Dengang jeg prøvede at lægge puslespil med mennesker

Värmland
December 2015

Decemberfortælling *15

Okay så. I december 2015 havde jeg en kæreste og han boede også på Bondsäter. Han flyttede i skoven med sit eget projekt i foråret. Så blev vi forelskede, så flyttede han ind. Det gik meget hurtigt det hele, og på en måde var det alt det, jeg havde drømt om. Et puslespil, som endelig blev komplet. Samtidig var det jo netop ikke en drøm, men virkelighed. Realiteter og hverdag og rigtige mennesker af kød og blod. Mennesker. Det er svært, det der med mennesker. Og følelser. Vi prøvede, det gjorde vi virkelig. Men før vinteren var slut var jeg igen alene på Bondsåter.

Det er to år siden nu, og det har ikke været nemt for mig at forstå – for slet ikke at tale om at acceptere – at det gik, som det gik. Derfor har jeg skrevet temmelig meget om det her på bloggen. De indlæg finder man hvis man vælger etiketten ‘Det forliste‘. Læs dem hvis du interesserer dig for langstrakt, stædig sorg. Læs dem hvis du selv har noget i klemme i forhold til helt enøjet at jagte et kernefamilieideal, på trods af at alle omkring dig siger, at det langtfra er lykken. Læs dem hvis du vil høre om min midtvejskrise. Læs dem hvis du vil vide hvor meget jeg har ligget under for frygten for at være pinlig. (Kuren: Frontalangreb.)

Der står så meget på min blog om den her kærestesorg, fordi den netop var så meget mere end en kærestesorg. Og det, der står mindst om er ham. Det skal man huske. Det er min historie, og ikke hans.

– Og hvis jeg nu alligevel skulle guide en smule er der indlægget Drænrør – hvad rager det mig? som handler om ting, man kan blive tvunget til at vide noget om når man er alene, og at det ikke er helt så dumt endda – og der er det om Mig som Bjørn der har en kønskritisk vinkel på min kærestesorg – og der er det her Jeg idylliserer voldsomt som er meget midt-i-følelserne-frustreret, men samtidig med bevidstheden om at det også i høj grad er en midtvejskrise – og så er der Den tid på året hvor alting føles nemt som handler om at fortælle for meget, men være glad for det, fordi mennesker! Nogle gange er de jo vildt søde!

Og der er mere, og mere – som sagt, jeg har skrevet meget med udgangspunkt i det her, det stak dybt.