Virkeligheden kom som en bombe ind i mit skovboble-liv

DSC_0234

Skåne
December 2016

Decemberfortælling *19

(Julekalender om mine fire, første skovvintre – se oversigt over alle afsnit her.)

Jeg havde egentlig tænkt mig at begynde fortællingen om december 2016 et andet sted. Lidt mere fra begyndelsen; fortælle om de praktiske omstændigheder og hvordan jeg overhovedet fandt huset.

Det gør jeg i morgen.

For mens jeg ledte efter nogle af de indlæg, jeg ved er relevante for det, jeg nu skal fortælle om, så fandt jeg et, som jeg havde glemt. Det handler om den id-kontrol som blev indført mellem Danmark og Sverige i efteråret 2015. Den blev afskaffet igen i løbet af foråret 2017, og det der nu er tilbage er en paskontrol, som på en eller anden måde virker langt mindre aggressiv, end det som foregik der. Bortset fra at jeg slet ikke er sikker. Måske har jeg bare vænnet mig til det og er holdt op med at se det som aggressivt.

Det skræmmer mig; de glidende overgange og alt det, vi vænner os til.

I sommeren og efteråret 2015, i det, som nu hedder Flygtningekrisen, boede jeg jo stadig på Bondsäter. Jeg havde meget begrænset strøm fra et solcellepanel og dårlig internetforbindelse. Min viden om det, der foregik i resten af verden kom fra radioen. Svensk P1. Jeg hørte meget radio, jeg var meget skræmt. (Og skrev i den periode en lang, føljeton-tekst på min gamle blog, med titlen ‘Drømmen om en lastbil’, som er vigtig for mig, men jeg ved stadig ikke rigtig ved hvad jeg skal stille op med den, netop fordi den er så skræmt og famlende.)

Og så gik tiden, og så gled det i baggrunden. Indtil vi i efteråret 2016 flyttede fra Värmland til Skåne. Hvor vi før var otte timer fra Danmark, var vi pludselig bare to timer væk. Og begyndte at rejse til København oftere. Hver fjortende dag. Den togrejse, den regelmæssighed – virkeligheden som en bombe ind i mit skov-boble-liv.

En dag i toget oplevede jeg det her. I morgen lover jeg at skrive mere om det skovhus, vi flyttede til, og det nye skovliv og den slags. Men i dag vil jeg gerne dele den her togrejse med jer. Det er lidt langt, og man skal et godt stykke ind i teksten før noget sådan rigtigt sker. Det som skete. Og så glemte jeg det igen.

Jeg bliver ked af det hver gang jeg opdager, hvor let jeg glemmer at verden også er sådan. Verden er sådan og jeg bor i en boble. Og jeg er ikke afklaret med om det er okay eller ej, jeg ved ikke hvilke bobler, der har mere eksistensberettigelse end andre. Men jeg synes at det er vigtigt altid at huske: Der er bobler, som får lov at brede sig mere ud end andre. Der er bobler, som er mere fredede end andre.

Der er nogen, der skal redegøre for hele deres eksistens hver gang de vil krydse en grænse.

DSC_0216

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s