Men hvordan finder julemanden frem, når man er helt ny på ruten? (Om akut opstået julemandstro)

IMG_2625

Skåne
December 2016

Decemberfortælling *22

(Julekalender om mine fire, første skovvintre – se oversigt over alle afsnit her.)

Lige før jul sendte jeg min kalenderfortælling på juleferie, og nu – halvanden måned senere – er jeg klar til at gøre den færdig. I mellemtiden har jeg givet bloggen et nyt udseende og ryddet op i stort og småt. Hovedrengøring, kan man kalde det, og det er i sig selv ved at blive en fast januartradition.

Tre afsnit tilbage i fortællingen, og i dag kommer det til at handle om julemanden, i morgen om en storm – og det allersidste afsnit springer frem til december 2017. Bare fordi det virker underligt ikke at få det med også.

Men allerførst vil jeg forklare billedet herover. Det handler om huset, vi bor i nu. Forgodttilatværesandthuset. Da vi flyttede ind var det fuldt møbleret og jeg havde selv kun meget få møbler med. Først og fremmest dem, der hører til drengens værelse.

Og de møbler, der er her i huset – de er simpelthen så fine! Spisebordet har løvefødder, og i skabene er der en overflod af yndigt stel med blomstermotiv og krummelure-kanter. Sådan noget der indbyder til teselskab med gammeldags æblekage, og det er netop hvad der er dækket op til.

Kender I det med at hunde og deres ejere kommer til at ligne hinanden?

Tænk hvis det også er sådan med huse og deres beboere?

Jeg ved ikke helt om jeg mest synes det er en hyggelig eller skræmmende tanke …

Jeg kan bare konstatere at jeg aldrig har dækket så nysselige borde og aldrig serveret så meget kage-af-flødeskumstypen som i dette hus.

Og så er der det med drengen, som sent i december 2016 – aldeles ud af det blå – begyndte at tro på julemanden …

IMG_2849

Men nej, ingenting kommer helt ud af det blå, der er altid en forklaring, det er bare ikke altid man finder den. Som jeg har fortalt om før, så er Lucia-traditionerne lidt anderledes her i Sverige, og den vinter havde han valgt et julemandskostume, som han havde på nærmest hver dag. (Og fortsatte med at bruge hele vinteren og foråret.)  Måske var det kostumet, der satte tankerne i gang? Måske var det alderen? Han var 5 3/4 på det tidspunkt, der er jo faser for alt, jeg vil slet ikke afvise at der er en fase for helhjertet, akut julemandstro.

… Eller, eller var det virkelig selve huset, vi nu boede i, som med hele sin indretning sporede os ind på gode, gammeldags traditioner på en ny måde?

Ingen ved det, og egentlig er det også lige meget. Julemandstroen kom, fra den ene dag til den anden. Den kom brændende og stålsat. Den kom med en bestilling af julesokker, både til ham og mig og vores katte, og en spændt forventning om at julemanden ville levere spændende gaver i nattens mulm og mørke.

Den tro og medfølgende bestilling opstod den 19. december.

Selve juleaften skulle han fejre hos sin far, så det vi skulle sammen var at fejre vintersolhverv den 21. december. Som jeg også fortalte om her, er det en aldeles selvopfunden fejring, hvor meget få ting ligger fast fra år til år.

Men nu kom så den her gave-bestilling, med to dages varsel, som jo nærmest er indbegrebet af traditionel jul – og samtidig en tradition, jeg ikke selv er vokset op med, og kun kender fra film af disney-kategorien. Gaveræs og alt det, jeg ikke vil længere. Men, men – drengens begejstring var uimodståelig. Især fordi den var blandet med stor nybegynder-uro – og NU kommer forklaringen på det røde billede:

Drengen lagde alt han kunne finde af røde ting i den vindueskarm, som vender mod indkørslen. Fordi han ikke tidligere havde troet på julemanden, var han jo ny-på-ruten, og der var dermed stor risiko for at julemanden ikke kunne finde ham. Mente han. De røde ting var et tegn, som dels skulle tiltrække julemanden og dels fungere som et signal om at han var velkommen.

Alt det forklarede han mig iført sit julemandskostume og med den dybeste alvor.

IMG_4999

Meget svært at være tvær omkring noget, som en mini-julemand siger med stjerner i øjnene om den mytiske store julemand …

Samtidig havde jeg virkelig ikke lyst til at kaste mig ud i sidste-øjebliks-indkøb af ting, vi faktisk ikke skulle bruge. For ikke at tale om at jeg aldrig har penge til overs til noget som helst, som vi ikke virkelig skal bruge.

Løsningen blev at jeg fandt hvad der nu var af sokker i skufferne, strik i diverse farver, virkelig ikke nysseligt, men op på væggen kom de. Til kattene købte jeg noget katteguf i supermarkedet og bandt en sløjfe om. (Og der var også sok og guf til besøgskatten Sally, som nogle venner, der var der de dage, havde med.) I min sok kom nogle arbejdshandsker, som jeg alligevel manglede – og i drengens et matchende sæt i børnestørrelse. Hm, praktisk, men ikke særlig meget julemandsglamour der, kunne jeg godt se, så jeg fandt også nogle glimmerspænder og elastikker i supermarkedet og håbede at det gik an.

Og det gjorde det jo. Drengen vågnede op d. 21. og var så spændt, så spændt! Fandt sokkerne, og var en lille smule målløs over at der faktisk var noget i dem. Vi pakkede op, også for kattene, og han var overraskende begejstret både for handsker og glimmerdimser – men egentlig tror jeg det var fuldstændig lige meget hvad der var i gaverne. Det var nærmere en test, og han blev ved med at spørge om det nu virkelig var julemanden, som var kommet med gaverne. Eller var det mig? Eller var det julemanden? Eller?

Og det fortsatte med at være et tilbagevendende samtaleemne i et halvt års tid, indtil han – lige så pludseligt og lige så stålsat – erklærede at han ikke længere troede på julemanden. Og at han hele tiden havde vidst, at det bare var mig, der havde lagt gaverne ned i sokkerne.

Og nu hvor jeg skriver det, kan jeg faktisk ikke helt forstå at det kun er et år siden, for nu er det fuldstændig utænkeligt at han skulle tro på julemanden. Og endnu mere utænkeligt at han ville pakke et par arbejdshandsker op med begejstring. Han er blevet så stor. Han er blevet mere sin egen, langt sværere at imponere. Han er er blevet mere optaget af sine venner, og hvad de siger er inde og ude.

Og det er helt som det skal være! Bare en lille smule udfordrende for den her hippie-drevne, anti-forbrugs-mor …

… Hm, så slutter den nuttede fortælling altså her, med et lille ak&ve om at antiforbrugs-principper er noget nemmere med små børn, og at jeg kan forudse at det dilemma kommer til at fylde mere i de kommende års julemåneder …

(Og han får jo gaver, han har en hel, stor familie, der slet ikke har de samme principper som mig – og så er det her også et af de områder, hvor mine egne principper har det med at blive lidt flossede i kanten, og åhhhhh hvor er det dejligt at være den, der kommer med den HELT rigtige gaveæske!)

(Men! Hvad nu hvis vi kollektivt skruede ned for gaveræs? Meget ned, for det er jo faktisk helt VILDT hvor meget legetøj børn lynhurtigt har. Legetøj, som ingen har plads til eller egentlig tid til at lege med, og er vi ikke ved at være der, hvor vi i fællesskab kunne gøre det, skrue ned?)

(Altså ikke nødvendigvis så langt ned at vi ender ved den der arbejdshandske, helt ærligt, det var faktisk lidt usselt med den, nu fortryder jeg. Skulle jeg mon skrive et brev til drengen fra julemanden med en undskyldning og en ny, bedre gave?)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s