. Men heldigvis informerer man om selve luciaoptogets start-tidspunkt – og det blev min redning.
For den seddel, der blev hængt op på børnehavens yderdør dagen før optoget, havde nemlig et billede af en flok syngende nisser, julemænd, peberkagefigurer, luciabrude og stjernedrenge. Det brogede billede undrede mig tilpas til at jeg spurgte pædagogerne hvordan Luciaoptoget egentlig foregik i Sverige.

Og her kommer så et lille tip, hvis du er udlænding, der bosætter dig med børn i et nyt land: Ni ud af ti gange er traditionerne så indgroede, at ‘de indfødte’ ikke selv aner hvad der foregår.

Pædagogen så lidt usikkert på mig, og svarede at børnene sang for forældrene. Jeg måtte spørge helt konkret ind til tegningen, med de forskellige typer udklædning, og så fik jeg svaret: Ja, børnene er klædt ud og forældrene skal selv sørge for det.
– Skal det være en speciel udklædning, spurgte jeg.
– Nej, nej, de må være lige hvad de vil!

Jeg improviserede en nisseudklædning (hurra for at drengen i forvejen så ofte klædte sig ud, så der var noget at improvisere med), og kunne dagen efter konstatere at ‘lige hvad de vil’ betød præcis de kostumer, som var på tegningen. Hverken mere eller mindre.

Lidt senere samme år savnede jeg forvirret fastelavn. Pædagogerne anede ikke hvad jeg snakkede om, fordi det bare ikke findes i Sverige. I den samtale blev det ikke nævnt, at de tilgengæld har en tradition for at komme udklædt som nogle lidt hekseagtige koner med forklæder, røde kinder og påmalede fregner. Den tradition har jeg stadig ikke helt forstået, og jo, jeg kunne helt sikkert være bedre til at sætte mig ind i sådan noget. Men, men, det er noget med trettende dags jul, og at danse julen ud … tror jeg. Der er aldrig nogen seddel om den. Man ved bare at NU er det DEN dag. Bortset så fra mig. Som stadig heller ikke har forstået de dage hvor alle børn kommer i skole i nysselige kjoler og skarpt strøgne skjorter, gerne med slips eller butterfly.
Når vi så står der, drengen og mig, og kigger lidt fortabt på de andre og igen stikker ud – så ser pædagogerne lidt brødebetyngede ud, som om de skulle have husket at informere os om det. Men indtil da, så anede de virkelig ikke at der skulle ske noget særligt den dag. Fordi for dem, så er den dag en så indgroet undtagelse at den er rutine.

Og så betyder det selvfølgelig også noget at vi jo flyttede fra en børnehave til en anden for halvandet år siden, og at der er kommet en skolestart efter det. Og hvert sted har sin egen variant af de samme traditioner, så selv når jeg tror, jeg ved, hvad der skal ske, så gør jeg det stadig ikke.

Derfor er jeg blevet meget insisterende udspørgende.

I god tid inden dette års Lucia-optog havde jeg således grundigt udspurgt en af pædagogerne fra fritidshjemmet om hvad der skulle ske. Sådan inkvisitorisk: Tal mig igennem dagen, punkt for punkt!

Hun forsikrede mig om at der ingenting skulle ske. Traditionen i skolen er at 4. klasserne synger for alle de andre, og børnehaveklasserne skulle bare lytte og absolut ikke være udklædte.

– Så ingen i børnehaveklassen er udklædte? spurgte jeg.
– Ingen er udklædte, sagde pædagogen.

Jeg fortalte det til drengen, som ellers længe havde planlagt – og glædet sig meget – til at han i år skulle prøve peberkage-udklædningen. Fordi så havde han ligesom taget hele runden; julenisse i 2014, stjernedreng i 2015, julemand i 2016 – og han manglede bare at krydse det ene kostume af. Han var lidt skuffet, men accepterede at sådan var reglerne i år.

Men da jeg så afleverede ham i skole i går – så var hans gode ven SELVFØLGELIG KLÆDT UD SOM PEBERKAGEMAND. Komplet med hat, og vildt glad.

Og så kunne jeg forstå på to små piger, der stod og snakkede sammen, at klassen ‘jo skulle synge for plejehjemmet’ dagen efter. Da jeg hentede ham efter skole, spurgte jeg læreren om de så skulle være udklædte når de skulle synge på plejehjemmet.

.-Hvis de bare har en nissehuse på. så er det fint, var svaret.
-Kan han være klædt ud som peberkagemand? spurgte jeg.
Nu ville jeg være helt sikker.
– Nej, det skal bare være en nissehue.

Og SÅ kørte vi direkte hen og købte et peberkagekostume. Alligevel. Fordi jeg havde sådan en fornemmelse. Som om jeg havde luret noget. Og det havde jeg, viste det sig. For det første blev han den gladeste peberkagemand nogen har set – og for det andet var alle børnene i hans klasse totalt udklædte, da jeg afleverede ham i morges.

Nisser og peberkager og lucialys til alle sider.

Og vi var med! Slet ikke det mindste ved siden af, bare lige præcis med.

Det var så rart.

Og i morgen skal jeg tage mig sammen til at fortælle om det, der egentlig er at fortælle om december 2014. Som er at jeg havde en kæreste. Jeg skal bare lige greje hvordan jeg fortæller om det, fordi jeg allerede synes jeg har fortalt så rigeligt og langstrakt sørgeligt om netop det … Det finder jeg ud af til i morgen, i dag fejrer jeg, at jeg har fattet i det mindste en svensk udklædningstradition.