Nu vil jeg fortælle hvordan jeg fejrer vintersolhverv

Värmland
December 2015

Decemberfortælling *16

Billedet viser et stykke julepynt, som jeg selv har lavet. En engel af en slags, men ikke sådan en rigtig en, fordi det ville jo også være for meget for en, som ikke vil tro på noget for alvor … Jeg kan ikke huske om jeg lavede den i 2015 eller året før. Men jeg kan huske at jeg allerede den første vinter i skoven begyndte at tænke over det med julen, og højtider generelt, på en ny måde. Jeg købte julekrybben og dens indhold i en genbrugsbutik den første jul i skoven, netop derfor.

Det er det, jeg vil skrive om i dag. Og igen bliver det lidt på tværs af skovvintrene.

Den første vinter i skoven var drengen jo to år, nærmede sig tre. Og han stillede så mange spørgsmål til alting, og selvfølgelig også julen. Og jeg havde svært ved at fortælle en historie, som jeg selv kunne se fidusen med. Julemanden, kapitalismen, forbrug, plastic, øv. Jesusbarnet, kristendom, korstog, krig, øv. Nu sætter jeg det på spidsen. Meget på spidsen! Både julemanden og jesusbarnet kan jo sagtens forklares og tænkes i andre retninger end lige dem – men jeg fandt dem ikke.

Samtidig kan jeg virkelig godt lide alt det omkring julen – pynt&mad&lys og så selve fejringen. Ritualerne, der markerer at denne dag er anderledes.

Der var meget at tænke over. Jeg tænkte meget. Den første vinter nåede jeg ikke så langt. Men den anden vinter – december 2014 – havde jeg nået at sidde på så utrolig mange solnedgangssten i løbet af året, og jeg havde fået en køkkenhave og høns, jeg havde set årstiderne skifte, brat og dramatisk som de gør deroppe nordpå – og jeg havde haft tid nok til at mærke noget:

Jeg havde lyst til at julepynte og julespise, men jeg havde ikke lyst til at fejre selve juleaften. Det var især gaverne og den stramme måde hele traditionen er skruet sammen på, som jeg ikke orkede. Ikke havde lyst til at give videre.

Til gengæld havde jeg fået lyst til at prøve at fejre vintersolhverv.

Og nu vil jeg lige sige en god ting ved at have et delebarn: Man kan gøre den slags – være i tvær protest mod noget og teste noget andet – uden at behøve at gøre barnet til en del af det. Drengen var alligevel hos sin far den jul, og inden han tog afsted fejrede vi vintersolhverv sammen. Bare mig og ham.

Og det i sig selv var grænseoverskridende: Kan man godt bare være to, og så holde en fest?

Det viste sig at det kan man godt. Og det er blevet en tradition, som jeg holder fast ved – også selv om jeg i år har fået lyst til at være med til familie/jesus/julemandsmodellen igen. Fordi nu har jeg tænkt mere, mærket mere, og er nået frem til at jeg muligvis er en både/og-type. All-inclusive, kunne man også kalde det.

Og nu vil jeg fortælle hvordan jeg fejrer vintersolhverv – til inspiration for andre, som evt har brug for at teste nye modeller.

1. Det eneste, der ligger absolut fast hos os, er at vi er udendørs og i ro om morgenen, når solen står op og igen om eftermiddagen, når solen går ned. Ideelt set et sted med udsigt til selve begivenheden, men det er ikke afgørende – og vejret kan desuden lige så vel være sådan at solen overhovedet ikke er synlig.
   Sidste år var det overskyet og småregn hele dagen, men det betyder stadig noget at være ude og vide: Nu starter årets korteste dag – Nu slutter årets korteste dag. Jeg har lavet varm kakao og pakket nogle tæpper til solopgangen. Om aftenen har det varieret lidt fra år til år afhængig af vejret hvad vi har gjort. I 2014 var der en smuk solnedgang, som det var helt oplagt at møde op til og nyde så længe den varede. I 2015 var der overskyet men tørt. Vi tændte et bål og blev siddende længe, og lige netop da vi skulle gå ind brød solen igennem skyerne, og der kom den smukkeste, flammende solnedgang. Sidste år småregnede det, og vi blev kun lige siddende på den udvalgte solnedgangssten til klokken fortalte at dagen officielt var slut.
2. Et par dage inden tager jeg et stykke papir og spørger drengen hvad han synes vi skal lave når vi skal fejre vintersolhverv, og så skriver jeg det hele ned. Bagefter skriver jeg alt ned, som jeg selv har lyst til. Hvis vi har gæster får de også lov til at bidrage til listen. På selve dagen plukker vi fra listen i løbet af dagen, men som regel ender vi med at have aktiviteter til flere dage – og hvis vi aldrig når til halvdelen, var det nok ikke så vigtigt. Vores liste afspejler hvem vi er – og jeg kan konstatere at aftensmad ikke har nogen høj prioritet, mens vi til gengæld har så mange søde-retter på listen, at vi aldrig når dem alle. (Pandekager, ris a la mande, konfekt, slik (generel kategori), slik som er på juletræet, småkager etc etc etc.) Og så kan det muligvis heller ikke komme bag på nogen, der har læst med her i løbet af december at UDKLÆDNING er en stor ting også den dag. Og når man så lægger til at jeg synes vi skal ‘gøre os fine’, så bliver det meget tit noget med at tage alle halskæder på ovenpå diverse fra udklædningskassen.
   (Forresten er 2015 en undtagelse i forhold til maden, for da blev der slagtet en høne, som blev tilberedt i ovnen og viste sig at være den møreste, fedeste høne Bondsäters hønsegård nogensinde leverede, og med den bruneste sovs og grøntsager kun fra egen køkkenhave til – og dét måltid var så overdådigt og så rigtigt for det års fejring, men en undtagelse – og det er rart at der netop er gjort plads til undtagelser i alle retninger.)
3. Vi fylder som sagt dagen med lige præcis hvad vi har lyst til, men det er meget vigtigt at: Vi kan også lade være. Vi kan nøjes med at sidde ude ved solopgang og solnedgang, og så har det også været en gyldig og vigtig markering af årets korteste dag.
   For mig er det allervigtigste ved denne fejring faktisk at den ikke stivner, og at den ikke druknes i et pres om at der skal være bestemte, storslåede følelser tilknyttet. Fordi det har jeg nemlig fundet ud af er mit ubetinget største problem med juleaften. Så skal man være glad. Så skal man være nærværende. Så skal man være spændt. Så skal man føle dit og føle dat, men absolut ikke føle det og det.
   Hvis man nu kunne nøjes med lidt mindre end at alle følelserne topper sådan på bestilling. Hvis man nu kunne forestille sig at man bare tog en beslutning om at man var der, sammen. At man havde besluttet sig for at sidde der sammen, og vide at: Nu sidder vi her sammen.
   Og nu mens jeg skriver det her, så tænker jeg på om det mon er sådan andre gør? Om det bare er mig, som lægger så meget i alting?
   Tænk hvis alle andre fejrer juleaften sådan som jeg fejrer vintersolhverv?
   Og tænk hvis jeg kan begynde at gøre det samme?

Det med at tage alle halskæderne på sammen med lidt blandet udklædning kan man i øvrig gøre når som helst, det behøver ikke at have en anledning. Her har jeg forsøgt at tage en ‘vi er fine-selfie’:

(I år fejrede jeg forresten også sommersolhverv – og det var nogenlunde samme koncept, men bare omvendt: Vi var på en sten da solen gik ned, og så holdt vi os vågne til den stod op. Sad på en anden sten da det skete. Vi var flere voksne og ingen børn, og det var lidt mere en fest end en fejring, og det var ikke alle som gennemførte – men det var heldigvis heller ikke det vigtigste. Det var bare det at vi var der, at vi havde besluttet at være der, den nat, årets korteste.)