En hemmelig skat, så funklende fin og VILD

Jeg sidder i toget på vej mod Aalborg, hvor jeg skal være med på litteraturfestivalen Ordkraft. Jeg skal på scenen og interviewes om tabu(uuu) i eftermiddag. Det bliver lidt nervepirrende, men på den gode måde, for jeg har ting, jeg synes er vigtige at sige, som jeg glæder mig til at sige.

Men i år har jeg også en anden opgave, som ikke findes på programmet, men kommer til at optage de fleste af mine timer og som lige nu gør at jeg sidder i toget med følelsen af at have fået en gave, en hemmelig skat, så funklende fin og VILD. En opgave, som bland andet har fået mig til at skrive dette i en margen: RASEREALISME!!!!!! (Den genre vidste jeg ikke fandtes, det ved jeg nu, og den genre er rasende nødvendig, ved jeg også.)

I forbindelse med Ordkraft er der nemlig en Skriveklub, så fornemt bestyret af Jørgen Dissing Nørgaard (til orientering har vi gang i en gensidig fanklub, bare lige så der er rene linjer etc), og i aften skal jeg holde en skriveworkshop for Skriveklubben (med bog-syning & tre-trins-skrive-raket) og i morgen skal jeg give dem individuel vejledning med udgangspunkt i et tekststykke, jeg har fået tilsendt.

Og det er de tekster, som jeg lige nu & på min lange togtur har læst, og DET ER DET VILDESTE!

At få lov at få indblik i deres tanker, eksperimenter, processer – den tillidserklæring! – og der er så meget mod og kraft i de tekster, der er tøven og sårbarhed, der er trods, længsel, sorg og vilje i de tekster.

Og tænk, jeg kender dem slet ikke, men nu føles det alligevel som om jeg gør. Ord er vilde. Og jeg GLÆDER mig RASENDE til jeg skal møde hver og en af de mennesker, som har givet mig nogle af deres dyrebare ord i gave.

(Snart er jeg fremme, snart træder jeg ind i en hvirvelvind, men først skal jeg spise min rugbrødsmadpakke og tage min nye, grønne øjenskygge på, som passer til min yndlingsbykjole – og det hele er sådan en kontrast til mit almindelige skovliv. Øjet hviler i kontraster, det hørte jeg i radioen en dag, og det tænkte jeg på i går da al sneen smeltede væk, og hvis du sidder i en by og læser dette, og trænger til et lillebitte skovfix som kontrast, så kan du fx kigge på min seneste skovvideo som jeg optog i går.)