Den første storm i et nyt, gammelt skovhus

Skåne
December 2016

Decemberfortælling *23

Billedet er taget lige udenfor det hus, som jeg flyttede til i oktober 2016. Billedet er taget den 25. december samme år. Det blæste kraftigt. I radioen advarede de om den storm, som var på vej. Den ville blive vild. Jeg var alene i juledagene, drengen var på juleferie, og jeg gik længe udenfor og stormsikrede. Bar alt løst ind i stalden – havemøbler og redskaber og rod – lukkede stalddøren grundigt. Jeg flyttede bilen væk fra pladsen under egetræet, der har det med at tabe sine porøse grene. I stedet stillede jeg den ind under nogle tætvoksende, solide graner. Som det allersidste, før jeg gik indenfor, tog jeg billedet af birketræet, som skrånede ind over græsplænen. Jeg forventede at det ville vælte i løbet af natten, derfor fotograferede jeg det. Før stormen. Mens det stadig står.

Jeg kan tydeligt huske den storm. Ikke fordi den egentlig var så voldsom – men fordi jeg allerede før den for alvor tog fat, var så bevidst om at det var min første storm i det nye skovhus. Jeg skrev også om den.

Og jeg husker den første storm på Bondsäter lige så tydeligt.

Aldrig har jeg været så intenst bevidst om at jeg har valgt at bo mutters alene, langt ude i en skov, som under de første storme i de to gamle træhuse.

De vægge og det tag, som i den første, famlende tid det nye sted, giver den følelse af tryghed, som er så nødvendig for at finde sig til rette. De samme vægge og det samme tag virker i stormen pludselig så skrøbelige. Alting klaprer, døre springer op og vinduer giver sig i hængslerne. Det virker helt usandsynligt at taget skal blive på sin plads. Vinden er et brølende bæst, der kaster sig utrætteligt mod huset, og jeg sidder inde og siger til mig selv:

Nu har huset stået i hundrede år, og har klaret mindst lige så mange storme – det ville alligevel være underligt hvis det netop var i dag taget faldt af.

Jeg sidder i sofaen, trækker tæppet tættere om mig, har ekstra uldsokker på, fordi: Ilden tændes ikke i en storm, det er for risikabelt. Skorstensbrand. Jeg prøver at læse, men kan ikke koncentrere mig om andet end at lytte til huset, der knagende giver sig. Det lyder så træt, huset. Det har stået i hundrede år, holdt stand mod mindst lige så mange storme. Jeg siger til mig selv:

Det er alligevel underligt, at huset ikke har givet tabt. Før eller siden må det jo ske og for hver storm er sandsynligheden større …

Døren ud mod loftstrappen blev ved med at blæse op. Med voldsom kraft, som om stormen sneg sig helt ind i huset. Jeg satte en stol i spænd. Jeg fotograferede stolen foran døren, på samme måde som jeg fotograferede det hældende birketræ.

Som om jeg forberedte mig på et dramatisk ‘efter’, som jeg skulle bruge det her som ‘før’-billede til. Hvis huset giver efter. Hvis det er nu, det sker.

Men der kom ikke noget ‘efter’. Ingen dramatisk omvæltning eller sammenstyrtning. Stormen bevægede sig bare videre, gradvist og langsomt. Jeg faldt i søvn. Vågnede dagen efter og gik en runde. Taget sad fast, alle vinduerne var i deres rammer. Jeg kunne flytte stolen væk fra døren igen.

Den første storm i et nyt, gammelt hus er blevet vigtig for mig, nærmest rituel. Fordi: Hundrede år gammelt træværk er rammen om mit helt eget famlende, funklende – og af og til ret skræmmende – skovliv. Men de gamle huse holder faktisk både til den storm og den næste, jeg er i sikkerhed under deres tag. Den følelse fik jeg på Bondsäter det første efterår, og igen i skovhuset her i Skåne i december 2016. Efter den første storm føles det nye, gamle hus for alvor som et hjem.

ps. Da jeg senere gik udenfor, kunne jeg se at birketræet også stadig stod, nøjagtig lige så skråt som før. Men det (og en masse andre træer) blev til gengæld fældet og savet op et par måneder efter, og mens jeg skriver dette ligger noget af det i brændeovnen, knitrende. Dagens lyd er knitrende, for i dag er der ingen storm undervejs.