Der er så langt imellem indlæggene her – og det, der kommer nu er paradoksalt nok noget, jeg først skrev på facebook. Men så indeholder det faktisk en forklaring på hvorfor blogindlæggene sådan er stilnet af, derfor kommer det også her. Eneste forklaring der er nødvendig, er at jeg forinden havde skrevet og spurgt til folks holdninger til at vise billeder under foredrag … for og imod – forstyrrelse eller berigelse? (Svaret var entydigt til den positive side.) Og her er hvad jeg skrev på facebook:
Nu har jeg simpelthen gjort det. Lavet et pause-diasshow til mit foredrag på Stubbekøbing bibliotek!! Og for at ingen skal være i tvivl, så betyder det helt konkret at jeg har soppet mig igennem fem års billedarkiv.
Fra de allerførste dage på Bondsäter, gennem oceaner af lille-drengs-cuteness-overload (jeg havde helt glemt hans hang til udklædning efter princippet ‘jo mere jo bedre’), over serier af ‘vi bader lige i idyllisk sø med venner’-fotos, og så et utal af killingefotos!
Killinger ud over det hele, jamen altså, søbesentimentalfølelsesfremkaldende!!!
Som så faktisk blev overraskende stærkt overgået af de følelser alle havebillederne vakte. Tænk at jeg på tre år skabte en køkkenhave, som jeg stadigvæk, over to år senere, er grædefærdig over at jeg forlod. Tænk at der kan være så stærke følelser forbundet med at forvandle stridt tilvokset vildnis til terassebede?
Det tænker jeg meget over, og så tænker jeg over at jeg i en periode bloggede så detaljeret om min skovhverdag, at jeg nærmest ikke behøvede at fortælle noget til familie og venner i virkeligheden.De fandt selv alt det info de behøvede.
Nu skriver jeg ingenting på min blog, og også sjældent her (lidt mere på instagram). Ikke fordi jeg ikke har lyst – det er mere et praktisk problem, det er det med tiden. Det er fordi al min skrivetid bliver brugt på den der roman.
Jeg siger hele tiden at jeg skriver om Mars, og det er også rigtigt – men jeg skriver også rigtig meget, som tager udgangspunkt i mit liv i skoven. Jeg tror aldrig jeg kommer til at skrive en-til-en-virkelighedsnært-selvbiografisk i bogform, men til gengæld har fiktionen alle dage været min ventil for at tale om det, jeg synes er svært at sige højt. Alt det hemmelige, forbudte, det sværeste, næreste. Så det er sådan en roman.
Og så er der foredraget. At der er det virkelig bare mig, der står og en-til-en-med-virkeligheden fortæller om at flytte i skoven. Hvor stor en beslutning det var. Hvor lidt jeg anede om konsekvenserne. Og det at tage fotografierne med, det er at lade det komme et skridt tættere på. Min tvivl om hvorvidt billederne skulle med, som jeg skrev et opslag om fornylig – det handlede også om det. Det skulle jeg virkelig overveje.
Jeg troede jo at jeg skulle have en plan nu. Det er et tilbagevendende tema, det er noget, jeg bliver ved med at skulle forstå. Men jeg ved ingenting om fremtiden. Nu på femte år er jeg planløs, alt er midlertidigt, alt kan ændres.
Jeg troede ikke at jeg skulle bo her, hvor jeg bor nu så længe. Jeg ved det virkelig ikke, stadigvæk, men jeg bor her. Dag efter dag bor jeg her. Nu har jeg så fået høns, nu er jeg i gang med at lave en køkkenhave. En ny køkkenhave, en lillebitte køkkenhave. Det undrer mig stadig at jeg kan føle sådan en sorg over at forlade en køkkenhave, og nærmest føle mig utro over at lave en ny. Men jeg konstaterer at det er sådan, konstaterer at det er okay.
Det er okay. Okay at jeg ingenting ved.
Det tror jeg er det allervigtigste for mig at fortælle, det vigtigste skovlivet har lært mig. Det og så at de grimmeste billeder kan fortælle de vigtigste historier.
Og jeg har besluttet at der skal være billeder med til foredraget, jeg har besluttet at der skal være det hele! Både idyl og det grimme. Her er lidt af det grimme og her er mit råd: Husk at fotografere det grimme, senere vil du elske det grimme.
Maja Elverkilde // Pote Produktion 