Fra vilde Värmland til milde Skåne

Skåne
December 2016

Decemberfortælling *20

Hov, nu er der kun 4 dage til juleaften! Og 20 dage siden jeg meget spontant besluttede at lave denne kalenderfortælling om mig og min drengs første fire skovvintre. Fra han var knap tre år gammel og til han var knap 6. Tre vilde vintre i Värmland har jeg nu fortalt om, før vi flyttede sydpå, til det meget milde Skåne.

Der var mange ting omkring flytningen som var lidt magisk. Derfor har jeg valgt billedet af fuglen, der høfligt prikker på ruden for at gøre opmærksom på at der mangler foder i kokosnødden derude.

Det er sådan et hus vi bor i nu.

Det er et hus, som ligger midt ude i en skov. Der er naboer i gåafstand, men ingen som er tæt på huset – og huset er ikke synligt fra vejen. Vi parkerer oppe ved grusvejen og går ca 300 meter ned ad en indkørsel. Så er det bare os. Så er det bare det musvåge-par, som bor i haven, der umærkeligt vokser ind i skoven. Sortspætten, som bor i det døde træ ved siden af den enorme, stormvæltede bøg, hvor det passer så godt at holde en pause når vi går tur. Nu går vi tur i en bøgeskov.

Og man skal ikke tage fejl; at det er løvtræer gør det ikke spor mindre industrielt, alt er stadig plantet og tilrettelagt, snorlige rækker og et afkast, som er sikkert. Men det at vi nu bor med en bøgeskov i baghaven i stedet for fyrretræer, hænger sammen med alt det milde. Det hænger sammen med afstandene, som er kortere, og vejene som ikke bliver lukket af sne, is og mudder.

I december 2016 var der i alt to sne-dage i Skåne, som i radioen blev udnævnt til farlige. De fortalte om biler, der gled af vejen i et væk, og advarede om at køre ud. Jeg kiggede ud af vinduet, og så ikke det, de snakkede om. Jeg kørte meget forsigtigt drengen i børnehave. Der talte de også om det, alle pædagogerne. Sneen, mængden! Det var vildt, kunne jeg forstå. Jeg kørte meget forsigtigt, det lovede jeg. Men selv uden de pigdæk, som er obligatoriske længere nordpå, så var det … ikke til at forstå som noget, der skulle bemærkes. Og dagen efter var det væk.

Det var en lettelse at bo at slippe for Värmlands vinterveje. Det var en lettelse at være væk fra syv kilometer kurvet, stejl og dybt uforudsigelig vinterskovvej. Der var noget, som fungerede i det nye hus, og det var hverdagen. Vi fik en hverdag.

Det vænnede jeg mig kun langsomt til. Det er jeg stadig i gang med at forstå.