Det sidste decemberbillede (er lidt sentimentalt)

Dec2017

Skåne
December 2017

Decemberfortælling *24

Nu har jeg skrevet seks små fortællinger om december 2013, som var min allerførste vinter på Bondsäter i Värmland. Af dem er det vigtigste nok det, hvor jeg fortæller om rejsen til Armenien to år tidligere, som på mange måder banede vejen for skov-beslutningen.

Bagefter skrev jeg om december 2014 – min anden skov-vinter, som var meget anderledes, blandt andet fordi jeg havde fået et solcellepanel og dermed lys til de lange vinteraftner, og fordi Bondsäter i det mellemliggende år var blevet renoveret godt og grundigt at husejerne. Men det vigtigste af de seks historier om 2014 er alligevel det, som handler om de mennesker, jeg lærte at kende i skoven.

Historierne om december 2015 handler om Bondsäters (højtelskede, fantastiske, savnede!) terasse-køkkenhave, og om de svenske udklædningstraditioner og om den kæreste, som også boede i skoven den vinter. Og så skrev jeg om, at jeg er begyndt at fejre vintersolhverv i stedet for jul, og den historie synes jeg blev den vigtigste i den omgang.

Historierne om december 2016 kom i to omgange – afbrudt af en juleferie. Den helt store begivenhed for det år var, at jeg i mellemtiden var flyttet fra Bondsäter og til et nyt, gammelt skovhus i Skåne. Tættere på familie og med en skovvej, der faktisk blev ryddet om vinteren. Men ak, væk fra et sted og nogle mennesker, som jeg var kommet til at holde så uendeligt meget af. Og stadig savner. Der er forskel på skovlivet i Värmland og skovlivet i Skåne – og så er der det, som er det samme. Oplevelsen af den første storm i et nyt, gammelt hus blandt andet. Det skrev jeg om i går, og hvis du kun skal læse en ting fra 2016 synes jeg du skal vælge det afsnit.

Og dette er det sidste afsnit i kalenderen – og jeg havde tænkt at skrive lidt om december 2017 også, for at runde af og trække tråden med helt op til nu.

Men sagen er den, at jeg ikke har særlig meget at fortælle fra den december, som lige er gået. Jeg arbejdede rigtig meget. Lavede en ny digt-uro, skrev både her og der, og ellers var det hverdag. Hugge brænde, lave mad, vaske op, køre drengen i skole, hente og forfra igen næste dag.

Jeg var helt utroligt forkølet de sidste to uger. Det sneede og tøede og sneede igen. Drengen byggede en snemand helt alene for første gang (mens jeg huggede brænde), og først bagefter opdagede vi at han havde placeret den lige præcis i den passage, hvor jeg gik frem og tilbage efter brændet.

Snemandens arme stak ud til siderne, det lignede meget præcist at den stod og spærrede vejen. Så gik jeg i en bue udenom indtil den smeltede. Så savnede jeg den lidt.

Dec2017A

Nå jo, og så tog jeg jo forresten til Berlin, hvor min lillebror bor med sin familie. Der holdt vi vaskeægte familiejul, som jeg ellers troede, jeg var færdig med. Men det er så typisk for mig og mit vægelsind, og nu må vi se hvad jeg mener om den sag til næste år.

Ja, og så rejste jeg direkte fra Berlin og hele vejen op til Värmland, hvor jeg besøgte nogle af de fineste mennesker, som holder stand deroppe. Og skoven. Og himlen.

Ved du at himlen deroppe er højere? At man trækker vejret større, lægger hovedet tilbage og ser. Mere.

Eller er det bare mig, der er sentimental nu. Nu igen.

Uanset, så var en fin måde at slutte året på.

Det var det virkelig.

IMG_7031

(Hvis du vil læse hele kalenderfortællingen er der en samlet oversigt her)

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s